Devegge-hornet

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

      At Hoveder have Horn kan ikke være besynderligere, end
      at de høje Bakker bære sit stridvoxte Korn. Men at et Horn
      til Øl kan have Hoved selv, ja Vilje som den stiveste Karl, den
      Ting tykkes mig besynderlig.

      Ja hverken en Buk eller en Karl kan have stridere Vilje end
      Hornet paa Gaarden Devegge i Fru Beljus Stue. Før væltede jeg
      "Brostenen" [1] op paa Skogshorns høje Top, end jeg vilde vove
      at tage Hornet derifra.

      Syv Alen maa Karlene have været dengang Trækubberne
      voxede saa svære. Tre Stokker fra Gulv til Tag var nok til den
      hele Stue. Saa faste som klingende Jern, vare to nok til Døren.
      Med Klæde saa fint og saa blaat var Stuen tildyttet godt.

      Og Tyven som frækt i gamle Dage tog Hornet, behøvede ikke
      at slaae nogen Krog paa sig, da han slap igjennem Døren. Saa
      stiv i Ryg som i Sind, han ubuden gik derind. Med Døren havde
      det ingen Nød, skjønt den var huggen blot af to (Stokker).

      Nedigjennem den gabende Ljaar stirrede de blege Stjerner,
      da Tyven helt forvirret greb Hornet fra Beljus Bord. Det Bord
      var en Planke bredt; dog sad man rummeligt og ugenert; med
      Søm var det rundtom beslaaet i en straalende Ring.

   Hu! han syntes det var som om Sømmene glimrede op imod
 Stjernerne som blege Dødningeøine, og som om han i det blaa
 blege Staallys skulde see Fru Belju og Grev Klemet, hendes
 Mand, siddende i Høisædet.

   "Tag Hornet," sagde de; "og vi skulle ikke misunde dig det,
 er du Karl for at beholde det."
  "Det skal jeg nok," mente han, "bare jeg først faaer dig;"
 og saa tog han tilløbs med Hornet under Armen.

      Men Hornet tog til i Vægt jo længere det kom fra Bordet,
      og hvilte han sig en liden Stund, groede det fast i Jorden, saa,
      naar han atter skulde til at gaae, var det som at slæbe paa en
      knuldret Birketrærod, som holdt imod i Bjerget.
  "Det maa være ypperligt Guld," tænkte han, og kom saa
 dampende svedt til sit Tyvehul før det begyndte at lysne.

      Men Natten fik engang Ende. Da saae han sig bedragen:
      et rødmalet Oxehorn, beslaaet med en Messingring stod gabende
      paa hans Bord. Da bandte han fæle Ord; "men," tænkte han,
      "det duer vel endda til at drikke Øl af."

      Saa tog han en Dunk og heldte i; men Tyvegods drøjer ikke.
      Han kunde være bleven ved at hælde i til nu, uden at have faaet
      noget at drikke. Det randt som en skummende Bæk bort i det
      Dybe af Hornet. "Det var da som Fanden!" skreg han, og blev
      saa skjælvende bleg.

  "Ja det var som Fanden!" sagde han; og skulde saa see ned
 i Hornet hvorledes det havde sig. Da var det som om Hornet
 havde draget sig ud ligened i Midten paa Jorden, og som om han
 skulde seet ned i en Fjeldkjedel fuld af Ildsluer med hoppende
 Nisser i.

  "Gud give jeg aldrig havde rørt dig!" tænkte han. "Det Horn
 vil nok være der det var."

      Han tog saa Hornet i en Fart, og bar det strax tilbage. Men
      eftersom han vandrede, blev Hornet lettere i Hænderne. Men
      da han satte det ned, randt det fuldt af Stærktøl; det straalede
      paany som Guld, men Fingrene brændte han paa sig.
  Og sligt Mærke skulle alle Tyve have, som vove at be-
 skjæmme Hallingdal, om de end ikke ville gribe efter Devegge-
 hornet.

Fotnoter[rediger]

  1. En svær, af et Sagn bekjendt Steen. Se Anm.

Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. Bind 1833-1841