Barnet

Siig mig, Amme, siig mig Navnet
paa det underskjønne Barn,
som du holder saa omfavnet?

Josef Benjamin, min Herre.

Ah! Ja Jøden stikker frem
i den lille Ørnenæse,
og om Munden kan jeg læse
Slægtens Arveanathem,
at han bliver noget værre
end et døbt sædvanligt Skarn.
Skrækkelig, men sand, er Tanken,
at den Diende, du bærer,
i sit Hjertes første Banken
lave Niddings Slethed nærer
      vist som unge
Hugorm Giften bag sin Tunge.
Ve, at ei med Gift beblandet
var hans Moders første Kys,
saa han, før han blev forbandet,
kunde dø . .

            Min Herre! Tys!
Barnet er et Kristenbarn.
Efter Faderens Velgjører,
som var Jøde, Navn det fører.

Hold det fast da i din Arm!
Pige, tryk det til din Barm!
at den lille Engel ei
flyer til Paradiis sin Vei.
Thi (han hedde Seth og Cham,
Moses eller Abraham
       -- ligegyldigt!)
thi et saa serafuskyldigt
Aasyn endnu ei jeg saae.
Derfor, Pige, pas kun paa!

Herre! tro, det Himmerige,
      hvorfra slige
      Engle stamme,
er en Moders Hjerte . . .

                  Amme!
           Skal jeg tro, du er Jødinde?

Det var første Rang som Qvinde.