Aarstidernes Blomster

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Anker Bjerregaard

        Roser røde!
 Eders Blade meer ej gløde
        Sødt i Purpurskiær;
        Visne rives
 De fra Busken, og omdrives
 Rundt i Luften hist og her.
 
        Dage svinde;
 Rosens Krands ej meer skal vinde
        Sig omkring mit Haar.
        Hulde Sommer!
 Nu din Afskedstime kommer;
 Høsten mørk for Døren staaer.
 
       Vaar, Du Spæde!
 Kun hos Dig boer Glæde;
        Og i Somrens Stund,
        Medens Violen
 Staaer i Foraarssolen,
 Rosen i sin Sommerlund.
 
       Længst har dufted
 Vaarviolen mildt omlufted,
        Ej den blomstrer meer;
        Rosenkrandsen
 Mister Purpurglandsen,
 Snart ej meer dens Pragt jeg seer.
 
        Dog, hvi klage?
 Hvorfor ønske sig tilbage
        Tiden, som hensvandt?
        Høsten kommer,
 Astren stander skiøn blandt Blommer,
 Den beskedne Glædes Pant.
 
        Høsten svinder;
 Vintrens Dag oprinder
        Blomster visne hen.
        Grøn og frodig
 Himmelstræbende og modig
 Stander Granen dog igjen.
 
        Den os minder,
 At Livskilden stedse rinder
        Fort i stadig Dands.
        Hvi forsage,
 Da enhver af Aarets Dage
 Har sin egen skønne Krands?

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt