De tre

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   Hvilke skjønne Templer for Menneskekjærligheden ere ikke
Orientalernes offentlige Herberger? Tyrker og Bukharer have
sine Karavanseraier, Perserne sine Khaner, Hinduerne sine tempel-
lignende Hvilesteder, Beduinen og den vilde Kabyl sine ukræn-
kelige Marabuer, og Alle uden Forskjel er hjemme under Ara-
berens Telt. Var han rigere, og boede han ikke spredt over
Ørkenen, skulde han ogsaa bygge Karavanseraier og Khaner for
den Fremmede; thi disse ere ikke andet end en forherligende
Forvandling af det Fædrenetelt. Det er den samme Teltets
Gjæstfrihed, som har aabnet disse store Qvaderhaller, hvorunder
den reisende Tyrk sætter sin Ganger, og gjør sig det mageligt,
Armenieren trækker sin Kameel ind, Jøden og Nazaræeren finder
Plads for sin Bylt og sig selv i de altid aabne Gjæsteceller.
   Enhver Religion har et mildt og kjærligt Hjerte. Disse vel-
gjørende Indretninger skyldes den, vi Kristne tro besidder det
haardeste. De ere religiøse i sin Oprindelse, hvad enten de
saa ere opførte paa offentlig eller privat Bekostning. Det Sidste
er ofte Tilfælde. Den fromme Mahomedan eller Hindu testa-
menterer og legerer til disse Herberger ligesom den Kristne
til Kirker, Klostre og Hospitaler. Det er den hele Menneske-
slægt han vil i sit Hjerte vel, naar han enten stifter et saadant
Herberge med Porte til alle Vindens Hjørner, eller han anlægger
en Cisterne i Ørkenen, eller leder den friske Kilde til Dyrenes
Hvilested. Han tænker ogsaa paa dem, den gamle, skjæggede,
barske Filantrop, hvem Allah, Brahma og de Kristnes Gud
velsigne!


   Der er bag det døde Hav en Ørken etsteds i det brændende
Syrien, som denne de Vantroendes Barmhjertighed har glemt --
ikke fordi den ikke har opdaget den, men fordi Allah har netop
ved Enden af Dagsreisen givet den et naturligt Karavanserai i en
uhyre Platan med Rum, Ly og friskt Vand for en heel Karavan,
om det skulde være. En Aften forsamlede Tilfældet derunder
en Mahomedan, en Kristen og en Jøde. Neppe havde Mahome-
danen, en Mollah (Præst) vandet sin Hest, før en sort Flek i
Horizonten forkyndte ham en Fremmeds Ankomst. Det var den
Kristne, en Munk af det hellige Bjergs Brødre. Et Muulæsel bar
ham fra Haleb til Jerusalem. "Salem aleikum!" sagde Mollahen
til Nazaræeren, som venligen gjengjeldte ham hans Hilsen i Guds
Navn. Allerede tindrede de første Stjerner, og Shakalernes Hylen
hørtes, da Jøden, en Rabbin fra Damaskus, umærkeligt -- thi
han kom tilfods -- traadte ind paa det lille Grønsvær, Kilden
havde fremlokket under Platanen. I Salomons Tid havde den
ogsaa opelsket denne, og som en god Fostersøn havde denne nu
i Aarhundreder til Vederlag ernæret sin Fostermoder med sin
Skygge. Ligesom Mødre, der gaae i Barndommen, sang den
moderlige Kilde endnu stedse sin Ammevise. Ved dens Murm-
len slumrede de tre Reisende, efter venlig Samtale, endelig ind
paa hver sin Side i hver sin Rodfordybning af det uhyre Træ,
og ved dens Murmlen vaagnede de ved det første Morgengry.
   Ørkenen laa under sin Taage inden sin Horizont som et uhyre
violblaat Hav omcirklet af Bjerge fulde af Damaskus's prægtigste
Roser. Paa eet Sted i Øst var det som om Engle syslede bag
et Rosenbjerg, og stak gyldne Landser iveiret som til et Telt.
Solen var i sin Opgang, saae de tre Reisende. Det rørte sig i
deres Hjerter, deres Læber zittrede. Enhver af dem vilde hilse
Gud paa sin Maade; men ak! Enhver af dem frygtede for at
saare de to Andre. De havde vundet gjensidig Agtelse for
hverandre under Aftenens Samtale; men nu -- hvorledes skulde
den gode Mollah kunne lydeligen paakalde Allah uden at for-
styrre Nazaræerens og den jødiske Troeslærers Andagt, og om-
vendt. Og dog var Trangen til at udgyde sit Hjertes Følelse
i det henrykkende Øjeblik og til at takke den Højeste for hans
Varetægt i det paradisiske Ly, de havde nydt, saa stor hos En-
hver af dem, at deres Læber zittrede. Ingen brød dog Tausheden
endnu. Stille og nølende spændte Mahomedanen paa sin Hests
Sadel uden at blive færdig; Munken gik det ikke hurtigere fra
Haanden med sit Muulæsel; Rabbinen snørede og snørede paa
sin Bylt. Det var Mennesker af Ømfølelse for hverandre, af
Agtelse for hverandres Tro. Allerede glimrede tusinde Straale-
landser fra Spidsen af Rosenbjerget. I næste Sekund vilde den
Højestes herligste Billede vise sig, og den Frommes Læbe skulde
være taus? Den zittrede hos alle Tre; men ingen Bøn, ingen
Lovsang tonede derfra.
   Da paa engang begynder fra Platanens Krone, fra samme
Green, en Bogfinke, en Drossel og en blodhalet Vipstjert sin
Morgensang. Bogfinkens klare Triller sammenhvirvledes med de
andre Tvendes til et herligt jublende Chor.
   "Hvi dvæle vi, Brødre?" sagde de alle Tre. "Ja, med hvad
der ligger os paa Læben?" sagde Mollahen, bøjende sig tre
Gange mod Jorden. "Med Jehovahs, den Højestes, Priis?" sagde
Rabbinen, foldende sine Hænder over Brystet. "Ja, sagde den
kristne Præst, korsende sig -- "er dette ikke et Tegn fra Him-
melen, at ogsaa vor Lovsang vil være den Højeste behagelig,
om Udtrykket er forskjelligt?" Og pludselig, medeet, som fra
Fuglene ovenover dem, udbrød de alle Tre, med et kjærligt Øje-
kast til hverandre, hver paa sin Viis, i en Lovsang til deres og
alle Tings Skaber.


   Mollahen sang:


       "Allah! Allah! stor og god!
               Evig være Allah priset!
               Se, hans Ord i Lysets Flod
               strømmer ud fra Paradiset!
               Se, Prophetens store Bud:
               "Allah dyrk og elsk din Næste!"
               saaes over Himlen ud
               i de milde Straalers Brud,
               som til mindste Straa sig fæste.
               Palmen i det Fjerne brænder
               som et Kaabas Kuppelhvælv;
                     Græsset selv
               sig i Bøn mod Østen vender;
               Figenbladets rene Hænder,
               badede i Duggens Daab,
               løfte sig, som om de ville
               blande sine Bønner stille
               mellem Livets Fryderaab:
               Allah! Allah! evig være
                     Priis og Ære!
                     Evig lovet
               Han, som efter Ormen leder
               under Bregnens kolde Løv
               med sin Godheds milde Varme
               for at mætte dens Behov!
                     Han, som breder
               over Jordens Herres Hoved
               og sekundbelivte Støv
               Kjærlighedens Straalearme --
               Allah! Allah! Priis og Lov!"
   Rabbinen sang:


       "Priset være Jehovah!
               Naade er hans Strengheds Domme.
               Se, hvor Skyens Bjerge bæve!
               Serafim i Østen svæve . .
               Se, hvor Vingerne de hæve!
               Nærmere de stedse komme
                     til den Fromme
               under højt Halelujah.


       Edens Port er vidt oplukket.
                     Cherubim,
               palmekronte Zadikim
               vente der, at fange Sukket,
               som fra Israel de høre.
               Klagerne de herliggjøre
               til et Chor af Jubelpsalmer,
                     som de føre
               i Triumf til Naadens Øre;
               vise for den Kummerbøjde
                     Sejrens Palmer
               over Hvilens Thronehøjde.
               Halelu! Se hist i Øst
               Naadens Rosenkrands er løst!
               Ud Cheruberne dens Knoppe
               sprænge over Bjergets Toppe.
               Hisset sig et Zion reiser
               straalekrandset i det Blaa.
               Salomonske Tempel kneiser
               gyldensøilet ovenpaa.
               . . Se hvor Purpurfløjler gløde
                     i dets Indre!
                     Gyldenrøde
               Arme syv paa Altarstagen,
               som et Stjernebilled, tindre
               frem i Mulmet af Skarlagen,
               naar det kløver sine Vover.
                     Ovenover
                     Himlen fuld
               hist af Davidsharper hænger.
               Toner fra det slagne Guld
               ud af Morgenskyen trænger.
               Og til begge Sider flammer
               langsad Horizontens Bryn
               Teltene for Israels Stammer
               bag en Front af Straalers Lyn.
               Der har saligt Juda spredt
               hen sig med den Stærkes Ret,
               Rubens Teltes Perlerad,
               Levis Taarne, Asser, Gad,
               Sebulon i Palmeskygge,
               Isaschar og Efraim,
               Simeon og Benjamin,
               frelste Neftali og Dan
               og Manasse -- de bebygge
               Morgenrødens Kanaan.


       Halelu! Priset være Jehovah!
               Der er Morgen i hans Domme.
               Deres Nat er engang omme.
                     Til den Fromme
               engang vil Messias komme
               straalende derovenfra."

   Og den Kristne, Nazaræeren, sang:


       "Lov og Priis Algodheds Gud!
               Se, hvor Morgnens Glimt begynde
               Herrens Ære at forkynde
               og hans Navn at brede ud!


       Se, hvor Græssets tætte Klynger
               bøje sig for Ham, der tynger
               ogsaa dette, i dets Dignen
               under Duggen, med Velsignen!
               Thi dens Vievand, det rene,
               udsprængt over Græs og Grene,
               vier Eng og Lunde ind
               til et helligt Tempelklæde,
               til et Altar Bjergets Tind,
               hvor de Salige tilbede.


       Hver en solbeskinnet Stengel,
               Engens Slette bølger af,
               er en Troens Støttestav;
               hvert et Blad en vinget Engel,
               hver en Qvist et Kors af Guld,
               hvoraf Luften glimrer fuld.
               Hver en Blomme solforgyldt
               er en Kalk af Naaden fyldt.
               Himmelsk Kjærlighed har ømt
               ud deri sit Hjerte tømt,
               rakt saa Kalken, kront og fyldig,
                     hver Uskyldig,
                     som har Øje
                     for den høje
               Himmelfart, som sig fornyer
               dagligen fra Morgnens Skyer, --
               for Forjettelsen, som skreven
               over dugghvid Eng er bleven
               om miskundsom Kjærlighed,
               lysende i milde Straaler,
               strømmende i fulde Skaaler
               over hele Jorden ned, --
                     om et Eden,
               aabnet af Barmhjertigheden,
               ringet ind af evigunge,
               rosenfriske Morgengryer,
                     i hvis Skyer
               Helgener i Engles Favn
               første Gang med frigjort Tunge
                     jubelsjunge
               den Unævneliges Navn."


   Saa tonte det paa engang fra de Troendes Bryst. De rystede
hverandres Haand, og droge nu glade hver ad sin Kant gjennem
Ørkenen: Mollahen drog ad Bagdad til, Munken til Jerusalem,
Rabbinen til Damaskus. Men da de vare komne et Stykke ud
i Ørkenen, var det somom samme Tanke standsede dem, og
bragte dem til at kaste et Blik tilbage paa den gjæstmilde Pla-
tan, der nu laae i Fjernet ligesom en Sankt-Helenaklippe i Luft-
havet. Den Tanke gjennemfoer dem alle Tre: hvad, om Fuglene,
som lærte os at tilbede i Sandhed, vare tre Engle, neddalede fra
Himlen, fordi de ynkedes over vor Skrøbelighed?



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt