17. Himlen er, Allah, din kaftan.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Himlen er, Allah, din kaftan,
syet af silke blaa,
stjernerne er diamanter
blinkende skjønt derpaa.

Jeg vilde flænge din kaftan
hvast ifra pol til pol,
kaste i grams dine stjerner,
knuse i gnister din sol.

Fylde al himmelmoskken
tæt med de sorteste ord,
saa at de kvalte og mørkned
englenes lyse kor.

Slæbe mig frem for din trone,
spytte dig for din fod,
øse over dit aasyns pagt
mit sorte rygende blod.