Den lykkelige viv

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   -- -- Hannah! Pige! min Guitar! Min Mand kommer, og der
kan være Skyer paa hans Pande.

   Pah! ere de smaa, da visker jeg dem bort med et Kys, eller
de forsvinde for den første Klimpren som man blæser Støvfnug
bort. Men er hans Pande mørk som Høstaftenen og hans An-
sigt sygt -- o, da have de Christne fornærmet ham, og mit Ar-
beide er vanskeligt, som at uddrage en tveægget Piil af Hjertet
uden at rive det isønder.

   Dog siger Verden derude, at han er en brav Mand. Dette
lille Huus er vor Verden; men dets Vægge sige det Samme til
de himmelske Aander, som altid lytte ved Lønkamrene.

   Ak, hvi seer jeg vel min Barndomsveninde, Charlotte, den
rige Christens Leons Hustru, daglig at blive blegere og ligere
den halvaffaldne Rose?

   Heller gift med Dødens Beenrad end med en Skurk! Begge
mangle Hjerte, men Døden gjør mange Ulykkelige godt. Men,
siden jeg er Kvinde, heller gift med en brav Mand, end med En
af Himmelens Engle!

   Er jeg god, kommer den Tid nok, da En af Disse vil beile.
Men han faaer mig ikke, med mindre det er min Mand. Josef
kan være formummet for mine Øine i sin himmelske Bryllups-
dragt; men Døden, den Ædle, fører os sammen.

   At være gift med en Skurk, maa det ikke være som at være
gift med en blind ond Aand? Og en Djævel skal jo krybe ud
af Hjertet, naar det raadner? Jeg vilde før tage et Krokodilæg
mellem mine Hænder, for at ruge det ud, end hans Hoved.

   O! naar jeg lægger mit Hoved til min Mands Bryst, da hører
jeg mit Livs Regulator, Regelmæssigheden af Slaget i Evighedens
Uhr, eller, naar Blodet stormer heftigere, Paradisets Klokker.

   Charlotte! o min Barndoms Veninde! hvorfor skyer du at
vandre ved din Mands Arm? Erholder han ingen af de Blik, der
mere opfriske Konens Skjønhed, som Dugg, skjøndt de ere stilede
til Manden? Kun naar dit herlige sorte Spand drager dig, farer
et Smiil over dit blege Aasyn ligesom Maaneskinnets Zittren.
O! o! er der en bleg Blusel? en ligesom Asken efter den ud-
brændte røde? Eller brænder det indvendig, naar den røde Blusel
er forsvunden fra Kinden? Jeg har ikke følt anden Rødme end
Brudekammerets og Glædens, naar Verden roste min Mand.

   Men, Charlotte! Døden borthvifter med et Vingeslag hiint
Smertens Kalkstøv paa dine Kinder. Da vil dit glade Ungdoms-
ansigt komme frem igjen, som en Hebes naar Gipsen aftages, og
en smuk Aand vil beile til din Kjærlighed -- En af dine Ungdoms-
elskere, som var dig mere værd end din Mand.

   Men se! Han tilbeder dig jo? Ve, skulde det være som den
smukkeste Lyskrone eller Speil eller Divan i hans Salon? Dog
er det et Haab: maaskee vilde han før miste et af disse Møbler
end dig? og det var meget af en saadan Mand.

   Men døer jeg, da vil min Mand troe, at han faaer en Skyts-
aand for Resten af sine Dage, og ikke en usynlig; thi jeg troer
om min Mands Øine, at de kunne see ind i Himlene, og han taler
ofte med de Salige.

   Det gjør han især, naar han er bedrøvet: naar de Christne
misunde ham denne lille Plet af Verden. O se -- otte Alen!
Her er Harpen i Krogen Grændsen, der Oleanderen paa Gulvet.
Men lad dem faae to Alen endnu! Er ikke den udødelige Sjel
bunden til Hovedets lille Beenkugle? Synet indestængt i Øjets
Perle? Følelsen, at kunne omfavne og velsigne Verden, Onde
og Gode, ligesom med Regnbuens Arme, indesluttet i Hjertets
Kjødklump?

   O! lad dem faae tre Alen! Menneskene have indrømmet os
formeget. Thi Kjærligheden behøver endnu mindre end dette.
Se her! -- min Mand og jeg besidder en Verden, som vi maae
tænke os fuld af gode Engle. Nu er der ingen; men naar min
Mand kommer -- o hvad vilde jeg maaskee ikke see, om jeg da
kunde see noget Andet i Verden end min Mand?



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt