Efterspil til fjeldeventyret
Personerne:
ØSTMOE senior.
ØSTMOE junior.
FlNBERG
HANSEN
Studenter.
SORENSKRIVEREN
FLERE STUDENTER
(Paa Scenen tilvenstre sees Indgangsporten til Hotel de Scandinavie i Christiania med Indskrivt over. Scenen belyses kummerligt af en Gadelygte. Porten er lukket men forsynet med Klokkestreng. Baggrunden dunkel Gade, hvorfra kommer Arm i Arm behørigen vinterreiseklædte forhenværende Lensmand Østmoe og Mons, paa hvis Hat en Guldtresse antyder, at han nu har Ombudet.) --
-- -- Fanden reise til Byen til Marken for at more sig paa
Komedi, naar man skal se sig sjøl, Farbror!
Uf, Mons! det er vel det Styggeste En kan see. Men . . . . .
Og slig, som dem grein og gloede paa os!
Ti stille Mons. Jeg er i sligt Homør, at jeg kunde æde mig
selv med Finmut og Alt fra Top til Taa.
Men den Bjerre-
gaard og den Thrane! dem har været ihop om Spillet . . . .
Jagu har dem været ihop om det; jeg saa dem paa Komedien.
Og saa hviskede og tiskede dem: "se! se! der er bestemt gamle
Lensmand Østmoe."
Hørte jeg det ikke nok? Og da jeg saa snuede mig om,
nikkede dem til mig og sagde: "velkommen til Byen Hr. Lens-
mand." Men jeg skulde velkomme dem, havde jeg dem paa
Østmoe Mons.
Det fik da bli mig, som pro tempora er Lensmand. Og det
vidste dem nu, for dem pegte paa min nye Uniform og sagde:
"gratulerer med ombudet, Hr. Lensmand."
Lad os bare komme i Qvarteret Mons, og faae os en doktor,
saa kjøbe vi imorgen tidlig ind Stadsen til dit og Ragnhilds
Bryllup, og fare saa af denne fordømte By. Den er ikke som
i gamle Dage. Da var en Lensmand anderledes extimeret. Men
hvor Fanden bliver Jenta af?
Hun har vel nok med at varte disse Studenterne op, som
satte sig til at holde Kommers paa N. 12, da vi gik paa
Komedien. --
Nævn ikke dem mere Mons. Det suser i Hovedet mit bare
jeg tænker derpaa.
Hei da! hvem holder sligt Spektakel paa Porten.
Lensmand Østmoe senior og junior fra Landet. Boe paa N. 11.
Ei vore gode Venner fra Landet! Strax, Strax skal de komme
ind
Jagu! holder dem paa endnu. Men gid Fanden tog dem. Jeg
kjender nok Fuglene Farbror, og hugser dem siden sidst.
Velkommen til Byen Hr. Lensmand! Velkommen Hr. Mons.
Ei ei! gratulere med Ombudet Hr. Mons. Det gik jo som
Fod i Hose som Sorenskriveren har fortalt os.
Tak for sidst Hr. Lensmand; det var et Forlovelsesgilde, som
sagde sex. Og fra Albek kan jeg hilse. Han og Marie leve
i bedste Velgaaende. Vi besøgte dem i Julen, og fulgtes nu ind
med Sorenskriveren, som ogsaa bor her paa No. 10 og i Aften
er vor Gjæst.
Som jeg tænker vore Venner her ogsaa ville blive.
Naturligviis Hr. Lensmand. Baade de og Hr. Mons. Der
kommer Sorenskriveren selv for at hente os.
Gjæster komme ud.)
Hvad seer jeg? Tak for sidst, Svoger! Nu hvorledes fornøie
de dem i Byen? Markensgang kan jeg troe.
Daarligt Hr. Sorenskriver, daarligt. Jeg har aldrig gjort slig
Markenstour. De skulde bare vide, hvad der er hendet os i
Aften. Men, men, men saasandt jeg er Lensmand Østmoe.
Nu da?
Det er saa skammeligt Hr. Sorenskriver, at jeg ikke kan faae
Mæle for mig, saa flau er jeg.
End jeg da.
Fortæl du da Mons.
Ja jeg skal sige Hr. Sorenskriveren -- vi have seet os sjøl
paa Komedien iaften. Lyslevende, saa det gjerne kunde betyde
noget Stygt. --
Aha i Fjeldeventyret? --
Just netop skulde jeg tro. Er det ikke til at blive gal over.
Og jeg kan godt mindes at baade han Bjerregaard og Thrane,
som har været ihop om det, har været paa Østmoe.
Berolige dem Lensmand. I Fjeldeventyret ere jo vi med for
en Dag.
Aa jo vi saae det nok. Akkurat som det gik til paa Knetteberg-
sæteren.
Og paa Østmoe Hr. Mons.
Jeg holdt ikke længer ud end til tredie Akt var forbi.
Saa tænkte jeg, det kunde være nok Harcellas for een Aften,
og saa gik vi. Men saasandt . . . .!
Ei Lensmand! Var de bleven længere vilde de have seet
mig med -- --
Hr. Sorenskriveren! Naa det maa jeg sige!
Ja alle vi som havde Del i den Historie oppe i Bygden hos
Jer ifjor Sommer, have maattet frem paa Scenen.
Naa! den Bjerregaard, det maa da være en topmaalt En.
Hr. Sorenskriveren selv.
Ja, hvad har I saa at klage Hr. Lensmand?
Nei da. Gu'bevars!
Saa kan nok vi med taale at blive harcellerte.
Og saa tænker jeg vi gaae ind og heller drikke Digterens og
Komponistens Skaal der have vidst at faae noget saa smukt ud
af vort lille Fjeldeventyr.
Ja kom! kom!
(Mel. af Fjeldeventyret.)
Ja kom og klink og drik Bjerregaards Skaal!
Og tøm saa en for Waldemar Thrane!
Isammen nu ad Stjernernes Bane
de ile imod Aandernes Maal.
Dog glemme de ei Pletten, hvor
de Geister ifra Støvet sprunge,
lyttende i Serafimers Chor
til Modersmaalets søde Tunge.
(Chor de 4 sidste Linier).
O hvis min Ahnelse feil ei slaaer,
iaften er de Tvende tilstede.
Jeg skimter Bjerregaard histnede,
og paa sin Skammel Waldemar staaer.
I deres Aasyn straaler Fryd:
de see at Folket ei kan glemme
Modersmaalets den søde Lyd
men tryllebindes af dets Stemme.
(Chor de 4 sidste Linier).
Og begge Aander har digtet deri;
ja Bjerregaard og Waldemar Thrane
har mægtet Folkets Geist at mane
i Toneklang og i Poesi.
O søde Modersmaals Musik,
som vi i deres Digtning høre!
Som for den Tørstige liflig Drik,
du var jo for vort norske Øre.
(Chor de 4 sidste Linier).
Thi byde vi Digternes Aander et Ly
i Folkets Hjerte, om de nedstige
engang iblandt fra Himmerige,
at høre deres Digtning paany.
I Folkets Bryst der boer den Klang,
som gjennem Eventyret strømmer.
Folket ved Fjeldpigens søde Sang
i sine Dales Skjød sig drømmer.
(Chor de 4 sidste Linier).
Ja kom og klink og drik Bjerregaards Skaal!
Og tøm saa en for Waldemar Thrane!
Isammen nu ad Stjernernes Bane
de ile imod Aandernes Maal.
Dog glemme de ei Pletten, hvor
de Geister først fra Støvet sprunge,
lyttende i Serafimers Chor
til Modersmaalets søde Tunge.
(Alle gaae ind i Hotellet. Lensmændene føres først).
