1. Feber

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

I.

Det er satan, er det!
Satan til lystighed!
Spillende leven
paa svarteste natten.

Hihi, hvor de ler!
De kryber langs væggene,
kviser i krogene --
         hihi!

Der sidder tre puslinger,
bittesmaa puslinger,
         graa, graa
Med spidse ører
         og kattefjæs.
De mjauer og klager
         rundt om.

Lampen staar ensom og synger,
mørket glor svart indad rude.
Blæsten gaar tungt rundtom huset
og kradser hvast paa min væg.

         Aa --! Hvorfor gaar vi om og lever
         i al denne tomhed! -- -- --

-- -- Langt borte snakker de,
langt borte synger de.
         Kommer de hid?
Ja, tænk jeg tror det!
Hør, tænk de nærmer sig.
Tonerne kjender jeg --
Ja, ja, min Gud!

Hellige hvide --
Et sangkor af nonner
med kjærter i hænderne
skrider lysende
tværs gjennem mørket
ind i min sjæl:

         «Du bar paa haaret en kolibri,
                  den over dig svæved.
         Engnag da du hulked i haabløs smerte,
                  dens vinger bæved.

         «Du gav mig din blinkende kolibri
                  hin gang, du ved.
         Og siden jeg bærer den skjult ved mit hjerte
                  i evighed.

         «Jeg elsker dens vinger, fordi jeg synes
                  du i dem lever,
         og ofte føler mit bankende hjerte
                  de sagte bæver»

II

         Lampen løfter sit blege hoved
         og ser sig rundt om i mørket.
         Og tænk, min blinkende kolibri
         rører saa smaat paa sig, løfter paa vingerne,
                  flaggrer i maaneskinsstriben.

Alle onde tanker de vaagner ved midnat,
alle døde vinger de flaggrer ved midnat.

«Mor -- aa! Blir det ikke lyst snart?»
Nei, mit barn! Det er længe til dagen.

         Hys, der er maaneskin udenfor.
         Maaneskin. Sne.
         Og skygger og stilhed
                  Nei, ikke stillhed.
                  For der gaar en olding
                  -- en blind olding --
                  og mellen skyggerne,
                  snefanns-skyggerne,
                  en stakkels olding,
                  som græder.

«Mor -- aa! Blir det ikke lyst snart?»
Nei, mit barn! Det er længe til dagen.

         Saa kommer dværgen puslende,
         ja -- dværgen kommer tuslende,
         naar maanen lyser sælsomt
         og klokken tungt slaar tolv.
         
         Hans smalle musehænder
         fanger den blinkende kolibri
         saa ræd i mørket den skriger.
                  -- Han sidde bare der og ler
                  med grønne øines gløder.
                  
         Jeg synes, jeg kjender oldingen,
         som vandrer er blind og græder,
         og dvergen, som stikker sin spidse snegl
         gjennem min kolibris vinger --
Jeg er ræd -- for det er jo mig selv -- !

«Mor -- aa! Blir det ikke lyst snart?»
Nei, mit barn! Det er længe til dagen.




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt