Brudens blege ansigt

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Sigbjørn Obstfelder. (1890)..

     Brudens blege ansigt
     ser jeg foran flokken -
     kirkens dør står åben,
     salmens toner bruser.
     Klædt i hvide klæder,
     bleg som selve døden
     går hun ind til livet,
     fryden,
     gråden.


     Salmens toner svinder,
     kirkens dør blev lukket,
     vognen rulled bort.
     Men vi som blev igjen,
     som ikke kjendte hende,
     men så, hvor hun var angst,
     vi vil stanse og be en bøn:


     Hadets dæmoner, mørke skjæbne,
          spar hende!
     Lyttende engle, arnens feer,
          var hende!
     Trampende love, glædens bødler
          glem hende!
     Lønlige elskov, lune solskin,
          gjem hende!


     Brødre og søstre!
     Se, solen daler!
     Lad flagre over bruden blomster
     og sange om livets bryllupsnat,
     mens solen segner.


     Kom! Ved hendes vindu vi danser,
     binder kranser,
     holder leven,
     vadmelsvæven,
     knytter på
     lykkestrå,
     ler, -
     ber.


          Vår går, vår dør,
          sne drysser over liljers lig,
          liv smiler, liv iler
          død imøde.


     Myrten om hendes hår må jo blegne,
     rosen på hendes bryst må jo dø,
     øiets glød må jo blegne,
     blodets ild må jo dø.


          Vår går, vår dør,
          sne drysser over liljers lig,
          liv smiler, liv iler
          død imøde.


     Ja, alt på jorden må blegne,
     hver blussende drøm dø,
     men blussende liv skal spire
     af din brudenats frydsvangre ve!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt