Den ubekjendte

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Sigbjørn Obstfelder

    Jeg sad på en bænk. Hun kom gående ud fra det
grønne. Jeg fulgte hendes fødder med øinene. Det var
mig som netop hun måtte gå sådan, hun jeg ikke tør
tænke mig.
    Hun var ikke anderledes end andre, hun jeg så
komme ud fra det grønne. Hun havde en slet brun
kjole, et slag over skulderen og en sammenfoldet pa-
raply ved siden.
    Hun forsvandt. Der var en trappegang et stykke
foran bænken, hvor jeg sad.
    Jeg vidste ikke, hvorfor jeg skulde reise mig, det
var jo dog et mig fuldstændig ligegyldigt menneske,
og der var ikke det fjerneste fnug af noget usædvanligt
ved hende. Men jeg reiste mig. Jeg syntes jeg burde
vide, hvilken retning hun tog, om hun gik ind i haven,
forbi roserne, eller om hun gik forbi fontænen og ud
på gaden, ud i byen.
    Jeg reiste mig. Jeg gik til gelænderet. Jeg så hende
ikke. Jo, derborte var hun. Der gik hun. Hun gik
imellem træet og plænen, hun gik ikke i selve
alléen.
    Og med engang syntes det mig, at jeg måtte, jeg
måtte høre hende tale, jeg måtte løbe efter hende, jeg
måtte invitere hende til at spise sammen med mig, jeg
måtte se hende spise kirsebær, og det måtte være på
den tid, da man endnu ikke tænder lamperne i restau-
ranterne, og da man ikke ser andet end tænderne og
øinene.
    Umoralsk vilde det være af mig, om jeg den efter-
middag gik og spiste alene, umoralsk. For jeg var
netop til i verden for at jeg nu iaften skulde være
sammen med hende, og høre hendes kniv og gaffel
klinge og ikke bare min egen, og se hendes hænder og
     hendes læber og hendes pande, hun som jeg nu blot
så ryggen af.
    Der gik hun. Silhouetten var blit så vakker. Jeg
syntes, jeg havde kjendt den længe, den slette kjolen,
slaget, paraplyen, som hang ned tæt indtil siden. Der
var noget ved det, som ikke ligned noget andet i ver-
den.
    Og det sled og rev i mig, ti sekunderne randt, randt
uophørlig, og jeg gik ikke, jeg løb ikke, jeg løb ikke
efter hende. Jeg stod og så, at hun blev dunklere og
dunklere, indtil hun var helt ud på gaden, til hun var
blit en blandt strømmen, ikke at kjende fra alle de
andre.





    Men som hun gled længer og længer væk, blev byen
mere og mere forvandlet. Alle disse gaderne, som
havde været lige allesammen, og disse husvæggene
som stod og svetted, og disse folkene som for og myl-
red og pusted, som om der var noget påfærde, - det
var ikke fuldt så vanvittigt længer. For nu gik hun der.
Nu gik hun der med paraplyen ved siden og vugged
på vristen og så ind på hattene og ostene og sløiferne
og vinflaskerne.
    Og nu sad hun deroppe på sporvognstaget og kjørte
slik som jeg også havde kjørt, og gav kusken en franc
og fik l7, sytten, sous igjen, som hun la ned i den
lille tasken. Den lille tasken, ja! Den lille søte tasken!
    - som hun tog så fint og forsigtig omkring - med
de små fingre - og pilled så nydelig francen ud af de
to tre sølvmynter hun havde, og tog så yndefuldt ko-
misk på de store kobberdanker og stapped, stapped
dem ind i det bagerste rum.
    Der sad hun oppe på taget, og hendes sporvogn rul-
led igjennem den store by, og det var ikke længer bare
denne idiotiske labyrint af gader, og det var ingen
vild flok af frakker og skjørter bare, for efterhvert
som hendes øine gled over den ene efter den anden,
så så jeg dem, hver med sit arbeide, hver med sin sorg.
    Ja, før aften måtte jeg træffe hende. Absolut. Vi
måtte stå hånd i hånd og se på magasinvinduerne, på
silketøierne, når det elektriske lys var tændt, og de
sorte mennesker bølged forbi os. Jeg vilde gå til den
anden ende af den uendelige by. For der var hun. Jeg
kunde ikke ta feil i det. Jeg følte det. Det var umuligt,
at man ikke skulde kunne føle en sådan ting. I en
ganske anden kant af byen end den jeg beboed, var
det at hun leved, i en gade hvor jeg aldrig havde væ-
ret, i et kvarter hvor der var en masse krogede, be-
synderlige stræder og Cul-de-sac'er. Jeg vilde sidde
ved en vognmandsplads, og når hun kom i nærheden
af hvor jeg sat, så vilde hun føle en strøm. Hun vilde
stanse, hun vilde se sig forundret om. Men jeg vilde
fluks gå hen og ta hende i hånden, jeg vilde lede
hende til vognen, en åben vogn. Hun vilde intet spørge
om, og jeg vilde bare rope til kusken disse ordKjør
    hvor De vil, kjør i tre timer. Vi vilde kjøre alle ga-
derne igjennem, i den åbne vogn, - forbi alle vindu-
erne, forbi alle de sorte menneskene.
    Før aften måtte jeg ha truffet hende. Ellers vilde
jeg ikke få sove, og natten vilde bli mig en forfærdelig
pine. Hele natten måtte hun og jeg være sammen. Vi
måtte stå med hænderne sammenflettede og se på ar-
beiderne og arbeiderskerne, når de gik til fabrikerne,
og vi vilde se ned mod der hvor morgenen kommer,
der hvor husene endelig åbner sig, og man kan se en
liden lysning og en smule himmel, fordi der er en
åben plads.
    Hvordan skulde jeg ellers - hvis jeg ikke fandt
hende - kunne sove, kunne puste i dette umådelige
virvar, hvor to sekunder ikke er lige, - Paris!
    - Jeg satte mig atter på bænken. Men jeg kunde
ikke sidde stille. Jeg opdaged så mange nye ting. Blad-
hanget var blit så vidunderlig lyst og så dirrende
grønt. Der sad kvinder omkring også, blandt bladene
og blomsterne, de havde fuldt af dansende drømme
i de sortlokkede hoder, de havde i de deilige, hvælvede
bryst hjerter dirrende som det grønne, hvert med sit
eventyr. Jeg husked, at jeg aldrig havde set roserne
nærved. Jeg kjendte ingen enkelt af dem. Der var ikke
en eller to eller tre, jeg havde fåt kjær. Jeg gik hen-
imod dem. Der stod mod mig en uendelig duft. Var
det da såden, at rosers duft var?
    Der havde altså hun gåt forbi, hun, hvis skridt var
som de måtte være, de som jeg aldrig tør tænke mig.
    Der var noget i denne have jeg ikke før havde set,
ikke kjendt, ikke følt, - i denne have, hvor hun
havde gåt - Luxembourg.





    Jeg glemte det naturligvis straks. Jeg skjændte på
mig for mit evige hang til mysticisme og loved mig
selv aldrig at fantasere mer.
    Der begyndte forresten også en helt forskjellig tid.
Jeg kom meget ud. Jeg var i selskaber. Jeg var på
baller.
    Det var herlige kvinder. Og der var fuldt af musik
omkring dem. Og der var lysekroner over os.
    De var i kjoler som solens morgenskyer. De havde
perler og diamanter som morgenens dråber.
    Vi talte sammen. De forstod mine ord, de forstod
mine sorger. Jeg kunde finde tonerne for hvad de
selv gik og arbeided med, jeg kunde sige det under
det stemmens slør hvorunder man kan sige alt, hvor-
under hjerte taler til hjerte.
    Det var herlige kvinder. Vi dansed sammen. Under
det hvide flor lå deres bryst i mine arme.
    Hvorfor blev jeg så alligevel undertiden rasende?
De forstod mig jo. Også de havde jo havt sådanne sor-
ger som jeg havde havt, sådanne ønsker.
    Jeg tror om jeg havde begjæret det, så havde de
kysset mig. Jeg begjærede det ikke. Jeg ønsked mig
mange gange langt, langt bort.
    Vi havde talt om de hemmeligste ting hos os selv.
Vi skulde kjende til hinanden ud og ind. Og det var
dog undertiden, som jeg ikke kjendte den mindste
tøddel af deres væsen, ikke den mindste fiber af deres
hænder som jeg havde trykket.





    Det var engang jeg stod ved mit vindu, som er i
anden etage og vender til gaden. Jeg var ikke alene.
Der stod en kvinde bag i værelset.
    Jeg var i et besynderligt humør. Der var en ting jeg
stod og famled og famled efter, det var en pine, men
jeg kunde ikke bli klar over, hvor den sat eller hvori
den bestod.
    Så er det jeg ser en i en brun kjole på den modsatte
side af gaden dernede, et slag over skulderen, et ansigt
med en enkel, alvorlig profil.
    Uden at sanse noget andet styrted jeg nedad trap-
perne. Det skreg i migdu må have fat på hende, du
må vide alt om hende, og du må klage, klage over dig
selv for hende. Du må ha hende at dele din skam
med. Du og hun må sidde sammen hele eftermidda-
gen. Du må sidde i tusmørket og holde hendes hånd.
Og da vil du se klart ind i hele Paris, ud over hele
verden.
    Hun var ikke langt borte. Om jeg løb, kunde jeg
ta hende igjen. Det rev og sled i mig. Sekunderne
randt og randt. Længer og længer bort gik hun.





    Jeg synes, at Luxembourg mer end nogen anden
have og meget mer end naturen er som et menneske-
sind, der veksler humør. Intetsteds, synes jeg, er som
i Luxembourghaven det grønne snart næsten sort,
snart lyst og skinnende, som skåret ud af safirstene.
Der er morgener, da jeg har fåt følelsen af, at den
vet mer end morgenaviserne, den haven, at den står
der og vet om, hvad der er foregået i Paris inat. Og
der er dage, da det grønne sænker sig så tæt over sto-
lene, som om det vilde holde noget ude.
    Sommetider er det, som var der ikke andet end
smil og roser og deilige lyse statyer og funklende
vanddråber og lekende småbørn og fine pigevrister til
i Paris. Og så er der andre tider, at man ikke engang
ser de lyse statyer, at de er svøbt ind i en tung luft,
og at det ligesom klager sagte rundt om i haven. Og
det er ikke billedbøger de har, de som sidder på bæn-
kene, men triste, triste romaner om noget en ikke
skulde tænke sig gaves i dette deilige Paris.
    Det var en morgen jeg kom derind. Det vil sige jeg
måtte gå derind, jeg droges.
    Det var tidligt. Arbeiderne og arbeiderskerne gik til
fabrikerne.
    Der var intet at se i haven.
    Pludselig faldt det mig indDen gråter.
    Den gråter.
    Og aldrig har jeg været så glad i Luxembourgha-
ven. Det syntes mig at den var ikke alene som et men-
neskesind, men som et af de fine menneskesind, et af
dem der gråter, når ingen er tilstede, før alle andre
har nået at ryste lagnerne af sig.
    Jeg fordybed mig ind i den. Den blev mig så uende-
lig stor. Den var en urskog, som opslugte hele Paris.
Paris blev til nogle husrækker blot.
    Så kommer jeg til den bænk, hvor jeg havde siddet
dengang.
    Den var ikke tom. Der lå en og sov. På jorden lå
der en sammenfoldet paraply. Men hos hun som lå
der fortalte ansigtet mig noget.
    Der var stille på gaderne, der var blot en og anden
sen arbeiderske. I haven var der ingen andre end os.
    Jeg stod og så på den sovende. Jeg stod og tænkte
på, at der dog kanske er et og andet i livet, som ikke
er så ligetil, et og andet som ordner sig i tråde så
fine, at vi taber dem af sigte.
    Jeg havde ladet hende gå, ubeskyttet mod dette
grusomme livet er. Og alle de kostbare timer var hen-
rundne, de der var bestemte for os to. Andre havde
jeg viet mange af dem, andre som ikke vedkom mig.
Hun havde jeg ladet gå der alene.
    Jeg bøied mig ned over hende, jeg så længe på
hende, jeg så at det var første gang.
    Jeg kom til at streife hende. Hendes øielåg bevæ-
ged sig. Jeg holdt pusten. Havde jeg vækket hende?
Nei. Hun sov fremdeles.
    Jeg gik.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt