Det store Budskab

Et Hav af Malm igjennem Kvelden runger,
fra tusen Taarne gaar dets dybe Brus:
Det store Budskab, talt med stærke Tunger
- i Luften som af Englevingers Sus . . . .

I samlet Kor, som til en Bøn, det stiger
om Fred paa Jord - det rige Tonevæld!
Og saart det dirrer over Jordens Riger,
i Nordens Sneluft, Sydens milde Kveld.

Thi ser du ham, som hist paa Leiet hviler
med Feberaande og med Øiet mat . . .
Ei noget Moderøie mod ham smiler -
- han er en Haan mod Kristi Julenat!

Nys blev han blodig ind fra Kampen baaret,
der ung og rank han stod med freidigt Blik;
hvor mangt et Hjerte blev med ham vel saaret,
der han i Livets Vaar sin Bane fik?

Se, Landet ligger vinterhvidt derude,
og Lys der blinker i den mindste Vraa,
og sangen Iyder klar bag Hjemmets Rude,
mens Moderøiet følger sine Smaa.

O, dyre Kveld med rene Barneminder,
lær os, om vi engang paa Post blir sat
i Kampen for det ny, som engang rinder.
at staa som Mænd for Kristi Julenat!