"Kongen af Spanien"

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(Thronsal i Escurial. Aften. Kongen, Ferdinand Vll, paa Thronen, Spaniolen træder bedækt frem for ham).


Spaniolen


End drøne Borgens Kolonnader
      af dine Raaders Fodtrin, Drot!
Det er din Kløgt, som dig forlader,
      og levner dig din Angest blot.
Den Sky, som driver paa din Pande,
      har tømmet ud sin Død idag.
Nu er den Aander, som forbande,
      og fremst Riegos Vingeslag.

Bort gik dit Raad. Beklemt, som Hvælvet,
      hvis Pillerad i Mulmet svandt,
Du mangen Time gjennemskjælvet
      seer frem paany til Skjælven randt.
Som gjennem Tempeldomen Stjernen
      i mørke Dybde straaler ned,
saa skinner dig igjennem Hjernen
      et Minde i din Eensomhed.

Som brustne Daggert, i dit Hjerte
      gjensidder Lynet af din Eed.
End ikke ti Aars stærke Smerte
      de Stumper ud af Saaret sled.
Erstattende det Blod, som flyder
      deraf, du drikker Spaniens Blod.
Du raser mellem Spaniens Dyder,
      at finde der din Rædsels Rod.

Du Chartet sønderrev, Meeneder!
      Men klingrende til Himlen foer
din Eed med hine Aandgeleder,
      der straale i Riegos Spoer.
Der hænger den -- en evig Lænke,
      opglødet til en Lynild, som
kun venter dig, for dig at sænke
      didned hvor ingen Naade kom.

Paa Barbariets Kyster svaler
      sig Solen i en Palmelund.
Men Spaniens Sol, du Bøddel, daler
      blandt Steilers røde Grene kun.
Der smuldre Spaniens bedste Hjerter;
      men dine Steiler, Konge, vid,
de ere Armestagekjerter,
som lyse foran Frelsens Tid.

Et Suk er dig en Højforbryder.
      Da kryber angst du paa din Stol,
og Biler ud du rundt dig skyder,
      den Straalekrands af Spaniens Sol.
Ak, hvor forsvunde dets Trophæer,
      det Verdens Halvdeels Kapitol!
End glimter kun bag Pyrenæer
      i Minas Sværd dets Frelses Sol.

Dog flyver ikke der med Gribben
      Empecinados Aand, Tyran!
Som Fuglen susende om Klippen,
      saa cirkler om din Throne Han.
Og midt iblandt Kastiliens Raader
      Torrijo's Skygge sidder; -- ja,
hvor kom vel blandt de høie Naader
      den Rædsel i Triumfen fra?

Dog skræmmer Aander ei Dæmonen,
      som gjør en Svagling til Tyran.
Du skjælver mere, Træl paa Thronen,
      for Mennesket, Du myrde kan.
Du seer i Mandens aabne Pande
      en Thron meer høi, end Kongens, hvor
en Skare Domscheruber stande
      med Frihedschartet, Du besvoer.

Ja læs i Mandens aabne Pande
      hvert Frihedscharts Original!
Se Qvindens Buebryn sig rande
      til Borgerindens Triumfal!
Som Barnet voxer, Frihedsskriften
      sig ruller i dets Aasyn ud.
I Ynglings Blik se Demantstiften,
hvormed den skreves ned af Gud!

Du negter Gud med Solens Øje
      at læse hvad i Støv han skrev?
og Dagen Laurerne at bøje
      om Adamsætens Frihedsbrev?
Espagnas Øx i Solen skinner,
      og Calomarde, den Schakal,
gaaer hylende paa de Ruiner
      af Spanien: dit Escurial.

Men Gud har Stjerner for at lede
      de sidste Ædle, Spanien har,
om Natten sammen paa den Hede,
      som Olavides' Agre bar.
Se, Hat og Kappe flux nedglide;
      paa Natteheden bli'er det klart.
Thi Klinger funkle om det hvide
      paa Panden skrevne Frihedschart.

(Afdækker sig).


Her læser Du det, Drot, og bæver.
      Thi Du ved første Blik forstod,
at nye Aanders Hær sig hæver
      i Dampen af det rundne Blod.
Det samme Frihedskrav de qvæde;
      og for det hurtigen at naae,
Martyrens Bane fro de træde,
      og raabe det fra Himlen saa.

Det hører Mennesket, og Blodet
      ei skrækker ham, det Æresspor.
Dog vil han leve for Klenodet,
      hans Fader gik i Døden for.
Se der de hyllede Gestalter,
      Du veed at vandre om dig, Drot:
de Murere, som Friheds Alter
      opbygge engang af dit Slot.

Thi visselig sin Frihed vinde
      skal Mennesket, det Guddomsbild,
saalænge Gud til Mand og Qvinde
      nedlaaner end sin Skaberild.
Stands Livets Strøm -- din Magt du ejer,
      naar sidste Moder døer, Tyran!
Nei, end du kjæmpe maa en Sejer
      med hendes Søn, den sidste Mand.

(Gaaer, men vender tilbage med draget Sværd).


Jeg kunde fælde Spaniens Morder.
      Dog var det Herrens Dommersværd,
der slog dig -- det som Tiden gjorder
      sig med i Himlens Ledingsfærd.
Du døer . . Du døer. .

(Nærmer sig. Dronningen, Kristina Maria, sees i Galleriet).


      Ha, Gud! vil sende
      en Frelserengel end til Dig?

(Kaster Sværdet for Kongens Fødder).


Lev da! Men Spanien og Hende
      betal det Liv du skylder mig!

(Iler ud).


Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt