Ørken.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Ørkenstilhed og ørkenøde.
Solen i luer og luften i brand
over den glødende, hvidgule sand
helt ud mod synskredsens røgtunge røde.
- Der flagrer ei liv i den hede luft,
der smutter ei kryb mellem sandets korn,
og intet græsstrå der spirer.

Men etsteds derbortefra gliser der frem
en solhed kamelknokkel, krummet og hvid,
ensom i ørkenens skinnende øde.

...Da glimter med ét derude så hvast
et levende blink i det døsende døde.

Et blink nu igjen! Og atter og atter.
Og henover ørkenens brændene sand,
hvor solens luer de flamme og gløde,
kommer en ensom vandrende mand.

Og han har ei landse og rige tæpper,
og han har ei turban og raslende ringe,
men stramt omkring lænden er snøret et bælte,
som bærer en blank damascenerklinge.

Og ei er hans legeme livsfyldt og kraftigt,
ei kneiser hans nakke, ei skinner hans øie. -
Sænket og ludende drar han sig henover
ørkenens endeløst bølgende høie.

Men se! Det drypper så tungt og rødt
fra sårene på hans fod.
Og sanden suger med tørstig mund
det friske levende blod.

Og solen brænder hans brune barm
og svider hans nøgne hud.
Så synger han langsomt, med sælsom røst
i ørkenstilheden ud:

Kommer, I sorte gribbe,
som sidder på Mekkas moske,
kaster Jer over en vandrer,
der gjerne vil døden se.

Kaster Jer over en vandrer,
I gribbe fra Mekkas moske.
Riv ham hans hjerte af brystet,
det rummer al verdens ve.

Riv ham hans hjerte af brystet
og ud af det skjælvende kjød.
Kast det så blødende ned i
den elskedes snehvide skjød.

Og langsomt tier den sælsomme stemme,
bøiet er nakken og sløvt er hans øie.
Og sænket og ludende drar han sig henover
ørkenens endeløst bølgende høie.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt