Dorothea Andrea Gløersen, født Keilhau

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Cross.png

Dorothea Andrea Gløersen, født Keilhau var en af disse sjeldne harmløse Mennesker, der aldrig bedrøve sine Medskabninger uden ved sin for tidlige Bortgang. Hun havde kun Blomstens Skyld: den, at maatte visne tidligen i sin Fagerhed, endnu medens hendes Livs Sol syntes at skulle staae højest og bestraale hendes Skjærsommer.

Sine Forældres, Corpsmajor af Cavalleriet, Ridder af Sværdordenen, Jens Christian Keilhaus og den gjenlevende dybtbedrøvede Moders Sophie Keilhaus Glæde, blev Hun, siden 28de December 1840, sin sorgbøjede Mages, Depotforvalter Ole Christian Gløersens huuslige Lykke. Fød 9de Juli 1821, var Hun i 22 Aar Navnet paa Hendes Nærmestes Glæde; siden den 10de Februar 1843 er det nu Navnet paa deres Sorg, paa alle Deres, som have Deeltagelse for det blideste Gemyt, Øie og Følelse for Godheden i sin yndigste, meest rørende Skikkelse: i Ungdommens og Skjønhedens, som bærer Dødens Orm i sit Bryst.

Saa havde Gud villet det. Hendes Elskedes Angst var bleven Vished om, at den fine Skabning kun vilde leve Blomstens Liv. Kun tvende Somre og -- Døden adskilte hvad der saa gjerne vilde være tilsammen. Men denne blideste, skjøndt kummerfuldeste, af alle Guds Sendinge, har den skjønneste Mening paa sin tause Læbe, det venligste Tilsagn paa sin nedadvendte Finger: paa hiin smiler Gjenforeningens Forjettelse, og denne peger paa Sorgens Opløsning om de Efterladtes Hjerter, paa Støvets Forening, forat Aandernes kunne foregaae. Fred med Hende! Hun føler ikke sin Byrde af Muld. Fred med Ham, hvis Byrde er sortere og tungere: Sorgen over et Tab, som Intet i denne Verden kan erstatte!

Saa stille gaaer Nymfæen under
      sin tyste Indsjøes dybe Blaa,
som Hun forsvandt for Ham, der grunder
      histhenne over Tabet saa.
Som Tonen i et Instrument,
      saa leved Hun, saa har Hun endt.

Thi væver Døden selv i Floret
      en Krands af unge Roser ind;
thi Hendes Liv, skjøndt Døden svoret,
      var viet Livets Glæder ind.
Forbi! forbi! . . . I Gravens Hjem
      Han veed Hun bedre har end dem.

Der groe de gravnedlagte Kjerner,
      som Zwiebler op i Liljers Glands,
og Ømhed øiner ingen Fjerner
      fra Hendes Hjerte og til Hans.
Til Hans? -- O Død, nu seirer Du!
      Nei, Døden har kun dette Nu.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt