Bjergmands-Sang

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Nordahl Brun

1.

 Vort Kolde Norden føler Varme;
 Hvert Bjerg udstrekker lange Arme
 For at omfavne Kongens Søn;
 Selv Ørnen smiler ham i møde,
 Og ved hans Aasyns Morgenrøde
 Skal nøgen Klippe — blive Skjøn!

2.

 Prinds! der er Malm i disse Fjelde,
 Og om det engang skulde gjelde,
 Da er der Malm i Bjergmands Arm;
 For dine Fædres og dit Rige
 Skal den din Hammer aldrig svige,
 Men falde tung paa Uvens Barm.

3.

 See her er Folk, som gaaer i Døden,
 Som trodser Farer ufortrøden,
 Hvis Krigsmusik er Miners Knald.
 Ja, medens Bjerg vi undergrave,
 Vor egen Grav vi tit tillave —
 Men døe i Fred — — det er vort kald.

4.

 Skal derfor Pligt os engang kalde
 At gaae mod dem, som overfalde,
 O Prinds! din Arv, vort Fødeland,
 Da trodse Bjergmænd Ild og Kulde;
 Vort Kongehuus til Døden hulde,
 I blodig Kamp vi holde Stand.

5.

 Dig, Rigets Arving! Bjerge hylde,
 Og prange med sin Rigdoms Fylde,
 Og anbefale sig din Gunst.
 Du saae, naar Du steg ned i Huler,
 Og fandt den Skat, som Jorden skjuler,
 At Klippen var ei skabt omsonst.

6.

 Selv skal Du Bjergmands Haab oplive,
 Om han det elskte Navn maa skrive
 Paa denne ny navnløse Ort.
 Naar Ertsen riig i Gruben tindrer,
 Man Fredriks dyre Navn erindrer;
 Det blir og under Jorden stort.

7.

 Stiig, Kongesøn! Stiig ned i Jorden!
 Den aldrig ganske stor er vorden,
 Som ei nedlod sig for at see.
 Stiig siden op paa Odelsthrone,
 Og Grubens Skat i Kongekrone
 Skal glimre blandt Juvelerne.

8.

 Vi Agre ei, men Ilden dyrke,
 Med haarde Steen vi prøve Styrke
 Og trenge ind i Jordens Skjød:
 Vi ned i Dragers Bolig stige,
 Og vore dybe Miner sige
 Til disse Stene "Vorder Brød."

9.

 Vi slaae paa Borr med flittig Hammer,
 Og indminere mangt et Kammer,
 Som aldrig saae den blide Dag;
 I Afgrunds Dyb vi fange Bytte,
 Og yde Skat til kunstig Hytte,
 Hvor Ild og Vand gjør Vaabenbrag.

10.

 Der Lænker rasle, Vandfald suser,
 Og Vind af trinde Bælge bruser.
 Og trykket Luft oppuster Ild.
 Ved Ild maa Steen som Vandet flyde,
 Og Ovnen Kobberstrøm udgyde,
 Og det var/er Bjergmands Skuespil.

11.

 Saa blomstrer Flid i Fredens Skygge,
 Naar Folkesædre mildt betrygge
 Hver i sit Kald, hver i sin Stand.
 Thi leve længe Landets Fader,
 Indtil han sildig overlader
 Sin Arv til værdig Eftermand!

12.

 Stiig, Fredrik, da paa Faders Throne,
 Og Himlen al din Idræt Krone;
 Men glem ei dine Bjergmænds Tarv!
 Du har for længst vort hele Hjerte,
 Som varig Ild for Dig ernærte;
 Ja Du fik Klippen og i Arv. -

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt