Den sortklædte

   Jeg vandrer nedad den øde gade. Jeg lister mig
langs husenes vægge.
   Følger der nogen mig? Lister der sig nogen bag mig
langs væggene med ludende hode? Som jeg selv.
   Jeg vover ikke at se mig om.
   Det er bælgmørkt. Mit hjerte begynder at banke.
   Jeg hører en hvisken:
   - Mand!
   Jeg føler kvindeklæder streife mig. Jeg ser ikke op,
og dog ved jeg, de er sorte.
   Og jeg ved, at det er en jomfru, og jeg ved, at
hendes bryst bølger.
   Hun griber min hånd. Hendes skjælver. Men hun
bøier sig mod mig og støtter sig op til mig og hvisker:
   - Mand!
   Vi kommer ind mellem tømmer og tønder og skram-
mel, vi stiger opad trapper, vi træder ind under et
tagvindue.
   Hun tar af sig sløret. Jeg ser et par store, sælsomme
øine. Hun knapper op sit liv, hendes hænder
skjælver.
   - Se! siger hun. Er det vakkert?
   Og hun klynger sig op til mig, og hun stryger hen
ad mit ansigt, min hals, mit bryst, mit hele legeme.
Med bløde, vare hænder.
   Og disse hænder hvisker:
   - Blind.