Cæsaris

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Doch hän i Öster, ha hvad seer jag der?
Et Drakehufvud: medeltidens hufvud.
Från ispalatset ligger det och sprutar
sitt etter ut. Gigantens hjerta klappar
inom et pantser utaf snölaviner
och Asiens råhet brinner i dess öga.
Tilbaka! ser du ei vid himlaranden
din Genius sjunker i en sky af blod?
Ridderstad.

Forord.

      Du søge din Plads i Musikcorpsets Skare,
i fuld Uniform, du Erobrerens seirdrukne Skjald,
som seer ei, at Mennesket Cæsars Sejersteg vare
                  Cheruben Cæsars Fald!

      Sejer du synger? Der synges kun Sejer
      af Smaaebørns Lallen (den Jubeltrochæ),
            af Qvinders dandsende Fod,
            (den levende Dactylus under Trofæ)
naar cincinnatført Folk, ei Cæsar, det Fædreland ejer
                  med Hæder og Fred,
            det afkjøbte Jorden for Blod
                  og Himlen for Sved.

("Erobrerens Sanger" af Forf.)

Anmærkning.

Man har, for ikke at give Aarsag til Hentydninger, undladt at betjene sig af Ordet Czar, som ellers ofte vilde faldet godt i Verset, og i dets Sted seet sig nødt til at bruge Cæsar, der, ubekvemt nok, hvor det staaer med Tonstreg, maa læses med første Stavelse meget kort, sidste meget lang.

Retfærdige Gud, vil din Throne Du vige?
Skal Slavers Cæsár den bestige?
      Hvo, Du eller Han,
skal styre paa Jorden, den blodige Brand?
Cæsáren, det vældige Fnug,
      har Evnen dertil.
      Thi Hadet mod Livet,
Fortærelsens Vilje og Blodtørstens Ild
og Hovmod i Hug og Vellyst i Bug
har Satan ham iblæst, som Flammer i Sivet.
Med Herskelyst, Helvedes Mørke, den Skodd
af giftige Hjertes ynglsomme Rodd,
som tidt over Verdner sig qvælende hvælved,
omdampede Satan hans Hjerte -- da skjælved
      ei mere dets Menneskeklap.
Af Djævlenes Vildhed, den Flamme i Helved,
en Gnisteregn, fygende gjennem hans Blod,
      Fordærveren slap.
Da, endda vi voved at see
      i det rullende Globlik, og lee
som ad Satan, der kan kun at ville,
som ad hvæsende, lænkede Nilkrokodille.
Men frels os! -- hvor flygte vi nu
for himmelske Magt med sataniske Hu?
      Hvor flygte vi nu?
Da Du, o vor Gud, gav Viljen, som efter
en Jord at fortære kun flammed, din Magt;
      gav Hadet Fortærelsens Kræfter;
og sveised dit Lyn indi Voldherrens Scepter:
har hvinende Dødslja i Morderhaand lagt;
har sat, som en logrende Hund, ved hans Stol
      (det Kreml-Capitol)
din lynildbemanede Løve, din Torden;
og Jorden, hvor Frelseren blødede, Jorden,
      nys odlet som Eden,
befriet som Verdnerne heden,
Du udbredte, ve! for den Rasendes Fod? --
ja Jorden, der nys som et Høitidsbord stod
med levende Frugt af guddommeligt Blod,
med Smaabørn og Qvinder, med hele den Sødme,
      som rinder og rødmer
i, Herre, din egen Barmhjertigheds Sol,
Du gav ham at kløve fra Pol og til Pol?
O ve os, han løfted sit gnistrende Øie,
      som Satanas tændte og aabned,
høitopover Jordklodens smygende Høie!
Han Sletterne øined for Fødderne, liig
Triumfens Skarlagner udrullende sig.
Han nedsaae paa Jorden med Djævelens Blik;
      og slog den med Vaabnet,
      som Himmelen gav.
Nu lever Han ene, men Jorden er bleven en Grav.

O ve mig, som døer ei med Menneskeheden!
      Har alt da den Asiens Horde,
      som kom for Europa at jorde,
den Vældiges Træltegn min Pande isveden?
O vee mig, som døer ei med Menneskeheden!
      Ødelæggerens Latter,
      en døende Menneskeheds Jammer,
      en bragende Klode i Flammer
      oplukker mit Øie, det graadqvalte, atter.
Og Øiet, som luktes, da Staden nedbraged,
sig aabner; thi nu var det Jorden, som knaged.

I Valpladsens Vunder ei gjennem et Land den store Cæsár,
men gjennem Europa, en Dødsvunde skar.

Cæsár med den sortgule Cholerapest,
Du har (liig en Drage sin Ilddamp) udblæst:
med Dødssky'en, som vælter sig med dit Geled,
og giver dig en Jehovas Majestæt,
      du fælde de Faae,
      dit Glavind ei gider at slaae!
       -- de faa Europæer,
som klavre med Qvinder og Smaa
paa Dovre, paa Alper og paa Pyrenæer,
for ei at bortrives af Lænkernes Vover,
hvormed du nu rasler en Verdensdeel over!
Europa! o fagre Europa! jeg mindes den Stund,
da Jordklodens taarnkronte Dronning du var.
      Nu Asiens Trælqvinde, du
den Lykke kun i din Elendighed har,
at, bærer du kun eet Menneske nu,
da bærer du eet Umenneske kun.

Retfærdige Gud, vil din Throne Du vige?
Skal Slavers Cæsár den bestige?
      Hvo, Du eller Han,
skal styre paa Jorden, den blodige Brand?

O, giv os heller den gamle Satan til Jordens Alherre, Gud!
Ja ham, som, ladende sine Præster istikken, vandrede ud
igjennemhviint af Voltæres Svøbe, den Straale lynhvas og klar,
han fra de Himle, hvor Sandhed aander, til Spiir for Jorden
                       nedbar!

Ak, det er visnet; Rousseau's Øje er slukt, den Himmelens Straal;
men Præster kalde -- o Satan atter bestig din Throne: et Baal!

Forlad de Taager, hvorhen du flygted, da Jorden blev dig for lys!
Nu høljer Blodet, og Mørkret bølger, kun kløvt af Trællenes Gys.

Kom, Satan, førend en Dødelig tager den Thron, du odled dig til!
Dig svoer ærværdige Oldtid Huldskab. Det samme Tiden jo vil,
som saae med Sorrig, at Mennesket løfted som Oprørsbanner
                       mod dig
sin stolte Pande, fordi en Guddom der straalende speiler sig?

Tag Jorden, Helveds Cæsar! dens Bibler dig Jorden tilskjødet har.
Men ikke Bibel og Alkoranen forjetter den Slavers Cæsár.

Og daglig klinge din Magts Basuner i Præsters hellige Mund.
De sværge: "evigfortabte Skare, for Satan træller du kun.
Han ejer Barnet bag Moders Hjerte. Han ejer Hjerte og Blod.
Han griber Sjelen, som ydmyg favner i Bøn om Alfaders Fod!"

Ha, tag da, Satan, din Ejeodel! Se, Alle nedbøje sig!
          Kun knus den Ene, som end tør tviste om Jordens Throne
                       med dig!

Ja selv med Jubel dig Støvet hilser -- med Jubel, hører du Drot?
Og Pederskirken og Lateranen har altid været dit Slot.

Med Jubel -- hører du? Menneskeheden, der stønned, jubler
                       igjen.
Din Ære ofres den sidste Aande, som Cæsar levnede den.

Med Jubl; thi mildere er dit Vælde: med gloende Scepterstag
Du slaaer kun Syndere, Cæsar hele uskyldige Folkeslag.

Kom da med Stolthed! Ak, naar blev Stolthed forgjæves smigret?
                       naar kom
du ikke, Satan, paa Tankens Anraab, før Tunge mælte derom?

Stig op, om boer du i Jordens Hjerte! Stig ned, hvis fløi du
                       til Skyen,
da hine djærve Prometheider svang Alfaders egne Lyn!

For dig kun klage kan Menneskeheden, da Gud ei hører den
                       meer.
For Dig den tvetter i Taarer Saaret, og jamrende dig det teer.

Dit Rige, Satanas, jo skal skinne af Blod og Taarer og Ild?
Se Jorden, Satan! og kan du tvivle paa at den hører dig til?

Du svinger Satan, jo gjennem Graven din gloende Herskerstav?
O se til Jorden, og lyt! mon ejer du vel en tystere Grav?
Dig venter døende Menneskeheden. Ak, skal en Dødelig da,
en usel Orm som vi Andre, Satan, dig stjæle Aadselet fra?

Før, flammende Drotørn, som djærver svinge dig blodig truende om
Alfaders Throne, du styrte ned paa din krænkede Eiendom!

Han kommer ei. Hævneren kommer ei, Han,
          der løfter sit Scepter i Aandernes Land,
der Sjele fortærer i Helvedes Brand,
      bekymrer sig ei om et Aat.
Omhylet af Sjele, foragter han Graad.

Ak blinker i Graaden en Straale af Trøst?
Kan Englen alene, ei Djævelen, høre
den pressede Hulken fra Synderens Bryst?
      Tør Satan ei gjøre
hvad Sorgen befoel med Fortvivlelsens Røst?

Saa hører da, Engle: frels Jorden -- den døer!
O frelser den Jord, som I signede før,
neddalende over den Bethlehems Palme,
udjublende den Evangeliumspsalme:
"i Tempelet Sandhedens levende Ord!
I Hytterne Frihed, om Borgene Fred!
      Hil! Borgene brage!
      De bøje sig ned
for alle de lave men salige Tage,
hvormed du har dækt dig, velsignede Jord!"

O frelser, I himmelske Aander,
      en døende Menneskehed!
O letter en Jord, der vil synke i Blod!
O hevner en Verden, der vaander
      sig under en Dødeligs Fod!
      O standser dog denne der triner saa fast.
Bevingt med Orkanens fortærende Hast,
den fik Pyramidens altknugende Last,
en Vægt som en rullende Alpe.
O hevner! Thi seer dog den glødende Flod!
O hevner! Thi hører de Stormfødder sqvalpe!
De sqvalpe deri -- det er Menneskeblod.
O hevner! Thi ikke som Ætnas Masser
      kun Druer og bølgende Sæd,
men Menneskehjerternes angstsammenklyngde
      og zittrende Klaser
      omvæltende maser
den rasende Fod, som fik Bjergenes Tyngde,
      at knuge alt Levende ned,
som ikke dens Stormvælde hvirvled afsted.

O hevner! hvor Livet -- altsom I forjetted --
af Mulden sit friskeste Hjerteblad letted,
i Kjærligheds Varmmuld sin Hjerterod fletted,
mens duftende Hjerneblom, skinnende Tanker,
i Frihedens Letluft i Sandhedens Dag
      sig vajende ranked
fra Jorden og opunder Himmelens Tag --
der farer den Lja, som Døden ham gav.
Og der, hvor den hugg, er en Grav.

O hevner! Hvor Livet i Blomstringen stod,
han styrer Triumfvognens knusende Eger.
      Hvor Faderen pløjer,
      hvor Moderen ammer,
      hvor Spædbarnet leger,
      der fare hans Bøjer,
      der hvine hans Flammer,
der lader han Seirsvognen rulle i Blod.

O ve os! I hjælpe ei, stolte fordi
det lykk'des jer selv, over Jorden, den fagre
men farlige Gravbund, engang at flagre.
      Forgjæves paa Blomster den vuggede Eder,
forgjæves den gav, hvad den ejed af Glæder.
I straale i Høiden, I flyve forbi
      den Afgrund, hvori
den Moder, I diede, bløder og græder.

I Mulmet jeg seer Eders funklende Sti,
og midtunder Jordødelæggerens Brag
jeg hører Basunernes Torden
      og himmelske Frydharpers Slag,
henrullende over, at omtone Jorden.
Ve -- rædsomme Letsind i Himlen! -- I drage
kun jublende over de Skyer af Klage,
som vælte sig i Ødelæggerens Spor.
Som Brudfærden spiller paa Grav fra igaar,
      og jubler afsted, saa henjuble I
en Menneskeheds Liigfærd i Frydchor forbi.
Ak er det en Baad, der forgaaer,
      og ikke i Blodskyl en Jord?

O frelser os Brødre! I himmelske Skarer!
Om Satan -- liig Cæsar for alle Barbarer --
      paa Toget henover vor Jord
med hærjende Seirsværge foer
      paa rygende Veje
igjennem de salige Himle, I eje,
      mon klaged I ikke som jeg?

Ei Hevneren reiser sig, Englene komme ei, Forbarmeren hører ei.
      Men, ve! som, om Spot med sit Bild Han bedrev,
de Løfter, Han, dengang da Himlene løde
      "se Alting er godt!"
      forjetted Naturen den døde,
      opfylder han blot; --
      thi Den kun uskyldig forblev.

Se, haanende nye Sole oprinde!
De Blomster og Træer, men Mennesker mere ei, finde.
Saa fagert et Morgengry udaander Gud,
      som dengang, da Jorden stod Brud,
da Rosernes Damp fra den edenske Have
      sig vov over den til et rødmende Skrud.
Men kun over Ødemark svæver det, gyldner kun Grave,
og spænder sin Pragt over Dødsdale ud.
Du holder da ene
de sjelløse Hjorder og Blomster og Stene
Opholdelsesløftet, du, Alfader, skrev
med førstrundne Solglimt (det første af Forsynets Blik)
paa Skabelsens Skyers hvidlige Ruller, der hen over Jordkloden
                       drev.
       -- Da ikke de Skyer i Chaos forgik;
      men ud sig i glødende Krandse de spunde
      om førstfødte Dag, fra hvis skinnende Barm
for førstegang Lysets Livsdie randt
udover de Palmer, som blege end stod'
og dryppende af chaotiske Skodd,
der strimede end over Bjerge og Lunde.
Da Straalen i Mulden nedzittrede varm,
og Jorden som Skaberens Kjærligheds Pant
      den evig til Himmelen bandt;
indstraalede Livet i Hjerte og Rod;
i Mulden, i Stenen sit himmelske Blod;
omstraalede Altet; gav Livet sin Farve:
      i bølgende Aare, i brusende Flod,
      i Duggen, i Øjets skinnende Klod,
i Furuens Grene, i vridende Larve
indflettede sig som et Elskovsklenod. --
Ak, Aaren sig fylder med Sundhed i Dyret
      som gik det endnu paa Græsgang i Eden.
      Men seer Du da ikke Uhyret,
      som udsuger Blodet af Menneskeheden?
Ak, Floden sin Vove i Roseneng slaaer;
men Menneskeblodet end stridere gaaer!
De Dugdraaber vugge sig stolte paa Qviste,
      og Hjortøje glimrer saa fro under Green:
men Taarerne falde tættere end
      af Menneskeøine, der briste; --
ja briste, skjønt Englenes viede Bad,
ja Badet, hvor Englen i Graad toer sig reen,
      og pladsker med Straalvingen glad.
Ak! Furuen staaer hvor i Graaold den stod!
      Den svinger sin susende Top:
da flyver en duftende Skodd over Dal,
      og Krybet, som boer i dens mosede Rod,
      udkryber og soler vellystig sin Krop
      i Mosblomstens lille Pokal.
Men Laaven, som Oldefar flikkede paa,
og Stuen, af hundredaars Tagmose graa,
med Vuggen af Eek, hvori Bedstemor laae,
      nedbrister i Aske og Glød;
      og Agrene Bedstefar brød,
med Menneskeaadsler ligge bedækte:
      der ligger en Fader med Hjernen itu,
      der ligger en Moder med Brysterne flækte;
      i Blodet ved Siden
      sig rører en Liden
       -- ak, stakkels den Vesle, han græder endnu.

Mit Øje bedrages. Hvad levner den rasende Død?
      Et sorrigfuldt Øje bedrager sig let:
jeg saae gjennem Taarernes Regnbuenet
en Flod af de speilende Blommer saa rød?
      En Val er den Eng, som blomstred saa frodig.
      Den drøner jo end af Cæsarens Slag.
      Ostrolenkiske Slette er neppe saa blodig.
      Knapt Volaens Marker har saadant Skarlag.
      De Roser er Græsset,
      der har sig med levrede Blod saa belæsset,
      at udover Floden, som løber forbi,
      det luder og drypper deri.
Fra Dalen, nys duftende Offerkar liig,
      af dyngede Aat
nu opdamper Pesten i graagule Skyer
til Vinger om Cæsar udrullende sig.
Det Dugdryp paa Grenen er Flygtningers Graad,
der, vovende meer ei paa Jorden at træde
      med Ravnene boe i en Fyrr.
Og talløse Hjorder, hvem Glenter forfølge,
i Seirherrens Fodspor hrøitende bølge.
De sparke i Marken saa traakket og bar:
men finde ei Andet end Mulden at æde.
      Der lugte de Blod,
og flygte med Vanvidets Skræk,
og styrte af Tørst ved en blodblandet Bæk:
-- Naturen beseired Du, store Cæsár!

Forladt er Jorden, overladt til sin Lod;
liig brændende Skib, der styrer sig selv,
og braser med kappede Reb gjennem Fjorden,
løsreven fra Stjernerne hensvæver Jorden
      imod disse verdsøde Hvælv,
der omringe Verden og Livet,
og gjennem hvis livløse Skydynger Blivet
      end lynede ei.

I Døden, I Brødre, der leve igjen
      med Jorden vi fare.
      Thi mærkende Banen
med Bloddryp, der slikkes af Djævlenes Skare,
      der følge den ligesom Hai og Kaimanen
      med spilede Kjæver en Snekke i Skummet,
      den nærmer sig Rummet
      den Verden omringende Ørk,
      hvor Stjerner ei skinne; hvor Solstraalens Odd
      ei mægter at kløve den bugnende Skodd;
      hvor Rimen, der fyger af Skyen, som fnyser
      det Eneste er, som de Rædsler belyser.

Da segner hvert Liv: se Hjorten, hvor vek
      den slæber sig hen for at døe ved sin Eek.
      Men Eken er uddød, og Græsset som Sneen;
      og haardføre Fyrr staaer der skaldet og isnet;
                 hver Blomme er visnet;
           kun Moserne krybe paa Steen;
      kun Bjørnene fnystre, i Raggen de ryste,
      fra Zembla til Hellas at vandre de lyste;
og Cæsar, som vant til cimmeriske Skodd,
           ad Taage og Dødskulde skratter:
      Han gjør sig en Sol af en brændende By,
      af Bloddamp en Morgenens rødmende Sky.
      Han varmer sin Haand i et Hjerte, sin Fod
           i det rindende Blod.
      Han Dødsstillet jager med Seirherrelatter.

Retfærdige Gud vil din Throne du vige?
Skal Slavers Cæsár den bestige?
      Hvo, Du eller Han,
skal styre paa Jorden, den blodige Brand?

Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden.
Hvor stolt staaer ei dit Spyd i ti Nationers Grav!
Se, Jordens sidste Blod nedsiler jo deraf,
som Druer lavende fra ranke Almestamme!
Hvor skinner ei dit Sværd, nu Jordens Scepterflamme!
Hvor høit gaaer ei dets Egg! o ligeindtil at
adsplitte Stjernerne, der smilte før herned!
Hvor funkler Sablen ei, som Riset bag Komet,
      bag Jorden i dens Nat!

Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden.
Thi andet Morgenrødt nu Jorden kjender ei,
end dine Bannere, der skinne over Hei.
Den veed ei andet Regn end disse røde Draaber,
der ryge i dit Spor, der dryppe af din Kaabe,
somom smelted dens Skarlag, som var den smeltet Kobber.
For anden Tordensky ei skjælves, end dit Bryn;
      og ei for andet Lyn
sit Graahaar blotter Kall, og beder i sin Køje,
      og tier Sangen qvar,
og gjemmer Veslegut i Moderskjød sit Øie,
      end for dit Spiir, Cæsár!
Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden.
Paa Menneskehedens Nakke du har jo alt din Fod?
Og Ingen knyer: thi Hver, kun ikke dine Vilde,
      sig bøjede i Blod;
og Trælleriget veed du er som Graven stille,
ja deri kun forskjelligt fra Dødens mørke Grop,
at dog sig rører end i hiint en Aadselhob.

Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden.
Omkring dig Alt er tyst. Du hvile, store Graver!
Du har begravet alle Europas frie Mænd.
Skal Ynglen med ijord? Vil du ei hvile end?
Ha, sluge Graven skal da dine egne Slaver?
Lad dog din loddne Horde levende om dig staae,
og ei som Peter Czars Strelizer for dig knæle
      med ingen Hovder paa.
Dog raggede Barbarer? hvad om til Støv du slaaer
de mosbegroede Minder over døde Sjele?
Og, naar vi Blodet see at dryppe af dit Haar,
der skinner over dem, dit Hoved hilses da . .
ja som et Christentempels forgyldte Cuppola
      paa skumle Kirkegaard.

Stig op, Cæsar! Thi Gud har overgivet Jorden.
Du er saa stor som Han -- hil Cæsar! Du er større.
Thi mægted Han at skabe en Klodes Fagerblom,
da, Cæsar, mægted Du en Verdensørk at gjøre;
at qvæle Livet, ja selv Aanderne i Kjeder,
      og Seclers lyse Flom
at standse, ringende dem ind med Trælgeleder.

Ha, brænder under dig da Jorden? Thi du flyer,
som om du løb omkaps med Flammerne, du tændte,
saa høit, at, liig et Telt du over Jord dem spændte?
Evindelig i Løb som Ørknens Pantherdyr,
      paa rullende Svovelskyer,
som paa dit Sejerhjul, afsted omkaps du iler
med denne Strøm af Blod, som af dit Fodspoer siler.

Mon Hul paa Sjelens Skjul Samvittigheden slog,
                saa Jorden du fik see
bedækt med Skyggerne, som du fra Hjerter jog;
      og hørte deres Vee?
Du talløse dem seer som Snedrev bag dig fyge;
du frygter endda ei? Ha, endda kan du lee?
Du Haanden, rygende af deres Hjerteblod,
      dem svinger haant imod.
Du slaaer din friske Barm, du brune Skjæget stryger,
og skratter: "Aander, ei jeg frygter jer endnu!
for Himlens Trælleflok ei Jordens Herre flyer."
       -- Ha, Cæsars Cæsarhu!
Du tænde Alting vil, og derfor iler du.
      Se, Alting brænder jo! Dø Sol i dine Skyer!
      Dig trænger Cæsars Jord ei meer.
Ibrand, iblod den skinner meer varm og rød end Solen,
      ei heller aandes der;
og Maanen, som du, Cæsar, saa let som Czaren Polen,
vil kalde din Provinds, din store Iisbræ smelter,
og som en ny Planet den nye Sol ombelter,
      og suger Liv derfra.
Ja maaskee Mennesker, liig dem som Jorden bar,
faae Lov at leve der, men der maa sikkert da
      ei leve en Cæsár.

Retfærdige Kredsløb! Cæsar, du alle Liv opslugte.
      Da sig dit Hoved bugte
ud til et Dragehoveds uhyre Klump, der har
to hvælvede Volcaner som røden Øinepar . .
      Uhyret ruller sig ihop . .
Det Kaschemires Dal er kun en Kjakegrop,
og Overlæben er Aljordens Aftenrøde,
mens Tænderne (hvad Stjerner har ei Jorden da!)
      staae over Himalah. --
Men se, Uhyrets Hale selv saarer det tildøde!
-- Thi, Cæsar, Jorden af det Blod, hvormed du gjøded,
      er i en frugtbar Brand!
Du sneede den til med Been og Marv og Kjødet,
saa Frosten naaer den ei, og derfor vil den gløde
      paany i Ynglestand.
En kostbar Hjernemasse, hvor Millioner Engle
      paa fine Nervestengle
som Edensblommer vajed til selv Gud Faders Lyst,
der tog de fulde Blommer saa naadig til sit Bryst,
har du som simpel Mergel udover Jorden øst.

-- Thi, Cæsar, hvilket Græs! hvor palmestort det spirer
imellem Ribbene, du saaed over Mulden!
Af Jorden glødende og blodtilgjødslet skulle
fremgroe uformede, svampagtige Uhyrer.
      Da Du skal vinde Æren
af ikke blot at føre aandelige Sfæren
tilbage (mens den var paaveie til at naae,
igjennem de Spiraler, som ud fra Støvet gaae,
      selv høie Engles Maal;)
men ogsaa Æren af at have Jorden kuet,
der nylig med at blive Edens Have trued,
tilbage i dens Chaos, med dit Herskerstaal.

-- Thi, Cæsar, med Alligatorer du lever vel i Fred,
med Hippopotamos og uformte Krokodiler
      som, skammende sig ved
at være Levninger af første Chaos, ned
i Mørjen rode sig, for der iskjul at hvile.
Men nu omkring dig, Cæsar, du Jordens anden Skaber,
fremmylre de som dine loggrende Satraper.

Thi, Ve, hvi pløjed du saa dybt og godt med Staalet?
Hvi -- ve dig! -- gjødsled du med Hjernemarv saa tykt?
Hvi -- ve dig! -- regned du med Blod og Graad saa rigt?
Hvi valt du Dybet op? hvi tændte Sky med Baalet,
saa Zemblas Nordstorm brandt som Zahras røde Vind,
og Oceanet til et Mudder lunkned ind? . .
      Det yngler først paa Snore
      en Klase Snoge, som du gjennemvade kan,
saa kryber Fislen frem og Frosk og Leguan,
      og der -- hvad bølger der?
der rører Dyndet sig i Omkreds som et Land!
      Ha Enemenneske, det er . . det er de Store,
med Svands som din Kanonrøg, med Tænder som dit Spær!
Hvi saaede du Been og Kjød saa tæt i Leer?
Mon veed Du ei, at Dybet en Verdens Livmoer er?

Ve dig! Thi Livet vil alt rigere fremkimes:
i stedse større Klaser Slangerne henslimes;
      Sig stedse mere kroger Klo,
og Tænderne sig hærde, og Rædslerne sig forme;
bloddiende Uhyrer bestandig større groe.
Først hvisler lille Slo, saa fnystre de som Storme.
      Colosserne, som Mulmet der skabte, blinde nys,
faae Øine -- ha, da faaer og deres Vrede Lys!
Tilsidst sig Midgardsormen fremvælter liig en Flod.
       -- Havet har reist sig i en levende Kraft. --
Tilsidst sig Mammuth reiser igjen i levret Blod.
       -- Landet har reist sig i en levende Kraft. --
. . De lytte . . Skræk! de høre et Hjerte mellem sig . .
      O vee dig, det er dit!
Hvor vil du qvæle det, som slaaer saa høit og tidt,
      og vil forraade dig?
De snufte om i Mulmet, de pruste vildt i Skye . .
Thi Hjerteslaget hørte de nærmere, -- men hvor?
De lytte atter -- Sjuh! Hvor vil du Arme flye?
De lugte alt dit Blod . . de ere alt paa Spor . .
      Da tindre Begges Øine . .
De see dig, og de styrte paa engang Begge frem.
De see sig Selv, og sig til Kampen Begge høine . .
      Du kløves mellem dem.
Ild spruter af dem -- hui! de slaaes om dig, Cæsár!
En Halvpart af dig hver alt i sin Strube har.
      Saa slide de i dig,
(thi Ingen af dem vil dit fulde Hjerte miste)
at Kloden midt i to maa mellem Begge briste.

      Se, Dybets Røg og Brand
imellem tvende Verdner som Grændse løfter sig!
Men staaende paa hver sin Halvedeel af Jorden,
og hver med Halvten af dit Hjerte paa sin Tand,
Uhyrerne i Rummet udfare for at vorde
hver for en Skabningsorden
      paanyt en Stammefar,
imens din Sjel som et evind'ligt Suk nedsvimler
i Gabet midt iblandt fortørnede Aanders Stimler,
      dem du jo omskabt har,
(med Jordens Bloddamp selv formørkende Lysets Himler)
fra soningsmilde Engle til Hævnens Djævle, Cæsár!

Retfærdige Kredsløb, du er Guds styrende Haand.
Din Torden, vor Fader, er kun din formummede Aand.
De røghyll'de Flammer er Viisdommens Smil bag sit Slør.
De Baalenes Gnister er Øine, som flyve mod Skyen, og see,
at lysere Tider og skjønnere Riger og Byer, end før,
      bag Asken og Røgdyngen lee.
I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe!

Retfærdige Kredsløb, du er Guds styrende Haand.
Du plantede Livet i Dybet: du qviste din Vaand!
Paanyt skal den grønnes, og skyde livglødende Blom.
Den rugende Pest er en Engel, som samler for Himlenes Hær.
Den Storm der bortførte vor Arne som Støvskyen, skal udrulle om
      vort Hjerte serafiske Fjær.
I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe!

Guds Haand -- ha skulde ei du bevæge dig fri,
men Ormene stræbe at binde dig, medens du i
din Himmel omdrejer de krængende Verdeners Roer?
og Mennesketaarerne gjøre din Lynstraale uvis og myg?
Af Suk skulde standses den Alviljestorm, hvormed Jorden henfoer,
      som Løven af surrende Flyg?
I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe!
Nedknæl, gjenlevende Æt! og Haanden tilbed,
som slynger i Lynet en Livsrosen-ympe herned!
Vi Haanden ei, da den Velsignelser nedregned, saae;
men kun da den svang Ødelæggelsens Hammer, og løftet sit Lod,
og fyldtes med Tordner, og over forbryderske Stoltnakke laae
       -- o ve! liig en brændende Skodd.
I døende Brødre: Halelujah! mens vi døe!

Retfærdige Gud, du sidder paa din Thron evindelig:
denne der begrændses og bevogtes af de Evigheder,
hvor ingen Aandvinge hvifter.
En Jord brænder: Hvad siger det om en Stjerne funkler,
om et Blus i din Hal flammer meer end sædvanligt?
Om en Dødelig, Barbarers berusede Cæsar, udgyder en Menneskeheds
                       Blod,
mon vel det Livsblod, du ihældede hans Hjertes Timeglas, forøges?
Lad Djævlene fylde det med Galde -- det skal dog udrinde.
Og da -- retfærdige Gud! disse øde Himle, der omskumle den
                       blegnende Aand?
Ha! skal han ei befinde sig som midt i Alvredens Pandes sortnende
                       Rynker?
Men, se, mens hans Himmel er mørkere end den Muld, han
                       oprodede,
se blød Grønske bedækker atter Jorden,
liig en mild Haand der stryger sig over Smerten,
og Blomster nikke atter over den,
som søde Læber der nedbøje sig over den Slumrende og kysse
                       hans Saar.
Hil! ligesom Milton sang om Djævelens første Oprør mod Gud,
saa skal om tusind Aar en Skjald besynge Cæsars.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt