Den freidige

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Rull frem i din Vælde paa skykrandste Vover,
      du Havdrot, Orcan, fra dit Bygepallads:
det skinnende hisset med Svovlmulmet over!
      Kom Lyndiademte i Tordenkyrads!
      Kom! træd Oceanet i Afgrunden atter:
            din oprørske Træl,
      der haanspringer over din Thron, din Hornel!
            Kom! kjæmp med min Latter!
      Med din hvor den voxer den Storm fra min Sjel!
            Prøv, Byge, som glatter
      med Lyn Oceanernes stormreiste Raage,
            at kue de Vover mit Hjerte tør slaae!
       -- Da højest med Seilet, min Snekke, min Maage!
            Med Bygen til Storseil, tilhimmels lad staae!
      Til Vimpel et Lyn! Med den fygende Taage
            omkaps, medens Kastvinde Falkvinger blaae
            udspænde om Raa!

Min Hingst! i Gallop, i Gallop over Broen,
      det Sivblad, som bævrer der over en Fos!
Trav ud, du min Hingst, i et Kaprend med Snoen!
      Trav udover Stene med Egg under Mos!
      Da rider du Yngling! da udruller Modet
            i Farten en Ving;
      og let som paa Blomster du vover de Spring.
            Da spreder jo Blodet
      paa Kinden saa deilige Roser omkring,
            mens Hende forlod det,
      hvis Hjerte paa Bakken skal klappe saa bange?
            Da rulle sig Tordener jo i dit Spor?
      Da bølge jo under dig Bjerge og Vange?
            Da gnistrende Lyn i dit Fodtrin sig snoer;
      og jovahske Skystøtter bag dig jo prange?
            Og halvt, at en Guddom imod hende foer,
            den Elskede troer.

Geled paa Geled over Marken sig høine!
      Opover de Blodbann'res flammende Hav
lad Spydene løfte de funklende Øine,
      at see efter Vinket af Høvdingens Stav!
      Naar Hære om Høiderne Staaltage hvælved;
            men Svovlskyer graae
      et Afgrundens Gulv over Dalene slaae;
            mens fremaf det Helved,
      (liig døende Svømmere hist paa det Blaa),
            paa Røghavet skjælved
      Geleder af Skygger fra Dyngen derunder,
            der høines om blodstænkte Cæsar til Vold:
      Du Yngling, da voxer der Laurer af Vunder!
            Da prøves et Sværd, og i tusinde Fold
      strøer Sejeren duggede Roser indunder.
            Da fremad! Da, Saga, du Riddersmand bold,
            vil mærke dit Skjold!

I Skodder, som henover Engene famle
      paa Duunvinger graae, hyller Stjernerne til:
de Venner af Jorden, de huusvante, gamle,
      der sidde hos den, naar den indslumre vil!
      Mørkn, Midnat, selv Blaabræens skinnende Bue,
            hvor Morgenens Gry
      dog plejed ved Midnat at tændes paany
            i Aftenens Lue,
      som slog endnu der fra en glødende Sky!
            Tilbage du kue,
      du rugende Nat, til sit Chaos Aljorden!
            Selv Alpen, der speiles i Himlen, forgaae!
      Da tænder jeg Baunen: da skal den i Norden
            som Konge i herligst Skarlagendragt staae.
      Da klarest, som Lynet i sorteblaa Torden,
            som Solen i Chaos, i Mulmet den maa
                 forherliget staae.

Vælt, Skribler, dit Storhav af Blæk mig imøde!
      Høit guldkarmte Sangsnekke svæver derpaa.
I Huulhjerner Storme af Hyl maae udstøde!
      Da kneiser min Plecter, den funklende Raa.
      Dæk Steenegg med Mose, og Dybet med Blade!
             -- Ak, Nid, du har glemt,
      at Vinger min Hest i sin Manke har gjemt!
            I Skjalde, der bade
      i Sved eders Sang og i Gift eders Skjemt,
            I sammen maae rade
      de smeddede Nidvers til Landsefalanger!
            Dog først over tusinde Slige der groer
      en Laure -- knap værdig den viede Sanger.
            Aand, Avind, dit Mulm ud! -- ak Edderkop-flor,
      mon Guldharpens Baunblus du Bævrende fanger?
            I Kingler paa Strengen, jeg slaaer den for Nor:
                  -- I falde til Jord!



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt