Al skabningen sukker

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Sigbjørn Obstfelder. (1890)..

      Al skabningen sukker.


      Bævende spørger det.
      Bølgende hvisker det.


      Fuglene klynger sig sammen,
      læser hinandens øine.


      Og vesterfra
      ror vinden så tungt,
      og østerfra
      banker søens pulse.


      Skabningen lider.


      Blomsterne ved furuens fod
      skjønner det ikke.


      Bække og elve
      iler - hvorhen?


      Mand mødes med mand:
      Hvem er du?


      Kvinder føder
      og dør.


            *


      Hvor veiene mødes,
      står det hvide kors
      med slør over
      af "blodsdråber".


      Der ligger en kvinde på knæ.


      - Hvide kors!
      Hvad er det at elske?


      Jeg har spurgt sankthansblomstens støvveie,
      da solen randt.
      Jeg har spurgt tjernets vover.


      Jeg har siddet under gjøgens træ
      ved midnat.
      Den sang om vemod og fløi.


      Og jeg kom dybt ind i en stor skov
      til en gammel, gammel bramin.
      Han var så vis.
      Hans skjæg var så hvidt.


      - "Kjærlighed - den kjender ingen.
      Længsel - den kjender alle".


      Min fod er sår.
      Mit øie er træt.
      Mit hjerte så tungt.


      Hvide kors,
      hvorfor græder du blod?
      Er elskov død?


             *


Da drypped der frugtstøv fra blodsdråbeklyngen,
da blomstred det frem fra blomstermunde,
da mumled det kjælent fra skjulte kilder,
da risled det og skummed det i bække og elve,
da dryssed det og kyssed det og fossed det og blussed det:

"Indtil nu, indtil nu, indtil nu".

Og vesterfra
kommer stormens susende vingeslag,
og østerfra
kommer havets brusende åndedrag,
i stråleglød!

- Al skabningen jubler!
Thi jorden er svanger!
og kjærligheden, den kommer,
kommer
med sommer,
med stråleglød,
kommer med smerte,
med verdensfryd!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt