Andagt

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Forsigtig skruer jeg natlampen ned,
                at ikke dens lys skal dig vække.
                Varsomt og langsomt lister jeg mig hen
                og sætter mig ved din seng.
                
Min, min, min brud!
                Din pande er høi som et skyldløst barns,
                din hud er saa skjær som violens blad.
                Det fine jomfrublod skjælver derunder
                som blomstens blaalige aarer.
                
Din langsomme, langsomme aandedrag
stigende, synkende, svulmende faldende -- --
                Er du ikke min, -- min?
                Min lille fugl, du!
                
Jeg staar og ser paa dig med vaade øine.
Jeg staar og ser paa dig med smil om mund.
                Og jeg vilde lægge mit sorte synderhoved
                op til din unge svanebarm,
                min store plumpe sorg
                op til dig, lille uskyldige fugl,
                og græde, græde
                ondt blod.
                
Jeg knæler ned ved din seng
                og bøier mit hoved,
                hellige jomfru.
Og jeg kysser sagte dine smaa hænder,
og der falder en taare paa lillefingeren --
                en stor dirrende diamant -- -- !