At lide og at lindres

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

        Der faldt et Sollys i min Krog
        og ſpilled i den aabne Bog
        juſt paa en mørk Tirade.
        En Fuglerøſt i ſamme Nu
        bar i den triſte Gade,
ſaa fjernt fra Glæden blandt de grønne Blade,
        ſin Længſel til min Hu.

        Mit Hjerte ſlog paa denne Dag
        med tunge, kummerfulde Slag
        af Savn og mørk Erindring.
        Hvor Haabet ſøgte ſig en Vei,
        der var kun Mulm og Hindring.
I hver en Harpeſtreng jeg famled efter Lindring,
        og ak, den var der ei.

        Men Fuglens Røſt og Solens Blink
        gav mig tilſidſt det rette Vink,
        et Bud fra Skov og Enge.
        Jeg havde glemt, at Vaarens Børn
        forlængſt var oven Senge,
at fulde Reder tyngede alt længe
        den vilde Roſentjørn.

        Der er en Høide, Byen nær,
        beſkygget tæt af Fyrretrær
        med høitopſkudte Grene.
        Der ſlynger ſig en yndig Sti
        blandt overgrode Stene,
og Egnen viser Dig paa denne Scene
        ſit hele Trylleri.

        Did vandred jeg; thi der jeg veed
        en Skygge og et Hvileſted,
        til Mindets Feſt udkaaret.
        En Engel har paa denne Plet
        min Kummerbyrde baaret,
og lagt ſin milde Haand paa Hjerteſaaret,
        og ſtille lindret det.

        I Huſet der, bag Skovens Krands,
        var den Gang Strengeleg og Dands,
        der brændte Kjerter klare;
        men hun slog Shavlet om ſin Hals,
        og fra den muntre Skare
vi ſmutted bort, og vilde gjerne ſpare
        den hede Længſelsvals.

        Ak, Foraarsmaanen ſkued ned
        vemodigt til vor Enſomhed,
        ſom om vor Sorg den vidſte;
        og ſagte hviſked Nattens Røſt
        om Troſkab til det Sidſte,
og end en Gang, fra nysudſprungne Kviſte,
        fløi Haabet til mit Bryſt.

        Men nu, da atter her jeg ſtod,
        ſank dybere mit ſunkne Mod;
        her var ſaa triſt og øde.
        Det var, ſom Dagen, før ſaa ſmuk,
        med Et bag Skyen døde,
mens Vindens Røster gjennem Dalen løde
        ſom idel tunge Suk.

        Jeg fordred af den ſmukke Egn
        et ſtille Vink, et Mildheds Tegn,
        det havde lægt og trøſtet; —
        men, ſom en ængſtet, raadløs Ven,
        hvert Træ ſin Krone ryſted,
og Suſet gik mig bittert gjennem Bryſtet,
        ſom naar et Haab dør hen.

        Da maatte jeg med tunge Trin,
        og med et overſkygget Sind,
        min kjære Skov forlade.
        Jeg vandred ved den ſtride Strøm,
        der væder Birkens Blade,
hvor Elvens Harpe i en bred Kaſkade
        klang til min vaagne Drøm.

        Og medens Fosſens vilde Magt
        blindt legede med Vaarens Pragt
        og bruſed over Løvet,
        jeg tænkte paa den lange Nød,
        ſom Hjertets Vaar har prøvet,
hvor Blomſtens Knop alt bøier ſig bedøvet
        mod Dybets kolde Skjød.

        Men, ſom jeg nu tilbage ſaa
        did, hvor ved Skoven Huſet laa,
        var Egnen huldt forklaret.
        Hvad Længſlen nylig ſpurgte om
        blev nu ſaa ſødt beſvaret;
af Lyſets Engle ſignet og bevaret
        laa Mindets Helligdom.

        En Flok af Duer daled ned
        ſom Sendebud om Trøſt og Fred,
        hvor Smerten nylig dvæled,
        og Solen var ved Bilk og Kys
        med Vaaren der formælet.
Ja, Dagen laa forſonet og beſjælet
        juſt hvor den ſørged nys.

        Da løſtes atter i min Barm
        det ſtrenge Aag af Kval og Harm,
        der vilde Hjertet tynge.
        Hvert bittert Nag, i Sjælen gjemt
        langt bort jeg kunde ſlynge;
jeg hørte Elvens Riſletoner ſynge:
        „O, lad det være glemt!“

        Ja, glemt! — Det falder ei ſaa ſvært;
        min Vandring har mig atter lært
        at ſese med Lyſt tilbage.
        Det ſøde Minde ſvigter ei,
        ſelv fulgt af Savn og Klage;
det ſpaar til Slutning dog om klare Dage,
        og lyſer paa min Vei.



Nyere Digte (Welhaven)

II.

III.

  • Tomme Kæmpehøie 155
  • En Viſe om Hellig Olaf 160
  • Jutulsbjerget 164
  • Om Ridder Audun til Aalhuus 177
  • Bueſnoren 182
  • Kyſt-Billede 185
  • Nøkken i Kværnen 189
  • Eivind Bolt 193
  • Det omvendte Bæger 214
  • Den ſunkne Stad 220
  • I Nærødalen 223
  • Asgaardsreien 225
  • Paa Skibshøien 231
  • Det fredede Træ 238
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt