Betragtning

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie

Hvo har vel Herrens Sjerner talt
Og maalt hans Riges Hær?
Ja hans, udi hvis Himmel hvælt
Vor Jord et Støvgran er!

Om Himlen har han Himle lagt,
Fra hvis safirblaa Skjød
De Straaler frem i gylden Pragt
Igjennem Mulmet brød.

Som Naadens Floder strømmed de,
Velsigned' Mulmets Muld,
Og Verdenskimer hvirvlede
I Straalefossens Guld;

Men Sorgen glemtes af den Hær,
Og Ingen Gud forlod;
Om mindste Gran, som hvirvled' der,
Hans Englevogter stod!

           *

En Straaleharpe Rummet er
Med utalt Strengerad,
Og hver en Streng Guds Lovsang bær
Udi et evigt Kvad.

Det mindste Fnug i Barmen bær
Guds Ild som Sjæl nedsænkt,
Hans, af hvis Aand Alverden er
Lyslevende fremtænkt.

Saa Herren i sit blanke Skjold,
Alverdens Luehvælv,
Sig speilet seer evindligfold
I Dybden af sig selv.

Hans store Speil er Skabningen,
Hver Sjæl en Speilfacet,
Der lyser Herrens Bild igjen,
Som den har fattet det.

Og det er Hjærtets Salighed,
At det kan ane Gud;
Thi da udaf sig selv det veed,
Som fra hans Haand sprang ud.

O knæl og sku til Sjælen der
Paa lidet Blomsterblad:
Dets Tegning Herrens Billed er
- Hans Sol i Taagebad!

Og naar den bli'r af Døden kyst,
Og Farven sluknet er,
Da flyr en Engel til hans Bryst,
Som salig skuer Mer.




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt