Den mismodige

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Min Sjels Harpe med et hvæsset Smerteshviin
            tvertover har jeg skaaren
             -- det uselige Lin.
Hvis endnu i min Hules Indgang tør sig tee
            paa klangfuld Vinge baaren
            en himmelfødt Idee:
      Forbandelse den møde hvor Jubel hilste før!
      i Tausheds Grav den træde, ei gjennem Harpens Dør!
            Hui -- ha! med søndersledne Strenge
            min egen Brud jeg hænge,
      mit Hjertes Tanke-Engle jeg strangulere tør.

Jeg Sang ei vil øde paa gamle døve Nor.
            Forhaanelser kun svare
             -- det er min Hymnes Chor.
Ja var min Harpe end en Regnbu fuld af Sang,
            naar Nor vil heller kare
            i Kobberstyv'res Klang:
      Mig Himlen da bevare at ryste Gubbens Fred.
      I Hjertets Leerhul heller jeg graver Harpen ned.
            Nei -- ha! Før gaaer jeg Selv i Graven;
            ja bryder Plecterstaven,
      og vandrer under Mosen, men tager Harpen med.

Jeg tier da -- javel! Ak, Ludvig, ikke vel!
                 Thi just idag en Tanke
            er kommen til min Sjel.
Den har i Haand en Jord med brændende Throner besat;
            og dog, trods disse Rosers Duften,
            (en Hær af Majestæter, som dampe hen i Luften)
            skjøndt denne høje Tanke,
            med Guddomsild i Øje og Engleving paa Hat,
      paa dødeligt Hjerte banker, ja banker -- tys! den banker:
      jeg raaber ei "kom ind!" men sidder taus som Nat.

Saa Taushed svor jeg Vormens Bølge
                  og Skreyas Sky:
            de Eneste, som ville høre,
            de Eneste, som kunne svare,
            de Eneste, som mægte følge
            Dem som paa Harpens gyldne Gry
            fra Himmelen til Jorden flye.

Jeg til en Liimpind Plectren gjorde;
                  min Lyras Streng
            jeg snoede til en Dompapsnare;
            jeg hang min Harpe som en Done
            i vildest Skog i hele Norden,
            at fange Trost som liden Dreng
            til prægtigt Skjaldfarvels-Festin.

Der hænger den -- Nu syng med Vinden!
                  Og lefl og bol,
            min gyldenlokk'de Elskerinde!
            mit straaleaarede Livsenshjerte!
             -- for Verden Min og Mit forinden
            jeg gav dig fri til Sky og Sol --
            med alle Verdens Vinde bol!

Men hvis de Tosker mig fordømme,
                  der stirre paa,
            at samme Stund jeg dig forstødte,
            min Elskte, tog jeg dig til Hjertet, --
            da veed jeg Ludvig ei vil glemme,
            at, brænder Skjaldehjerte, maa
            vel Røgen udaf Munden gaae.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt