"Tone"

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
MAURITS HANSENS SIDSTE NOVELLE

Ak! imellem disse Blade
      og den himmelske Novelle,
Maunts Hansen nu for glade
      Serafiner maa fortælle,
har hans Dødssuk tont: Vi have
her i Haand Hans sidste Gave.

Havde Døden Pennen revet,
      før han endte, Ham af Haanden,
"Tones" Slutning digtet blevet
      var blandt Himmelske af Aanden.
Elsket vilde de hans Tone,
Engelen som Bondekone.

Muntrere da var tilvisse
      hans Fortællings Ende vorden.
Thi en serafinsk Novelle,
      skjøndt begyndende paa Jorden,
ender ei ved Graven; denne
er kun et Kapitels Ende.

Tones Fryd, da Hjertet kunde
      af sin Qval omsider briste,
da hun hørte selv hvorlunde
      Mulden faldt paa hendes Kiste,
maatte Han i Skjaldetale
da i Engles Kreds afmale.

Hendes nye Skjønhed, dannet
      i den gravnedsænktes Billed,
skabt af Lys med Skygge blandet,
      Perlens ligt, saa skjært formildet,
skildred Han med Skjaldegaver
da for lyttende Serafer.

Og hvorlunde Himlens Fyrster
      sig forelskede i Hende,
at et Bryllup med den Bedste
      blev tilsidst Novellens Ende
-- dette alt om Tone vilde
Han for Englene afbilde.

Og af deres Smiil han fatted,
      hvor dem Døden lidt betyder,
at de fryde sig naar Klokken
      til den Ædles Liigfærd lyder.
Vi, vi fatte ei den Glæde,
Vi, som for den Tabte græde.

Og naar endt Han havde, vilde
      Jubel gjennem Himlen lyde:
"Held os! hid en Skjald er kommen
      for de Himmelske at fryde!
Elskte Digter! du fortælle
maa os endnu en Novelle!"



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt