14. Vision

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Jeg vaagned midt i midnatsmørkets dyb,
jeg vaagned ved, at du, den døde, stod der.

Jeg strakte armene imod dig:
       «Svar mig!
Det liv, vi lever, kan vi ikke leve!
Jeg ser ei nogen mening i vor vandring
paa denne jord, hvor sjælen er saa fremmed.
Jeg ser ei hensigten med vore smerter,
og ingen hjælp for tomheden omkring os,
og intet svar ifra den sorte himmel.

Jeg vender blikket hid og did, men altid
jeg ser den samme ørken øde timer.

Min Gud, hvorfor! Hvorfor dog dette liv!
Svar mig da du, hvis øie nu kan se,
hvad der er bagenom det tætte forhæng,
som skjuler liv fra død! -- Svar mig, hvad ser du?
Er dér stort og stilt til alle kanter,
og glemsel for, hvad her ei kunde glemmes,
og hvile for ens sjæl! Ak Gud -- ja hvile!»

Men langsomt, langsomt slukned lyset om dig.
Jeg saa, hvor dine øine langt mig fulgte,
til alt forsvandt. Og der var atter nat.
Og jeg sad midt i midnatsmørkets dyb.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt