Blodet
(Rachel, en liden Jødepige under en Hybentorn. Legende Børn længer henne. Et af dem, et Christenbarn, Charlotte, kommer hen til Rachel).
Lille Rachel, kom nu! kom!
Nu gaaer Legen atter om.
Elle, melle, dig fortælle!
Panter ned i Kurven sælle.
Leon strax skal holde Dom.
Ak, du skulde bare vide
hvad jeg nys har maattet lide
just af Leon, just af Ham.
O en altfor bitter Skam!
Hvad? Du græder? Du som har
saadant Halsbaand af Koraller:
hver, paa hvilken Solen falder,
som en Draabe Blod saa klar?
For en enkelt Draabe Blod,
af din Fingerende trykket,
vil jeg lægge hele Smykket
som et Offer for din Fod.
Thi, Charlotte, seer du, da
Legen nys begyndte, sagde
Leon, som os Navn tillagde
og som tælled til og fra:
"Det er sandt, vi allerede
har jo Sidsten i vor Kjæde:
Rachel Jødepige der,
thi af værre Blod hun er."
Derfor, kjæreste Charlotte,
sneg jeg mig til dette Sted
under Rosenbuskens Grotte
for at finde Taarens Fred.
Men Det nager -- o Det nager!
og det slette Blod det jager,
saa at hver min Fingerende
synes bankende at brænde.
Dybt det maatte mig jo krænke
saa at være Sidsten født.
Siig, hvad skulde jeg vel tænke
om mit Blod? var det ei rødt?
ei som Andres klart som Viin?
dygtigt til mig at belivne?
ikke den af Gud mig givne
milde Livsensmedicin?
Derfor, kjæreste Veninde,
for at Ro jeg dog kan finde:
gjør som jeg -- det smerter ikke --
Du en Torn i Fingren stikke
til en Draabe Blod frembryder,
som mig strax da overtyder
om mit eget
mere mørkt er eller bleget,
og med Smykket jeg dig pryder
for den ene Draabe Blod,
som du Rachel overlod.
Gjerne, gjerne! Se jeg trukket
har en Torn saa skarp og lang
som et Sværd til Biens Kaabe.
Een, to, tre! Paa samme Gang!
Een, to, tre! Jeg har alt stukket,
og se der! der er en Draabe!
Kan du skjelne den fra min?
Nei umuligt.
O hvad Glæde!
Lige, som en kløvt Rubin!
O Charlotte, tag min Kjæde!
Kom, Charlotte! Man kan miste
i Salonnen Veir og Sands.
Lad os sammen bort os liste
blot fra denne ene Dands
til det inderste og sidste
af de stille smaa Gemakker,
hvor man saa fortroligt snakker
og man gjerne kunde døe,
sans adieu,
stille hen i Sofakrogen,
ikke efterspurgt af Nogen,
medens Dandsen fyrigst gaaer
og sin Høide Ballet naaer.
For den Dands, Du kanskee taber,
denne Haarnaal være din
med sin funklende Rubin,
fuld af stærke Egenskaber.
Den kan Blik og Hjerter trække,
Kjærlighedens Ild opvække,
Feil og Hæsligheder dække.
Talismanens Trylleri
ligger i
den naturlige Magi:
Herrerne, om ormeblinde,
ville ved et Blik udfinde,
at Rubinens Ejerinde
har en Tønde Gulds Værdi.
. . Mindes Du, engang som Børn
saared vi os med en Tjørn,
for den Tanke bort at tvinge,
som saa rædsom for mig stod:
nemlig at mit Jødeblod
mod de Andres var for ringe?
Ah, javist! Da Rygtet fik
den Fortælling at berette,
at en Jødepige kjøbt
havde Blod ifra en Døbt,
blæste det sig op og gik,
Alt i Raseri at sætte;
og, som Flamme blæst i Stry,
flux i Oprør kom vor By.
"Hep! Hep! Hep!" jeg kan erindre
lød fra Alles Struber da;
og jeg husker, at jeg fra
vor Altan saae Fakler tindre
hist og her i Pøbelbølgen,
som sig vælted gjennem Staden,
samt at Vinduer jeg hørte
klirre alt som Vinden førte
Lyden did fra Jødegaden.
Kort -- en rasende Forfølgen
af den Bagatel opstod . .
Ti dermed, o min Veninde!
Ved min Ammes raske Fod
og forsigtige Fordølgen
kunde jeg blot Frelse finde;
men min gamle stakkels Far,
rystende og svag som Sivet,
-- ve mig! -- maatte lade Livet
ved sin Ejendoms Forsvar.
Ve mig da, at jeg ei lod
dit, Charlotte, og mit Blod
ubeseet i Aaren rinde,
hvori Gud har stængt det inde!
Ve, at hvad jeg dengang hørte
af en Dreng mig saa forførte
til en Barnestreg, som blev,
skjøndt uskyldig, til det Hvift,
der i Klippens høje Rift
rasende Lavin løsrev.
Men, Charlotte, men -- men -- men
nu, nu har jeg hørt det Samme,
ei af Drengen sagt igjen,
men af gamle Æresmænd:
at mit Blod er mig tilskamme --
sagt med alle sjeldne Mærker
paa Uegennyttighed,
saa at deres Ord derved
i Betydning sig forstærker
til en Dom, der sønderknuser
hvert et Haab, mit Hjerte huser,
liig den smukke
Sommerfugl i Urnens Lukke.
Leon . .
Leon! Hvad?
Min Gud,
hvor forfærdet du brød ud!
Oh, jeg husked -- havde glemt,
at jeg var af Leon buden
til en Polka -- Det er slemt.
Men, Veninde, desforuden
veed Du ei, at jeg forleden
Livets Terningkast har vovet
og med Leon mig forlovet?
Hvad, du blegner? . .
Det er Heden,
og jeg sov kun slet inat.
O mit Hjerte, o hvor mat,
o hvor usselt, at det, efter
saa ulægeligt et Stød,
ei kan samle alle Kræfter
i sin usle Klump af Kjød,
forat briste og at skjænke
dog den Sorg en værdig Død,
som paa Livet ei tør tænke!
Nei, Charlotte, hør min Grund,
hvorfor jeg tilbagekalder
fra vor første Barnealder
hiin ulykkelige Stund.
Jeg det Samme hørt har atter,
og af Mænd, som Verden troer,
Mænd, hvis Ord Alverden skatter
som en Dom og Rettesnor,
at mit Blod er saa forskjelligt
ifra Andres, saa vanhelligt,
at jeg ei maa tænke paa
-- hvad de andre Piger kunne --
efter Hjertets frie Grunde
Den at vælge, der skal faae
Legeme og Hjerte som
en evindlig Ejendom.
Leon, o det smukke Guld
paa en Skal, som ei er fuld! --
Mønsteret for Kavalerer
udi Sæder og Manerer. .
Denne Leon, en Nevø
af min Faders Handelsven
af min gamle Herr Formynder,
talte meer om Himmelen
og den Salighed at dø,
end om Penge og om Ynder,
saa jeg tænkte: Rachel, funden
her er Manden for dit Hjerte --
En, som spørger ikkun om
hvad der boer i Hjertegrunden,
ei om Troen Fædre lærte --
ret en Mand af ædel Færd,
fordomsfri, en Elsker, som
elsker mig for eget Værd!
Mistro ei engang jeg følte,
da jeg mærked, at han nølte,
udflugtsfuld og uforklarlig,
med sin Fader at betro
Baandet, som forbandt os To,
som om netop han var farlig.
Men engang, da jeg fik høre,
min Formynder var tilstede,
tvang jeg ham mig did at føre,
hans Velsignen at udbede.
Ind vi styrted Begge; men
Leon, Han den Ømhedsfulde,
Leon, som jeg tænkte skulde
tage allerførst tilorde,
knæle bønlig, som jeg gjorde,
Leon stod forknyt igjen,
mens hans Faders Knæ jeg alt
favnende med Kys bedækte.
Op de Gamle sprang forskrækte,
og jeg fra min Himmel faldt.
Taus og rød min Elsker stod
som en arm bodfærdig Synder.
Endelig, da efterhaanden
han fik samlet sig lidt Mod,
frem han en Forklaring stammed,
mens han snapped efter Aanden,
hvoraf klart nok jeg forstod,
at der i vor Kjærlighed
var en enkelt Ting, hvorved
han sig for sin Fader skammed.
Men hvad han, min feige Frier,
i Befippelsen fortier,
af hans Far jeg høre faaer,
som naar man det aabne Saar
i en giftig Edder bader.
I mit Hjerte og mit Sind,
er det brændemærket ind.
"Hvad -- udbrød min Elskers Fader --
Hvad, min Søn, at Du kan bære
for dig Selv saa liden Ære?
Heller vil jeg see dig død,
ja at betle for dit Brød,
end at Du, saa vakkert Skud
af patricisk, christen Rod,
skulde søge dig en Brud
af et saa vanhelligt Blod . ."
Meer jeg hørte ei og saae.
Da mit Liv tilbagevender,
hjemme hos mig selv jeg laae
med et Brev i mine Hænder,
hvori Leon koldt undskylder,
at han ikke havde tænkt
paa den Art af Blod som fylder
mine, Jødepigens, Aarer,
og som os adskiller strengt.
"Kjærligheden -- endte Brevet,
der, saa koldt det var, var skrevet
(stod der) under hede Taarer --
"Kjærligheden kun bedaarer;
men hos kloge Folk, hos Somme,
Forhold, Hensyn, Andres Domme
gjør dens Regimente omme."
Leons Onkel, min Formynder,
Brevets Overbringer, Alt
at bekræfte strax begynder,
til paany, jeg ved hans Eeder
om den Sags Umuligheder,
i en Afmagts Arme faldt.
Stakkels Rachel! Det er slemt.
Men . .
Hvad "Men"? Oh, jeg forstaaer!
Ogsaa Du mit Blod foragter.
Slige Tanker jeg forslaaer.
Kommer en, at den blier glemt,
stræber jeg af alle Magter.
Glemt? Oh Tak! O Den, der kunde
stoppe sin Erindrings Munde!
Den, som salig kunde glemme!
Men jeg stedse maa fornemme
Blusels Brande
paa min Kind og paa min Pande.
Glemme? Glemmer Træet Skaaret,
som det fik i Ungdomsalder?
Arret staaer der til det falder
for sin Øxe hundredaaret.
Glemme? Det kan ikkun Vandet;
thi hvor stærkt den faldne Steen
jager Ringe imod Landet,
døe de atter een for een.
Men et Menneske? O Lyst,
om det kunde saa betvinge
Blodets Svallens vilde Ringe,
naar man stener grumt dets Bryst!
Men det skeer ei her, men hist,
at et Menneske kan ende
i Forglemsel al Elende --
hist hvor (o for sandt og vist
den Retfærdighed jeg haaber
af den Gud, hvorpaa jeg troer!)
Alle faae, istedetfor
Blodets mørke seige Draaber,
samme Ætherstrømme lette,
som til evigt Liv i Slag,
med unævneligt Behag,
Aandens unge Hjerte sætte.
. . . O, mig lyster stærkt at yde
Offeret af alt mit Blod,
forat hist jeg Fred kan nyde,
naar det fælles Bedre flyde
skal ifra min Hjerterod!
O mig lyster stærkt at see
end engang mit Blod, mit eget,
om det skiftet har kanskee,
om det bleven er meer bleget,
al dets Farve visnet bort,
eller om dets Lét er steget
ifra Høirødt og til Sort,
om jeg det igjen kan kjende
som den Draabe, klar og rød,
der udaf min Fingerende
under Tornestikket flød.
Men en Draabe maa jeg have,
ei fra Fingerspidsen da,
men en Draabe ligefra
Bunden af mit eget Hjerte,
netop den som er en Gave
af min Moders Modersmerte --
den, som alt i hendes Skjød
i mit Bryst urolig flød
og som Hjertet fyrig tvang
til at sætte sig i Gang.
Stakkels Rachel! Lad det gaae,
da det nu er engang saa.
Hvad er saa? Oh! jeg forstaaer.
Giftig Draabe i mit Saar.
Dog med Vilje ingenlunde.
Oh nei vist! Det Medynk var;
og en Balsam mere sød
aldrig laae paa Hjertets Bunde.
Thi den er dets Taare klar,
Kjærlighedens rene bedste
Afdryp, gjemt i Hjertets Skjød
for den kummerfulde Næste.
Men den maa i Saaret gydes
uden at den Hjertevee,
som skal læges, kan den see;
thi naar aabenbar den ydes
ikkun i Dens Saar, som lider,
brændende den værre svider.
Den Medlidenhed tilskue
er mod Kjærlighedens rene
fulde Honningdraabe sød
grove Sirup, som alene
kan til Skjænk for Armod due,
kun til Gave
for Elendighedens Mave,
ikkun for den ydre Nød.
Rachel! Jeg vil ei dig nøde;
men, som Du nu er, Du ikke
Venners Medynk bør forstøde.
O, de Ord, som saa beklage,
dybere i Hjertet stikke
end den Naal, du der kan tage.
(Drager Naalen ud.)
Rachel! o hvor netop stukket!
Kun en enkelt Draabe Blod
sidder der hvor Naalen stod,
og sig Saaret alt har lukket.
Rachel! den er deilig rød,
som om Perle var ophedet,
frisk som Rosenknoppens Glød.
Rachel, hør dog! Draaben, gledet
fuld ifra dit Hjerte, funkler
saa Rubinen den fordunkler.
Du har seiret og beviist.
Intet har dit Blod forliist.
Jubl, saa hele Verden veed det!
. . . Rachel! Men hvor tyst Du er?
Himmel! Rædsel! hvad jeg seer!
Rachel, Rachel død paastedet!
