Bolivar

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Cross.png

Bolivar! Du, som hørte over Verdenshavet
      dit Fædrelands qvalte Suk,
      og kom og befried det . . .

-- Hui! saa det bruste frem som Andes' Høstorcaner,
      og kruste de stolte Strømme,
      som længe besang deres
      Frihed, mens Breddens Dyrker (ak, var ei hans Øie
      som Bølgernes stolt og klart?)
      sin Trældom bejamrede;
      slynged saa Lænken over Skyen tvertigjennem
      Pizarros Aand (kun seent
      den bævred 'gjen sammen, thi
      bleg som den laae i fjernest Vraa isammenkrympet
      den skiltes som Moses Hav,
      som Skyhos' af Nødskudet);
      hvirvled saa Lænkens Stumper op som Støv, saa Cortez
      den straalende Naadens Stol,
      han knæled for, øined ei. --

Bolivar! Du, som hørte over Verdenshavet
      dit Fædrelands qvalte Suk,
      og kom og befriede!

Hører du ei dit Fædreland -- ak! nu, det knæler,
      og kysser din Haand med Graad,
      og hulker dit Øre fuldt?


Bolivar, hør! det er jo Columbiens Qvinders Flok,
som, strygende venligen bort din Pandelok,
smaahvidsker: "stolte Libertador, Du befrier blot Mænd,
Columbiens Qvinder lænker Du til Dig igjen."

Bort Sennora! Læger end dit Kys et Kampsaar,
      det læger ei Sorgens; thi
      med Gifttænder bider den.

Bolivar, hør! Det er jo Columbiens Heltehær,
der hulker som vare de Børn med Krambod-spær.
"Tilgiv os, ædle Libertador! Os, som med Nidets Kniv
dit Hæderspallium søgte -- vee! vi traf dit Liv."
Raab Ham "Morillo" i Øret! Maaskee staaer han op, og
      (som var det hans Kamp-skarlag)
      i Lagenet hyller sig.

Bolivar! Hør et Folk dog! Columbiens hele Folk!
Dets Graad er den smeltede Chrystal-Tvedragts-Dolk.
"Hvad Du ei mægted', Libertador! Det gjør Sorgen nu:
Os samknytte -- nei, den lænker. Det vilde aldrig Du."

Trælknæler end Columbia? knæler? -- Raab dog "knæler
      paa Seiersvalen! toer i Blod
      de rasende Tindinger!"

Fribaarne, ei vanæret Du, og raser ikke,
      om, knælende dybt som Græs,
      du trygler Tilgivelse.

"Lyser ei meer Befrierens blodrøde Kamp-mantill,
      slukket da er Seierens høie Offerild.
Den var Din eneste Rigdom. Arven deles ret!
      Hvert Banner skal faae en Lap som Seiersamulet."

Styr os med Laurbærqvisten! styr Dit Columbiens Folk!
      Dictatorens Laurqvist blier aldrig Herresvolk.
Ha, gaaer Du hellere til Helved, Sjelene at befrie
      fra Djævelens Vold, som os fra Ferdinands Tyrannie?"

Bolivar gik til Himlen, for Cortez og Pizarro
           at indlede førstegang
      blandt de jublende Udsonte.

"Haanden, som bøied Lande ved Floder og Alperyg
      (som var ham Cordilleras kun en Bue myg,
ja Orinoko kun en Streng), og maalte Lande af
      saa let som en Bonde maaler Haven med en Stav;

slog saa en Ring i Luften -- da fremskjød inden den
      Bolivia og Peru og stolte Columbien
. . den Haand -- ha, slaa dog mod Skyen! -- hænger myg og bleg
      fra Lagnet som vissent Efeu fra en Kirkevæg.

Pulsaarerne sprang, da alle Hjerter den stærke Haand
      til Gard vilde flette om Friheds unge Vaand:
O vee os, store Libertador! tøile vort vilde Sind,
      det var som at tæmme Bække, styre Kastevind.

Brus da, du gale Paez! Ingen skal følge Dig.
      Columbiens Viljer som Elve samle sig
til Kraftens Stor-Amazonestrøm. Det dybe Hav,
      som samler os sammen, værn Libertadors Grav!"



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt