Crepusculum.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Nu er solen træt.
Den er ikke sluknet; end brænder den mat
bag gulbrandet, skiddenrød gråveirsskodde.
...Den er bare så trær,
- så trær!

Den hænger ei nu længer
sølvstukne slør
over fine grene.
Den klæder ei nu mer med
skinnende silke
al himmelens tag. -

Det blir uld nu det hele.
Blot gråflosset uld.

Og lavt og tungt i den tågede luft
røgen ligger - den sorte røg -
synkende mat. -

Jeg sidder og ser på
to høie popler,
som strækker sig op i den tunge luft.
De ligner to bedende dødstrætte hænder
i angstens afsind
stumt fortvivlede
strakte vildt imod høstkveldens himmel
den tusmørke, tause. -

Og inde i tågen
langt, langt derinde
klynker et ensligt
klokkeklemt. -

Der flakser to kråker
henne på veien.
Der pusler en spurv over
vissent løv. -

Og alt blir så stille - så åndeløst stille,
kun lyset som svinder - så sivende langsomt.

Og en blir så træt, så træt, å så træt,
og alt blir så tomt, så tomt -
herregud! -
Den, som kunde be fadervor -! -



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt