Adolf Bredo Stabell

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie

Dertyndes snart for Kjæmpetræ'r
I gamle Norges Masteskog,
Nys Dødens Øx, som hugger der,
Et fagert Malmtræ tog.

Men efter Træets store Rod
Staar Pladsen øde nu og bar, -
Et Hjem, som læn't til Stammen stod,
Det sørger for sin Fa'r.

            *

Om Adolf Bredo Stabells Navn
Blev Egens Krands i Livet hængt,
Det lidt dog var mod al den Gavn,
Hans ædle Sind har tænkt.

Og nu, han sover bleg og mild,
Mens Livets Larm hans Fred ei naa'r,
Vor Tanke træder sagte til
Og i Betragtning staar:

Om al hans Id med dagvant Pen,
Paa Thing, en Fremtid først har Ord,
Men Bonden tabte her en Ven,
Som elskede hans Jord.

Og nu, da Øiet det er luk't,
Og Evigheden Dommer er,
Nu stiger frem, hvad Godt og Smukt,
Der Vidne for ham bær.

For Klogskab og for Høvdingmod
Selv ivrig Fiende gav ham Agt,
Men det, som Verden sent forstod,
Det var hans Hjærtes Magt.

Med det som ung han Venner fandt,
Der kjæmped med til sidste Tag,
Med det tilslut han Soning vandt
For maaske feilet Sag.

Hans Svaghed og hans Hjærtes var,
Saa stærkt i Elsk saa stærkt i Harm,
Som Hemmelighed han det bar
Indunder rudhaard Barm.

Saa stod han alt fra Ungdomstid,
Og til det graaned' i hans Haar,
Og blødte midt i Dagens Strid,
Men gjemte sine Saar.

Ham Døden traf paa blodglat Dæk,
Som hedest Dagens Strid just gik,
Det Saar, som blegnede hans Træk,
Det var et Hjærtestik.

Mens bleg han stod, og Sjø'n gik høit,
Og Sunde luk'tes for hans Stavn
Da aabnede blandt Skjær og Sprøit
Sig Himlens stille Havn.

            *

Og alle de, han gjorde Godt
Med Taarer signe ham og Savn,
Han gjorde det i Løndom blot
Og glemte tit sit Navn.

Men de blandt Fiender, som var størst',
De slutte nu i Tanken Fred,
Og følge efter Baaren først
Ind til hans Hvilested.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt