Den norske fisker

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Ondt ofte lider den fiskermand,
som ud maa fare, før hanen galer,
al dagen pladske i kolde vand,
paa hjem ei tænke, før solen daler,
i vaade trøie,
snedriv i øie -
o, sad I der, I guldklædte høie!
I andet fandt.

Dog, snar gaar dagen, og alting let,
naar drotten ramler, og lod ei standser,
og kniv ei hviler paa madding-brædt,
og fisken op efter snoren dandser.
Da spares arme
at bankes varme,
madkisten glemme de tomme tarme,
som skrege før.

Saa mangt nu tænker den fisker paa,
mangt med sig selv nu han monne snakke:
i aar skal jorddrot mig lade staa,
i aar ei kastes jeg ned for bakke,
det har ei fare,
nu faar jeg vare,
i aar skal fogden min gryde spare
for skat og told.

God hustru hjemme ser ud igjen;
det kvælder tidlig, og hold er stuen.
I krogen sætter hun rokken hen,
i asken rager, gjør ild paa gruen.
Tung op fra stranden
ind stamper manden,
tre vaade trøier, en efter anden,
han slænger hen.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt