Claus Fredinand Tønder, artillerikapitain

Carl Johan ei venter længe
      paa de hvide
      Stjerne-Enge
før han faaer en Helt ved Side.

Brave, ærlige Claus Tønder!
      Skyggers Række
      Du begynder,
som med Carl vil didhen trække.

Og et Hjerte vist hos Ingen
      mere modigt
      slog i Bringen,
mere fyrigt, skjøndt koldblodigt.

Frederikssteen om Ham kan melde;
      Ham, den Kjække,
      Haldens Fjelde
ønske at de kunde dække.

Om ei Glemsel Alting rammer,
      Borgen minde
      maa i Flammer
brave Tønder paa dens Tinde.

O dengang Hans Øie brændte
      som hans Klinge,
      som den tændte
Lunte, Han i Haand mon svinge!

"Fagrest Yngling var han" -- kunde
      mange blide
      Kvindemunde
hviske om fra Gammeltide.

"Barns Gemyt i mandigt Hjerte" --
      saa bekræfter
      i sin Smerte
Hun, der sidder ene efter.

"Stolteste iblandt Soldater,"
      saa bevidne
      Kammerater,
de, hvis Haar forlængst alt hvidne. --

Se ham hist paa Batteriet
      ufortrøden!
      Ei fortiet
være Sandheden af Døden!

Livet fyldte i hans Bæger
      besken Drikke;
      Døden kvæger.
Ve, Troløse! gjør du ikke!

Død! o bedste Herrens Sendte!
      Ham, som blegned
      her, Du kjendte;
sanddru Du hans Billed tegned.

Du, først Du ham ret betænkte,
      Æresgaven
      Du ham skjænkte:
disse sidste Skud ved Graven!