Drengen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Held mig, se Stella legende med en
Drengs det lokkede Hoved?
Bag Jasminen sig useet
      tænker den Hulde.

Hvi i Jasminens Skygge? ak, har da
      Pigens Moder vel sagt: "i
Manden skue du Slangen,
      Øglen i Drengen?"

Vee, da, som Kadmus, lagde i Jord hun
Dragens Tænder, og snarlig
skulde Furier voxe
      frem mellem Roser.

Drengen er skjøn, og Stella hans Haar, ligt
Solskin, elsker, og Munden
er, paa Liljeblad lagt, et
      rødmosset Jordbær.

Kinden paa Drengens Lokker hun lægger,
som naar Straaler paa Morgenens
Skyer bølge, som gyldne
      Vimpler paa Feers

purpurne Seil: -- Se, regne ei Kys paa,
Kinden, liig, naar en Flok af
purpurvingede Duer
      dale til Jorden?

Følelser dunkle bryde igjennem
dine lysnende Kys og
Blik, som Sommernat gjennem
      Qvelsrødt og Luftblaat.

Ønsker de føde (et for hver Finger)
dunkle som Sommernatsstjerner.
. . Ah Maria Hun seer med
      Jesus paa Skjødet!

Følelse -- o uforstaaelig som Himlen,
      beruust af Nat og Jasminduft
      (den veed ei selv sin Ruus, før kolde
      Morgenvind blæser den bort: nu
      seer den, at dens Jasminer
      vare kun en Drøm om Stjerner,
      dens Stjerner en Drøm kun om Solen:
      med Sol i Skjød, den sukker nu ei mod Natten)
      O Stella, en Vind det jomfrulige Slør
      (der bugner nu ud, som et Seil, af Drømme)
      vil splitte, saa knapt du i Luften
      det seer som en drivende Taage;
      men dine Taare-jasminer dale ned,
      men dine Ønskestjerner dale ned,
      som i dit Skjød et Solsystem du samler
      af slige gyldenlokk'de Drengehov'der.

O, at jeg Tiden kunde tilbage
rive: Tiden, da Lokken
lignede Stjernernes Skimmer:
      Blaavinget Due

ligned' mit Øie -- Tiden, da under
Træet, Bedstefa'r planted',
dengang Mo'er-min blev født, jeg
      sorgesløs leged'!

Hjertet var ligt da Lærken, hvis Glæde
høit i Vaarluften dirrer:
ligt det Blad, som paa Bækkens
      Sølvvover svømmer.

Maaskee da hine Kjærligheds Lyn -- o
Stellas Kysse -- mig skjænktes?
Pletten jeg blev, hvor Rosen
      Bladene rysted'?

Ha, nu er Hjertet Ørnen: nu fraader
Bækken: Bladet er sjunket:
Kinden ligner ei Æblet,
      hvormed jeg leged.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt