Det gamle aar

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Du gamle, hvide Aar,
      snart skal du ligge Liig.
Naar Nytaarsklokken slaaer,
      det ringer over dig.

Du mangen Sorg har bragt;
      dog mangen Glæde med.
Thi skal du blive lagt
      i Graven smukt i Fred.

Og med sin hvide Blomst
      skal Vintrens Sky den strøe
saa tæt, at Mindet selv
      om al din Sorg maa døe.

Een Sorgs Erindring dog
      ei med din Død forgaaer:
at gamle Kongen ei
      til Norge kom i Aar.

Derom en kjærlig Bøn
      i Folkets Hjerte slog.
Det tællede iløn
      hver Dag, som det bedrog.

Det bad til Skov og Lund:
      "skyd en Oktoberqvist!
Forsink din Afskedsstund!
      Thi Kongen kommer vist."

Til Fuglene det bad:
      "o flyver ikke bort!
Dvæl med jert Afskedsqvad!
      Han kommer inden kort."

Til Eng og Mark det bad:
      "o hold dig længe grøn!
Visn ei før Træets Blad,
      der alt har hørt vor Bøn!"

"Paa dine Blomster gjem
      saalænge som du kan!
Vist kommer end i Aar
      til Norge Carl Johan!"

Nu har forlængst det sagt:
      "fæld sidste Blad nu, Qvist!
Fly, Fugl! følg egen Agt!
      Din Grønhed, Eng, nu mist!"

"Nu kan du fyge, Snee,
      til Huus og Hjem forgaaer:
Vi faae ei meer at see
      vor elskte Drot i Aar."

Men gamle Aar, som snart
      skal lægges i sin Grav,
et Løftesord derom
      sin Ætling arvegav.

Som med et Aandepust
      dets sidste Livssekund
skal hviske Løftet tyst
      til første Nytaarsstund.

Med Gryet Aarets Søn
      sig reiser rød og stærk.
Hvad Faderen har glemt
      skal blive Sønnens Værk.

I favrest Sommerstid,
      Nytaar, stil da vort Savn:
at føre Kongen hid
      i Folkets aabne Favn!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt