Bergmester H.C. Strøm

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven (1836)

Glem-mig-ei og Egeløv
Smykker mangen snever Tinding,
Og paa mangt et daadløst Støv
Synker denne fagre Vinding.
Ser Du, dette ædle Lig
Har kun Svøbets nøgne Flig.
Ak, hans Foraar og hans Sommer
Var saa arm paa Løv og Blommer.

Og i Hjertets dunkle Vraa
Maatte han sit Eden dølge;
Der hans Psyche bunden laa,
Som en Lotos paa sin Bølge;
Men i mangt et selsomt Ord
Dufted Sjelens rige Flor;
Hver en Straale fra det Høie
Fik sin Afglands i hans Øie.

Og han stod med klarnet Blik
I sin Grubes Tempelhaller,
Medens Minens Orgel gik
Under Hvælvingens Krystaller;
Hver en Alf i Dybets Favn
Hvisked ham sin Fryd, sit Savn,
Der, hvor Jordens Hjerte banker,
Svulmer under Herrens Tanker.

Men de stille Alfer bandt
Kogleriet til hans Tale,
Naar han vilde purt og grant
Sine dybe Syner male.
Verdnen i hans rige Barm
Knugedes af Livets Larm;
Over Tankens klare Strømme
Sank en Sky af syge Drømme.

Vandreren gaar kold forbi
Klippen med de skarpe Kanter,
Stirrer fra sin brede Sti
Paa de smukke Glimmerplanter.
Ingen ser i Klippens Spalt
Stenens lysende Gehalt;
Ingen ved, hvad Bruddet lover:
Tornebusken gror derover.

Men en Engel, sendt fra Gud,
Har det skjulte Leie fundet;
Faklens Glød er gaaet ud,
Men den gyldne Skat er vundet.
Fra den stille, dybe Skakt
Ertsen er for Dagen bragt;
Herren selv Klenodet kjender,
Veier det med milde Hænder.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt