Det befriede Europa

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

1831.


-- -- Fra Caucasus? blinker min Sjel fra Caucasus?
Kold, rolig, funklende som Ararats
øverste Iisklump, beskinnet af Midnattens Sol,
den seer over Jord, mens mit Hjerte staaer stille.

Hvad Lynglimt dernede? Mon skyder Bakus
Dyb Naftasøiler mod Nathimlen?
-- Heijah! de Lyn ere Sværdhug og Frihedens Ild,
som frembryder af Millionernes Hjerter.

Du haanloe, Sjel, dengang Menneskheden i
Ring af Helgalliancen blev
ført, liig en udsviret Juulbuk, der suller i Ørsk
med Helligtrekongerslys i vallne Hænder.

Men sammen, ja til et Riimfnug, gyste du,
da (frisk dog, se nøjere efter!) du
saae, at den Nar var et Spøgels, at Mennesk'heden stod
som dødfrossen Skildvagt paa Napoleons Gravhøi.

Ja, tusindhornede, tusindtandede,
tusindbesvandsede Adamsæt,
Ham du bekjæmped; men tung var din Seir, saa du blev
paa Vagt paa Hans Gravhøi gjensiddende steendød.

Men Vaaren kom, og belivnet mindtes du
(liig haltende Jacob) at dristig du
stred med en Aand, og du tøed i Graad hen, og sprang
som glødende Rosenbusk ud paa hans Gravhøi.

Forsoning dufted du, fagre Gravblomme:
hver Knop var et Hoved med Frihedshat:
bankende Hjerter din Bladrasl: hver Torn var en Arm.
. . Hvo skjærer dig, Hydra, i Former som Taxus?

Jo reiste ikke sig grumme Gartnere?
Hver da med Saxe (saa lange og
blanke som Hære) beklipte, i Form af en Træl
der knæler, den Busk med de levende Blommer.

Da Sceptre gnistred fremover Folkene,
liig hundred Blodstruter springende
opudaf Menn'skehedens Saar, da den aareladt var
af Drotbajonetter og kopsat med Kroner. --

Da, Sjel, du, liig i Charpitot, hyllte dig
ind i en Drøm, og (som svømmende
under Canalhvælv) du Verden forlod da, og drev
saa tvertigjennem Gravene indtil Aratus'!

Washingtons og Kocziuskos Grave først du forbifoer.
Tvertsfor hinanden de kneiste som Herkles' Støtter de graae.
Begge, min Sjel, med et Suk til Seil du dem suste imellem,
svømmende saa ind i Oldtidens Hav med de laurgrønne Kyster.
Der Cincinnatus` Grav som Italien saae du tilvenstre.
Hannibals Gravhøi tilhøjre som mørke Afrika laae.
Midti som høje Sicilien stod Timoleons Minde.
Inderst som lave Euboea din sjunkne Høi, Aristides,
laae, og Aratus som hvælvede grønne Attika jevntmed.

Ja der, min Sjel, med dit spæde Straaleduun
pladsked du glad i den hellige
Aske, imedens mit Legeme vandred igjen,
som Søvngjænger bleg, under Norriges Maane.

Der laae du, indtil det drøned over dig.
Da Drømmens Uldtot du kasted, men
nøgen og skinnende svam du til Dagen idag
tilbage, fløi oppaa dens Skulder og blikked.

 Ejah! hvad seer jeg?

Der laae du til Havet derudenfor Washingtons
og Kocziuskos Minder -- det
Hav med en blaanende Bølge for Dagen idag,
ja det som igjennem de Seculumsstøtter
skal flyde sammen med Oldets laurkrandste --
der laae du min Sjel som en efterglemt
Svane i Sundet ved Salamis, indtil det Hav
deruden som eier Dig, opsteg med Bulder.

Da fløi du skrigende op; thi over de
Herkulesstøtter paa Toppen af
Havet, der reiste sig, saae du en skinnende Svan
-- ha, gamle Fayette dit Hoved, det hvide.

      Da fløi du skrigende op . . .
 Ejah, hvad seer jeg?
Farvel Aratus` Urne! Mig lokker skjønnere Klang.
Fayette, Amerikas Friheds Søn og Frankrigs Friheds Far,
tiltaler Paris -- det lytter med sænket Bannerstang
(den Samme, som det af Louvres Gitter i Julidagene skar).
Visn, Rose, som i Aristides` Aske vover at varme din Rod!
Mig dufter sødere Minas Sværd, besprængt med Carlisters Blod.
Ei meer forat kysse Hannibals Skolt, til Ponti Strande jeg gaaer.
Mig kneiser Hooghvorsts Isse meer stolt med flere Laurbær end Haar.

Ei meer vil jeg rode paa fremmed Kyst efter Timoleons Liig;
ei lytte i Salamis Bølgesuus efter et persisk Skrig.
Mit Øre sidder paa Dublins Taarn og hører O'Connells Røst.
Og, Washingtons og Kocziuskos Aander, end dvælende Jorden nær,
og ei, som Hines, til fjerne Himle førte fra sjunkne Grav,
jeg drømmer ei længer paa eders Grave, dyrker ei Guddommen der;
thi sandelig I ere fløjne ud, og flaggre som Ørnvingepar
om gamle Chlopickis Pande, den Polens Dagstjerne klar


Som gjennem Herkles' Støtter Stormfuglen
ud svinger over Atlanterhav,
fløi fra sit Drømmeskjul hist mellem Grave, min Sjel;
thi did Millionernes Frihedsraab trængte.

 Ejah! hvad seer jeg?

Hver Nat en rødere Morgen føder, hver
Qvel seer med blodige Øine mod
Morgenen, der, Boblen liig over det puttrende Dyb,
slaaer højere Hvælv over oprørte Folkslag.

Hver Time banker som Tidens Feberpuls.
-- Ak, standser fredsomme Stueuhr!
Thronernes Bragen fortæller os Timernes Gang.
Kun Stormklokker hænge, at ringe til Arbeid.

Hvad Dagværk har Herren bestemt for Folkene?
Mon gamle Tiders Begravningsfest
feires? mon Nytiders Daabfest? Thi Stormklokker gaae.
Hør Englenes Vingeklang! Havgang i Luften!

De Taarnsangre høre fra Brest til Casan med
nyt Skrald hverandre. O Latter! en
Metternichs klapprende Skildt mod en slig Telegraf?
Se Slotsbrandes Røgdriver Folkenes Iilbud!

Tvertsover Europa sig Baal opløfte, og
see over Fjeld til hverandre. Ak,
rødnes de Øine i Skyen af Graad eller Hevn?
-- De tændes, at Himlen sin Sejer skal skue.

Se Flammerne, Folkenes klagehvinende
Bud, løbe tvertover Jordkloden,
mens en Coureer med sit Messingskildt raaber sig hæs
ved Floden: "sæt over i Keiserens Navn da!"

Sig Hærskrækken sniger bag Flammestrømmene,
flyer under Stormklokkers Rungen
tversgjennem Gelederne, seer sig tilbage, og seer
med blegnende Blik, at de dat overende.

En nedfældet Trælledrot siger, seende
Baal over Issen at korse sig:
"Dybenes Magter sig løfte at skue sin Daad."
Nei, Skyen maa kløves, at Fred kan neddale.

Din Jammer, Despot, som i Støvet vælter dig,
slaaer Borgens Gnister ei høiere.
-- Englene skue ei Sorg: thi kun Seirsglands de see
hvor Mennesket stirrer i blodskyllet Ørken.

De lee ad Syndernes Hylen, række ham
ei Haanden: Selv skal han reise sig.
Ikke de ynkes, naar Flammen, den Lynildens Søn,
fortærer den Borg, der var Lasternes Boelsted.

Du gyser, nerv'svage Stymper, gyser, naar,
se, Jordens Stæders blaaskinnende
Domer i Flammerne drukne, og Klokken paa Eng
sit lyseblaa Hoved i Blodstrømme dukker.

Mon hang disse Kuppler som hvalte, ludende
Fredsliljer nedover Stæderne?
Ejah! hvad Sorg da? De voxed og døe som det bør.
Jeg leer; thi jeg kalder dem Mørkrets Hjelmhvælv.

Hvi Graad da! Lysstøtter skulle reise sig,
hvor forhen Domerne stode som
hovedløse Skuldre. Blaaklokkerne farve sig blot
til Roser, at krandse de Frihedens Helte.

De Gnister, som flye med dit Suk afsted, vel i
Skyens Net, som Aske opsamles; men
nedsendes atter som Druer, der klattre igjen
fra salige Smaahytters Vægge mod Himlen.

Den Ild blot tærer Tyranners dyngede
Rov, tærer ældede Laster blot.
Brudsmiil er Blodstrømmen, Flammerne bølgende Slør
om Jorden, formælet med himmelske Frihed.

Som brustne Brudbelte Schelden nedruller.
Nei! harm, liig svovelblaa Lavastrøm
gjennem en splittet Volcan, den kneisende gaaer
indunder Tvesplitten af Belgiens Banner.

Men, didhenrullende hvor Oranien
staaer, rundt hans Fødder den kaster en
Stump af sin Lænke . . . Den livner til staalgraa Snog,
som stikker ham, hvisler i Dybet til Djævlen.

Oranje, reis dig! see Schelden kommer jo!
Vee, Skyen over dit Hoved er
drivende Bloddamp fra Java, og Strømmen, som naaer
din Navle, er Borgerblod, ve! fra Antwerpen.

Kryb op paa Bolværket! Hør den lystige
Flods Fløitehvisl i sin Sivpibe:
"Støv, som ei mægter at tæmme din Lidenskabs Bæk,
Du tæmme de Floder, Alskaberen løste!"

Hvad dundrer? -- Flygtende Kongers Vognfølge.
Slaae Qvinder Vindverne i, for ei
Manden at see, som beskatted det Dagslys, han flyer,
forærte Maitresserne Bønder som Oxer?

Hvad brager? -- Himmelens Tordner nedbrast paa
Ham, Ham, som mellem meenederske
Fingre holdt Æblet, bedækte sin Throne med Skam,
men Galgen med Ære, med Heltenes Kroppe.

Hvad rasler? -- Tusinde frie Presser (de
sorte Lysets Porte) opløfte sig.
Jerndøren i Ham bag Forræderne knaged ilaas?
Nei, Staalklang det var -- Nationalgarder væbnes.

Ha, staalbeneglte Despoter, prøver at
Tag faae i Frankrigs om seirvundne
Frihed fasthvælvede Styrke! -- O prøver dog før
at udrive Ilden af Jordkuglens Hjerte!

Er dette, dette det Frankrig, Ludvigers
Hærrækker pukked til Kulstøv, som
Arvingen endda (ja øsende over det ud
sin gloende Brunst) vilde udsmelte Guld af?

. . . . Kun Taarer fik du, men bort du slængte dem.
(Hvo bad om kogende Bly vel?) Men
Frankrig din Nedarvings Graahaar har tregange slængt,
som useligt Kraaksølv -- vip! langt over Grændsen.

Er dette det Frankrig, som Sværme af Fremmede
-- hui! vilde, loddne Centaurer --
persed mod Hove, beruust af din Viin og sin Hevn,
saa (kliskklask!) dets Blod som dets Druers udsprøited?

Et Lyshav bølger imellem Havet og
Rhin: gamle Frankrig er Bunden kun.
Marlys Parke er Tangen, Versailles en Musling deri.
Paa Bølgen staaer hvide Fayette som Neptun.

Europa drukner -- ha! over Hovderne
høit gaae de skinnende Lysvover.
Er det Champagner? mon Æther? O, hvad det end er:
dog sødt er at drukne og omtumles deri.

Det svæller skinnende opmod Alperne
-- ha! bryder mod Pyrenæerne.
Preussen det splitter i tusinde Øer og Skjær.
Dets funklende Døninger rulle mod Africa.

En Sol har dalende mellem Havet og
Rhin bredt sig: Frihedsideerne,
skinnende jevnt gjennem Frankernes Hjerner, er liig
den Ætherilds fjernere Dunstkreds om Solen.

Se, Solen nærmere Straaler udflyde!
Seir! Seir! det er Nationalgardens
væbnede, funklende Hænder i tredobbelt Rad.
Hiin Julidags Blodflek er Bunden i Solen.

O Sol, hvo nærmer sig dig, og brænder ei?
Selv gjennem tunge Metalkroner
borer dit Solstik sig. Derfor de rase; thi se,
dit Gjenskin jo opgløder selv deres Pantsre.

Troer ei de Knegte, fordi I malte dem
eens, trak dem under og efter en
Snor, thi en Vinge er under den snevre Mondur,
bag Bartskyen en Funke, som sprænger Geleder!

Carthag mod Rom er en Knegt mod Borgeren.
Tungt falder Borgerens Slag; thi der
hænger et Barn paa hver af hans Arme, og dybt,
som hug i hvert Bryst han en Voldgrav om Hjemmet.

Mens under de reiste Millioner, Frankrig, din
Grund ryster, synger Delavigne, liig
Lærken, der endser ei Jordskjælv: -- paa Lithauens Val
da drømmer du dig under Marsmarkens Linde.

Ha, Den, som røve vil Polens Frihed, maa
først rive Chlopickis Graahaar af.
Se, som det flaggrer der, er det dens Hængelaas af Sølv!
Kun Røverhaand tager hvad Tyvhaand tog forhen.

Paa Heden ved Raclawicz kjæmp Skrynecki! der
slaaer Madalinskys Beenrad vel
Tusinde . . Se, hvor den rasende klynger sig fast
til Bannerne, bøjer dem alle i Støvet!

Paa Heden ved Raclawicz kjæmp Dwernicki! Der
-- hør! hør! Dombrovskys Hylen skal
sprænge hver fiendtlig Kanon; og de Skygger af Børn
fra Praga skal flyve som Støv dem i Øiet.

Der aabner sig Skyerne . . se Kocziuskos
Aand styrter ned paa et Lyn! Han er
Himmelens Kjæmper; thi Frihed er Himmelens Sag.
Var Englen ei fri, da i Himmelen Opstand!

Et Menneske, mægtende ei at styre sin
Barms lille Hjerte, vil styre jo
fleer Millioner jo heller? Den Fod, som ei kan
en Tue bedække, vil dække Aljorden.

Og reiser sig op saa et Folk, og siger: vi
eet Sprog jo tale? Det være vor
Grændse, ei Miilpæle!" -- Heijah! da "Oprører dø!"
det hedder, mens Gud selv en Synder tilgiver.

-- Fra Caucasus? blinker min Sjel fra Caucasus? . .

Fra Skreyaha? blinker min Sjel fra Skreyaha?
Kold, rolig, funklende som Skreykamppens
øverste Iisklump, beskinnet af Midnattens Sol,
Den seer over Jord, mens mit Hjerte staaer stille.

Hvad Lynglimt dernede? Mon skyder Bakus
Dyb Naphta-søiler mod Nathimlen?

Hvad Glimten dernede? Mon tændes rundtom
Lys alt i Hjemdalens Smaahytter?
Huijah! de Glimt ere Sværdhugs og Frihedens Ild,
frembrydende af Millionernes Hjerter.



Hvad er da Stort vel imod
      de Lande af Lys og de Have af Blod?
       -- det Syn ved min Fod!
      Til Hindostan seer du fra Dhavalagiri,
      fra Skreykamppen seer du til blaanende Biri.
      En Kikkert fra Caucasus Lande nok seer
      og Have og Skyer, men heller ei meer.
       -- Prosaiske Øje, som kiger fra Ruden,
      er stolt af at tælle hver Pore paa Huden,
      hvad nytter dig Synet, den Lygtemands-ild,
      som hopper paa Tingenes Former deruden?
      Kryb ikke paa Caucasus eller paa Skrei!
      Hvis Stort du vil see, det hjælper dig ei.

Sid heller i Natten, luk Øinene til,
      da maaskee -- ja, hvis din Genius vil --
      Du Meer faaer at see, end blot Kappen af Guden,
      som gaaer gjennem Verden og Tiden
      og Menneskefærden sin evige Vei.
      . . Da gyser du ei, om et Land end forgaaer,
      om midt i et Storhav af Taarer du staaer;
      thi Sejerens Vaar du seer kun i Striden,
      et Sædkorn til Himle i Taaren som gled.
      . . I Hæren, der buldrende ruller sig ned
      i blinkende Striber fra Høiden paa Valen,
      du Sejerens Vaarflommer seer kun i Dalen
      at rydde den tidlig et Midsommersted.
      I flammende Flag over blegnet Armee
      du Sejerens Vaarblomster skuer i Snee
      med Himlen i Øje skjøndt Døden om Foden.
      . . Da speider du Caucasus gjennem til Roden,
      og Skreya det mørke maa revne ihast;
      thi Lynet er ei som det Aandeblik hvast.
      Naturens Dybder det anatomerer.
      En kløvnet Indvold det Afgrunden er.
      Selv Himmelens Raad er det intet Myster.
      Og Jordklodens Hjerte isønder det skjærer,
      og speider som lysende Demant deri.
      Nationernes Sjele da flyde forbi
      dit Aandeblik liig gjennemsigtige Vande.
      Du hører at Dommens Basuner forbande
      i sagteste Trællesuk "kom og befri!"
      . . Da hører du grant i Befriernes Klinger
      at Aanderne løfte de mægtige Vinger.
      . . Da seer du i Sværdenes blinkende Fart
      Guds Aasyn i straalende Lyn aabenbart.

-- Hvi Skreya da, Aand? Du er højere sat.
      Hvi Skreya og Caucasus' Taagehat!
      Kun skjul dig i Dalen saa lavt som du vil!
      Dog løfter en Aand dig til Himmelens Skulder.

Luk Læben og Øret og Øinene til.
      Dog faaer du til Mund en himmelsk Basun,
      en Himmel til Øre viidaaben og huul,
      der hører fra Jorden som Tordenens Bulder
      hver Menneskeklage, som sukker iskjul . .
      . . Dog faaer du igjen til Øje en Stjerne.
      Ha, hvor er da Nære og hvor er da Fjerne?
      Da seer du, Velsignte liig, Solen, ifra
      Blaahimmelens Skulder Aljorden -- Eijah! --
      en Kampring, hvor Gudepriis hænger for Dverge,
      ja Jorden med Blodstrømme, Slagne til Bjerge,
      og Jubel du hører derover endda;
      ja over dens Bulder et Halelujah!



Hvor sank du Alpe! . . fra Himlen seer jeg; thi
se -- lavtnedenunder mig flyver min
Sorg som en Sky, og jeg hører jo Englenes Jubl:
"Lyksalige Jord, thi du Frihed har vundet!

Fra Himlen seer jeg; thi rundtom seer jeg en
bleg Kreds af Tempel og Thronherskere,
jublende: "Straffen er endt; thi vort Syndfølge døer.
Nu klager ei Jorden; thi Frihed den seirvandt."



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt