Andreas Arntzen

Om Livet hurtigt segner,
Og om det langsomt blegner,
Vi lege, vakle ved vor Stav,
Dog mellem Vuggen og en Grav.


Ved hvide Vuggeklæder,
Ved sorte Kistebræder,
Ved Morgenglands, ved dunkle Nat,
Er Haabet dog vor bedste Skat.


Ved Barnets røde Kinder
Et jordisk Haab oprinder;
Men ak, det skuffer dog saa let,
Og Hjertet kan ei glemme det.


Men Gud vil Sorgen lindre,
Og skabe i vort Indre
Ved Livets Kamp, ved Smertens Daab,
En stille Trøst, et himmelsk Haab.


Andreas, elskte Lille!
Her staar din Vugge stille;
Men Krist erstatter Dig dit Savn,
Og vugger Barnet i sin Favn.