Bergliot.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(Harald Hårdrådes saga kap. 45 mod slutten lyder: Da Ejnar (Tambarskelves) hustro Bergliot, som sad tilbage i herberget i byen, spurte mandens og sønnens fald, gik hun straks op i kongsgården, hvor bondehæren var, og ophidsede den meget til slag. Men i samme øjeblik rodde kongen ud efter elven. Da sagde Bergliot: "nu savner vi her min frænde Håkon Ivarsøn; ikke skulde Ejnars banemand ro ud efter elven, om Håkon stod her på elvebakken.")

Bergliot (i herberget).

             I dag kong Harald
            får give ting-fred;
            ti Ejnar fulgte
            fem hundred bønder.

            Ejndride, sønnen,
            slår vagt om huset,
            imens den gamle
            går ind til kongen.

             Så minnes Harald
            måske, at Ejnar
            har tvenne konger
            i Norge kåret, -

             og giver fred
            og forlig på loven;
            hans løfte var det,
            og folket længes. -

             Hvor sanden fyger
            ned over vejen?
            og støj der stiger? -
            Se ud, min sko-svend!

             - Kanske blot vinden!
            ti her er vejrhårdt:
            den åbne fjord
            og de lave fjælde.

             Jeg minnes byen
            ifra min barndom;
            hid vinden hidser
            de vrede hunde.

             - Men støj der tændes
            af tusen stemmer?
            og stål den farver
            med kamprød flamme!

             Ja, det er skjold-gny!
            Og se hvad sand-gov:
            spyd-bølger hvælve
            om Tambarskelve!


            Han er i trængsel! -
            Troløse Harald:
            lig-ravnen løfter sig
            af din ting-fred!

             Kør frem med karmen,
            jeg må til kampen;
            nu sidde hjemme,
            det galdt jo livet!

(på vejen.)


             O, bønder, berg ham,
            slå kreds omkring ham;
            Ejndride værg nu
            din gamle fader!

             Byg ham en skjold-borg
            og giv ham buen;
            ti døden pløjer
            med Ejnars pile!

             Og du, Sankt Olav!
            o, for din søns skyld!
            giv du ham gagn-ord
            i Gimles sale!

(nærmere.)


             Flokken de sprænger . . .
            og kæmper ej længer . . .
            i bølger
            de følger
            hverandre mod elven,
            hvad er der vel hændt?
            hvad spår denne skælven,
            har lykken sig vendt? -
            hvad er det, hvi stanser
            nu bøndernes skare? . . .
            med nedstukne lanser
            to døde de kranser
            og Harald får fare? -
            hvad trængsel der er
            ved tingstuens port; . . .
            stille al hær
            vender sig bort? -
            hvor er Ejndride! - -
            Sorgfulde blikke
            flygter tilside,
            frygter mit møde . . .
            så kan jeg vide:
            de to ere døde! -
            - - Rum! jeg må se:
            ja, det er dem! -
            Kunde det ske? - -
            Jo, det er dem:

             Falden er herligste
            høvding i Norden;
            Norriges bedste
            bue brusten.

             Falden er Ejnar
            Tambarskelve,
            sønnen ved side, -
            Ejndride!

             Myrdet i mørke
            han, som var Magnus
            mer end fader,
            kong Knud den stores
            kårede sønne-råd.

             Falden for snigmord
            skytten fra Svolder,
            løven, som sprang over
            Lyrskog-heden!

            Slagtet i baghold
            bøndernes høvding,
            Trøndernes hæder,
            Tambarskelve!

             Hvidhåret, hædret,
            henslængt for hundene, -
            sønnen ved side, -
            Ejndride!

 Op, op, bondemænd, han er falden;
men han, som fældte ham, lever!
Kenner I mig ikke? Bergliot,
datter af Håkon fra Hjørungavåg; -
nu er jeg Tambarskelves enke!

       Jeg roper på eder, hær-bønder:
min gamle husbond er falden.
Se, se, her er blod på hans blege hår,
eders hoveder kommer det over;
ti det bliver koldt uden hævn.

       Op, op, hærmænd, eders høvding er falden,
eders ære, eders fader, eders børns glæde,
hele dalens æventyr, hele landets helt, -
her er han falden, og I skulle ikke hævne?

       Myrdet i mørke, i kongens stue,
i tingstuen, lovstuen er han myrdet,
myrdet af lovens første mand, -
o, lyn vil falde fra himlen på landet,
hvis det ikke lutres i hævnens lue.

 Skyd langskibe fra land,
Ejnars ni langskibe ligger her,
lad dem bære hævnen til Harald!

             O, stod han her, Håkon Ivarson,
            stod han her på bakken, min frænde,
            da fant Ejnars bane ikke fjorden,
            og eder, fejge, slap jeg bede!

 O, bønder, hør mig, min husbond er falden,
mine tankers højsæde i halvhundred år!
Vælted er det, og ved dets højre side
vor eneste søn, o, al vor fremtid!
Tomt er der nu innen mine to arme;
kan jeg vel mere få dem op til bøn?
Eller hvorhen skal jeg vende mig på jorden?
går jeg bort til de fremmedes steder, -
ak, så savner jeg dem, hvor vi levede sammen.
Men vender jeg mig derhen, -
ak, så savner jeg dem selv!

       Odin i Valhal tør jeg ikke finne;
ti ham forlod jeg i min barndom.
Men den nye Gud i Gimle? - -
Han tog jo alt, jeg havde!

       Hævn? - Hvem nævner hævn? -
Kan hævnen vække mine døde
eller dække over mig for kulden?
Finnes i den et tilstængt enkesæde
eller trøst for en barnløs mor?

       Gå med eders hævn; lad mig være!
Læg ham på karmen, ham og sønnen,
kom, vi vil følge dem hjem.
Den nye Gud i Gimle, den frygtelige, som tog alt,
lad ham også tage hævnen; ti den forstår han!
Kør langsomt; ti sådan kørte Ejnar altid;
- og vi kommer tidsnok hjem.

       Hundene vil ikke møde med glade hop,
men hyle og hænge med halen.
Og gårdens hester vil spidse øren,
vrinske glade mod stal-døren
og vente Ejndrides stemme.

       Men den lyder ikke længer,
      ej heller Ejnars skridt i svalen,
      som ropte ind, at nu måtte alle rejse sig,
      for nu kom høvdingen!

       De store stuer vil jeg stænge;
folkene vil jeg sende bort;
kvæg og hester vil jeg sælge,
flytte ud og leve ene.
       Kør langsomt;
ti vi kommer tidsnok hjem.



Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt