Alfernes Hviſken

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Det er en deilig Sommerdag,
den friſke Lund har reiſt ſit Tag,
og lader Løvet ſuſe.
I Luften flagre Alfer om,
og hviſke blidt: „O ſkynd dig, kom
til vore Lundehuſe“!

„Der er ſaa luunt, der er ſaa tyſt,
der falde Blomſter paa dit Bryſt
fra rige Lindegrene,
og ønſker du at drømme ſødt,
da kan du hvile ganſke blødt
paa mosbelagte Stene“.

Jeg vandrer, ved det milde Bud,
paa ſkyggefulde Stier ud
til Skovens grønne Kammer;
der hører jeg et ſagte Gny,
der hviſke Alferne paany
bag rankedækte Stammer.


De ſpørge mig ved hvert et Fjed,
„hvi har du ei din Elſkte med,
hvor Skovens Sanger bygger;
ved Træet her er Plads til To,
og over Stedet falder jo
et Slør af tætte Skygger“.

„Hun er ſaa ſmuk, hun er ſaa øm;
vi ſvæve tidt om hendes Drøm
i disſe lyſe Nætter.
Hun ſkulde her, naar blot du bad,
bekræfte rødmende og glad
Alt hvad din Længſel gjetter“.

O ſøde Røſt, hvi vækker du
min hemmelige Smerte nu
i disſe ſtille Lunde!
Min Mund er lukt, mit Aag er tungt
der findes intet Hvilepunkt,
hvor Savnets Orm kan blunde.




Nyere Digte (Welhaven)

II.

III.

  • Tomme Kæmpehøie 155
  • En Viſe om Hellig Olaf 160
  • Jutulsbjerget 164
  • Om Ridder Audun til Aalhuus 177
  • Bueſnoren 182
  • Kyſt-Billede 185
  • Nøkken i Kværnen 189
  • Eivind Bolt 193
  • Det omvendte Bæger 214
  • Den ſunkne Stad 220
  • I Nærødalen 223
  • Asgaardsreien 225
  • Paa Skibshøien 231
  • Det fredede Træ 238
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt