Det fredede træ

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Ved Sognefjorden paa gaarden S l i n d e,
der er den stolteste birk at finde;
paa Hydneshoug, over kjæmpens ben,
strækker den vidt sin kraftige gren
og holdes i ære
og kan sin alder mod skyen bære.

Mens trær og lunde tyndes og ældes,
den holder sig frisk og skal aldrig fældes;
thi bonden siger: "Den har i arv
sin frodige vekst af en kjæmpes marv,
og i dens skygge
er godt at vandre og godt at bygge."

Dens bark tør ingen rive og riste,
og ingen tør bryde dens løv eller kviste;
hvert spirende straa, hver urt, der gror
i birkens ly paa den hellige jord,
vil bonden spare,
skjønt leen skal gjennem engen fare.

Naar birkens skinnende løv er borte,
og engen er hvid, og skyerne sorte, -
naar bonden har bragt sin skat under tag
og sidder ved kveld i det bænkede lag
med mad og drikke -
han glemmer det fredede træ dog ikke.

Han fylder med mjød den vældige kande
og sender et ord fra grande til grande.
De svare ham alle med smil og med nik
og følge ham ud med den kraftige drik
til Hydneshougen, -
da bringe de skjænk til birken og draugen.

Saa danne de kreds og slutte sig sammen,
mens mjøden gydes om birkestammen;
da smelter sneen ved kraftens daab,
da samle sig alle de grale raab
i dette ene:
"Saa stande du karsk i rod og grene!"

Med dybe træk er i dette billed
vort Nordens liv for tankerne stillet;
det maa ei ældes og sygne hen, -
det skal fra sin rod besjæles igjen
og holdes i ære,
og kjækt sin krone mod himlen bære.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt