Den salvende Synderinde

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Sangviis
Effter hosføyede Melodie.

[rediger] 1.

      See dette syndig Skrat,
Hvis Udyd var ved Poenitentz forlat,
      Kom med sit Olie-Kruus
      J Pharisærens Huus,
At salve ham som kaldis
      Det store Verdens Lius.

[rediger] 2.

      Jødinden, der forgrædt,
Hans Fødder nyssens haffde giennem vædt,
      Og tørred med sit Haar,
      Var det forlaaren Faar
Maria Magdalena,
      Som felte mangen Taar.

[rediger] 3.


      Hun elsked JEsu Been,
Langt meer end hendis egen Øye-steen,
      Thi bar det usle Lem
      En herlig Salve frem,
Og den, blant anden Tienist,
      Spenderet hun paa dem.

[rediger] 4.

      Hos Qvinden inted var
Saa kaastelig, saa rart og dyrebar,
      Hvor i det og bestod,
      Hun jo for hans skyld lod
Ja sig, med Siæl og Legom,
      Opoffred ham i Bood.

[rediger] 5.

      Det giorde Kiærlighed,
Og hvor for skulde hun undsee sig ved
      At giffve Gud den Løn,
      Som for alt Adams Kiøn,
Aff Kiærlighed, i Døden
      Gaff sin enbaarne Søn.

[rediger] 6.

      Hans beste Eye-Deel,
Og voris allerypperste Juveel,
      Hvad har vi uden ham?
      Synd, Nøgenhed og skam
Alt andet og vi selffver
      Tilhører det Guds Lam.

[rediger] 7.

      Der Jacob med sin Staff
Sig til Mesopotamiam begaff,
      Blef hand paa Vejen mat,
      Og hvilte sig en Nat,
Nedlagde saa sit Hoffved,
      Paa Steenen hand fik fat.

[rediger] 8.

      J Drømme Jacob saa
En Stige, der stod HErren offven paa,
      Og raabte klarlig ud,
      Hand var hans Fædris Gud,
Aff Søfne Manden vaagned
      Ved det lifsalig Liud.

[rediger] 9.

      Hand sagde Trøsterig,
J dette Sted er HErren visselig,
      Forjættelsen hand fik,
      Og den der hafde Skik,
Paa Steenen lod hand Olie,
      Stod dermed op og gik.

[rediger] 10.

      Maria, bood-fuld Krop,
Drog bort, og vilde lede Christum op,
      Paa Vejen Angstens Tørk
      Og sørge-Nattens Mørk
Faldt hende hastig ofver,
      Som det slap aff en Ørk.

[rediger] 11.

      Men der hun klagelig,
For hiertens Uroo, græd og gremmed sig,
      Klang JEsu Røst saa vel:
      Kom hid besværed Træl,
Her skalt du finde Hvile
      For din udmatte Siæl.

[rediger] 12.

      Skinbarlig saa hun ham,
Som Jacob ickun Drømme-viis fornam,
      Og paa det samme Sted
      Angst-Taarer strømmed ned
For hende stod udgraffven
      Det Ord: Gak hen i Fred.

[rediger] 13.

      Da vaagned hun igjen,
Som før i Synde-sølen slumred hen,
      Var heller icke seen,
      Med Olien u-gemeen,
At salve Verdens Frelser,
      Den rette Hiørne-Steen.

[rediger] 14.

      Hans Hofved bleff i Roo,
Hun var sin JEsu Fødders Træde-Broo,
      Og icke fra dem skred,
      Det mindste Foode-Fed,
Saa nederlig hun standsed,
      Det volt alt Ydmyghed.

[rediger] 15.

      Hid Synder, lær paa ny,
Du som gid gierne kløfved høit i Sky,
      Est dog kun Muld og Gru,
      Vær ydmyg i din Hu,
Og holt dig smuct ved Jorden
      Saa falder icke du.

[rediger] 16.

      Salf Christum det Guds Lam,
Med Myrrha salved Nicodemus ham,
      Bær, du brystfældig Lem,
      Dit Hiertis Myrrha frem.
Og offre Bode-Balsam,
      Den er ham angenem.

[rediger] 17.

      Som Myrrha hindrer stank
Saa renser Bod din synde-fuul Skavank
      Ud med dit Anger-skrig,
      Hand, som paa Trøst er rjg
Skal hviske dig i Øred:
      Din Tro har hiolped dig.

[rediger] 18.

      Maria stod sig vel,
Hun græd og vædet sin Immanuel,
      Hand giorde hende glad,
      Og før de skiltis ad,
Hun tørred, kyssed, salved
      Hans hellig Fode-Blad.

[rediger] 19.

      Der Simon dette saa,
Fortrød den Pharisæer hart her paa,
      Hand tenckte vjt og breet:
      Var denne en Propheet,
Da viste hand den Skiøge
      Sig skamløs har forseet.

[rediger] 20.

      Hans Gissing falt for let,
Hun hafde været, men det var forget,
      All hendis syndig Skick,
      Ved Poenitentz forgik:
Da Saulus bleff en Paulus
      Hand snart Omvending fik.

[rediger] 21.

      Skrifftklaagen, merk ikun,
Var self kandskee, saa Lastefuld som hun,
      Og dog ad hende green:
      Saa meener mangen een,
Synd-Dritter har besudled,
      Hand ret er Engel-reen.

[rediger] 22.

      Det blifver best en hver,
Sin egen Sek kun smuk til Møllen bær,
      Og pønser jeffnlig paa,
      Hand self kand vel bestaa,
At icke fremmed Sorrig,
      Giør ham for hastig graa.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt