Anelse

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Jeg sidder ved havet saa sent paa kvæld;
        længst slukned sol, længst døde dag,
        længst gik hele livet tilhvile.
        Jeg hører bare mit hjerte slaa.
        Jeg ser bare sjødraget komme og gaa
        og ned gjennem smaastenen sile.

Jeg ved ikke, hva det kan være.
        Der stiger slig angst fra havet inat,
        der synker slig skræk fra himlen brat.
        Og alt blir saa tomt omkring mig,
        forfærdende tomt og lydt.

Det stryger en sus forbi mig --
        en sus som af mumlende stemmer.
        Hvor kommer det fra? Hvad er det -- aa Gud!
        Hvad er det, som aander paa ansigtets hud
        og isner i alle lemmer?

Det er, som svæved en sjæl mig forbi,
        den kyssed mig og blev borte.
        Aa Gud! Det er vist en kjær, som dør,
        etsteds udi natten den sorte.

(Sicilien, dec. 94.)


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt