Aanden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Mørke Geist -- jeg kjender Dig.
      Du med Lyn om Panden.
Du der bandt som Yngling mig,
      knæl nu Du for Manden!

Stærke Geist, som rundt min Vaar suste i Orcaner,
kom, og knæl hvor Herren staaer! Hører du, han maner?

Fule Gejst, med Drageild under Englefjere!
Med et Vredesøie vil jeg din Barm opskjære.

Falske Geist, hvad lovte Du? -- Frihed, Fred og Glæde.
Mange Aar kom det ihu, lærte kun at græde.

Frihed? -- ha, hvor Aanden kan lægges selv i Lænker!
Vil du miste Fædreland, siig da, hvad du tænker!

Fred? -- i Lovhyæners Gab lidet deraf levnes.
Fred -- hvor Latter er et Drab, som af Konger hevnes?

Fred? -- ak faaer du Fodefæst i et kløvet Hjerte?
Kan jeg dig, du hulde Gjæst, med min Graad beværte?

Glæde? -- hvor er Hytten min? Der hvor Ravne bygge.
Hvor min Møe i Brudeliin? Ak en flygtig Skygge.

Var en Stjerne hun endda, var det dog Elende,
at jeg kun saa langtifra turde dyrke hende.

Geist, ha! hvisker du iløn: "bo i stolte Bølge!
Vestenvinden er saa skjøn, kan tilsengs dig følge."

Vel! jeg tog det blaa Pallads, fulgte blot en Hoben
Satanaser i Kyrads og i Dommerkaaben.

Vel! jeg tog den Vestenvind, vilde den blot skjære
Roserne af Stellas Kind, og til mig dem bære.

Geist, du lovte mig en Jord, liig en formet Himmel;
-- bandt mig med en Slangegjord til en Djævlevrimmel.

Blommerne, du gav min Kind, vare jo forlorne.
Disse Qviste om min Tind have sine Torne.

Sledsk du under Drengens Fod dine Vinger spændte,
steg saa til det unge Blod sig i Solen brændte.

Slap ham, da han skreg saa lydt halvt af Fryd og Smerte,
i en Sjø af Paddespyt, forat svale Hjertet.

Nu, da jeg er bleven stor, jeg din Ving tør tage;
tvinge dig, fra denne Jord føre mig tilbage.

Løft mig, Geist, paa Englefjer, saa jeg seer de Kloder,
hvor ei dandses Polskdans meer efter Zarens Noder! --

Hvor ei skygges yndig Dal af et blodigt Banner,
hvor ei Trældoms-decretal staaer i Aandepander --

Hvor ei Nattesfinx og Orm gnave mullent Alter;
men hvor Alles Troesnorm er Halelupsalter --

Hvor ei under Lovens Skjold Kongevejen løber
for en Løgn i Herresold, eller en som kryber --

Hvor ei (Vogt dig!) Herskerraad slig Pasqville skriver,
som i Landets Mødres Graad Sønners Haab forgiver --

Hvor ei Retfærds Talsmands Pen rive's af Satans Vinge,
for at sælge den igjen til en Bøddelklinge --

Hvor ei i en Fjeder kjæk Helveds Banner vajer,
skumme ei i Lovens Blæk Mennesk'hedens Hajer --

Hvor ei i sin første Flugt unge Engel svimler
af en fæl Bastillelugt under frie Himler --

Hvor ei Adamshjertet blier, om i Barm det svinger
som den Klokke, der fra Spiir Pintseglæde klinger,
af Banditer aareladt, snøret ind i Former,
forat slaae saa sløvt og mat som hos andre Ormer --

Hvor ei Blik, som seer lidt høit, skratter lidt ad Daarer,
druknes flux i Slangers Sprøit og (Triumf!) i Taarer --

Hvor ei i en Latters Spoer Statsproces sig sniger,
som hvor spæd Gazelle foer fæle Kongetiger --

Hvor ei, om en Puls er fuld, om paa høie Vover
Aand den sætter ifra Muld til hans Himmel over,
strax den skal omvikles med Jordens værste Igle,
forat slukke Aanden ved i dens Puls at sikle --

Hvor ei under Frihedstræ en verrinsk Hyæne
gnaver Mennesker i Læ af dets Lauregrene . . .

Lauregrene? ha, den Laur har til Grene Tamper,
og en rasende Centaur Roden sønderstamper --

Did, hvor Æren skilles maa ifra malte Pjalter;
hvor ei Øglesjele faae Skjul i Skjøngestalter --

Did -- ha, Geist, du nærmer dig . . mørk ei som du plejer.
. . Kun en Glands ombævrer mig, og en Lyd af Seier.

Knæl! knæl! -- en Klang saa sød Straalekrandsen splitter . .
Klang og Straaler sammenflød til en gylden Cither.

Og fra Cithrens Dybde klang: "Geisten her mon være.
Den med Dig saa vildt sig svang, for dig Flugt at lære."

"Den med dig til Tordensky'n vilde Flugten styre,
at du skulde flette Lyn i din unge Lyre."

"Den af Øglerne en Tid lod din Fod omspinde,
at du som en Heraklid skulde Slanger binde."

"Den lod Onder taarne sig tidlig om din Pande,
for det Onde lære dig hade og forbande."

"Den lod Helved hvælves om himmelbaaret Øje,
at du skulde viis og from dig med Jorden nøje."

"Den i Storm har lært Dig Sang. Aanden som du ejer,
-- hil dig! -- har serafisk Rang; og dens Navn er Sejer.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt