Avindsmændene

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
DIGT AF SIFUL, TILEGNET SORENSKRIVER M.
OG CAPITAIN W.
En Fjord, rullende i Uveir. To Avindsmænd paa hver sin Side.)
Første Avindsmand


"Fjorden gaaer saa strid herunder.
Dybet aabner sig -- o Under,
           ingen Djævle stige frem!
      Kun af Blækhornsoceaner,
                 o, jeg ahner,
                 at man maner
      nu i vore Dage dem.

Havet, liig en dalet Torden,
dundrer ind igjennem Fjorden.
           Dog jeg Avindsmandens Blod
      fra den anden Fjordens Fjære
                 hører gjære,
                 slaae i svære
      Dønninger, ha, mig imod.

Døden griner kalt i Byger.
Rædde Seil indunder stryger,
           liig et Dødsens-Smiil paa Hav.
      Mere fæle Smiil dog rande
                 hist en Pande:
                 den, som bande
      tør en Gubbe paa hans Grav.

Hvis du vilde mig hans Klinge,
knust i tusind Splinter, bringe
            -- Ægir, se, jeg dyrked Dig!
      Hvis hans Skolt med Høvdingfjære
                 Du vil bære
                 knust paa Skjære,
       -- vilde Sjø, knus atpaa mig!"



Anden Avindsmand


"Hvad der staaer i Romsdal, Resten
tager vist den Storm af Vesten,
           som fra Shetland bryder Vei.
      Mange Graner ville falde;
                 mangen Skalle
                  -- næsten alle --
      kun paa Grund af Lethed, ei.

Mellem begge vore Huse
mørke Romsdalsstorme bruse.
           Dog igjennem Ilingsskyen
      øiner jeg, hvor hist paa Stranden
                 Avindsmanden
                 under Panden
      ruller mod mig vrede Lyn.

Var der end ei Fjord at fare,
disse Stormens Strimer skare
           som en Elv igjennem Dal.
      Hei, lad Dommerkaaben flyve!
                 Graahaar gyve!
                 De, som lyve
      Viisdom om hans Pandeskal."

Under slige Tanker svinder
Stormen over begge Fiender;
           men ei den i deres Bryst.
      Aandestorm har Panden bøiet,
                 mørk den pløiet,
                 medens Øiet
      skinner, ak! saa taarelyst.

Lad kun Mandeharmen bruse!
Rappe Ørefigner suse!
           Kald en Slyngel Slyngel; men
      lær ei lange Aar at hevne!
                 Satan levne
                 Du den Evne!
      Han vil neppe tage den.

Seer, hvor mildt imellem Eder
Vestenvinden Bølgen leder
           under Kyst til Aftenroe!
      To forsonte Aander glide
                 henad blide
                 Bolsøeside.
      Her de haded som I To.

Bryst mod Bryst, med Fraad paa Tunge,
De fra Romsdalshornet sprunge
           i det store Svalekar.
       -- Kun et Hav kan rumme Vreden;
                 kun et Eden
                 Kjærligheden
       -- ha, hvad Storhed Adam har!

Seer I, paa den blanke Flade
Bolsøe-Maanens Colonade
           bygger Jer et Fredscapel?
      Slutter, I paa Vredestinden,
                 Fred forinden
                 atter Vinden
      rører Fjord og mørkner Sjel!



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt