Bryllops-sang nr. 3.

 Når fædre-huset åbnes for at sende
den ældste ud med: Herren følge hende!
sne-hvide duer stige
rundt om den hvide brud
op mod det lys-blå rige,
ti bønner flyr mod Gud:
      kærlighed
      gav hun alle dage,
      kærlighed
      må hun få tilbage,
      kærlighed!

 En hjemmets alv hun gled bag busk og grene
fra sjæl til sjæl at føje og forene,
var bedste-moders øje
og hendes friske fod,
og bar af moders møje
med ungdoms lette mod.
      Kærlighed
      o. s. v.

 Når faders tanker længtes efter hvile,
i hendes sjæl de så et grøn-svær smile;
skønt for hans stærke virke
hun vart tilside gled,
hun kom og gav ham styrke
så ofte som han led.
      Kærlighed
      o. s. v.

 En søster-flok af hendes tro veninner,
fra hvem hun går med vårens fagre minner,
i stille tanker lede
den unge brud til ham,
som søndred deres kæde; -
nu vil de bede ham:
      kærlighed
      o. s. v.

 Den hustro, som af kærlighed forskønnes,
er som det træ, der end i vintren grønnes,
hun vokser med vor tanke,
hun varmes af vor id,
og samme fred vi sanke
til samme aftentid.
      Kærlighed
      gav hun alle dage,
      kærlighed
      må hun få tilbage,
      kærlighed!