Camille Desmoulins i fængslet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Jeg skulde ha gjort vers, sa Camille Desmoulins.
Og aldrig steg vel livet mer bugnende frodig
end nu, da bøddelkniven skarp, hissig og blodig
imorgen skjærer over min drirende streng.

Gaa til Robespierre, hils ham fra mig, Lucile,
at hver tøddel, jeg skrev, tar med skam jeg tilbake.
Jeg vilde jo blot verge de skyldfri og svake.
Ja, smelt ham, du min viv, med din graat, dine smil!

Ve over denne tid, jeg nys tilbad med vrede!
Saturnus er den lik, som aat sine børn.
Men over den staar veirslaat en klagende ørn
og speider ned med sorg paa sit plyndrede rede.

Og ørnen det er Frankriks høit stræbende aand . . .
Jeg skaptes ikke til den, har tumlet i blinde,
forvoven kun i letsind, let rørt som en kvinde,
et flyktig, liten snefnug, som tør i den haand.

Vild, kaat og overmodig jeg spændte min bue.
Det muntret mig at slynge en giftdyppet pil.
Men døden er ei lystig, har slet intet smil.
Kaldt stirrer dens tomblik. Ræd blafrer min lue.

Og frem for mit syn stiger duggede sletter,
dit du, vor Horace, som et nysluppet føl
med et hvin springer ut i vaargryets sølv . . .
Op blomster det av jord, hvor foten du sætter.

Et hvitmalt, litet hus paa en blomsterhvit eng.
Der vilde jeg se dem, de dødsdømte venner,
Danton, Hérault . . . I blodrødme livsdagen ender.
Jeg skulde ha gjort vers! skrek Camille Desmoulins.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt