Efterspil til fjeldeventyret

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
OPFØRT OM VAAREN 1844 PAA DET DRAM. THEATER I CHRISTIANIA


Personerne:

ØSTMOE senior.
ØSTMOE junior.
FlNBERG
HANSEN

Studenter.

SORENSKRIVEREN
FLERE STUDENTER



(Paa Scenen tilvenstre sees Indgangsporten til Hotel de Scandinavie i Christiania med Indskrivt over. Scenen belyses kummerligt af en Gadelygte. Porten er lukket men forsynet med Klokkestreng. Baggrunden dunkel Gade, hvorfra kommer Arm i Arm behørigen vinterreiseklædte forhenværende Lensmand Østmoe og Mons, paa hvis Hat en Guldtresse antyder, at han nu har Ombudet.) --

Mons

     -- -- Fanden reise til Byen til Marken for at more sig paa
Komedi, naar man skal se sig sjøl, Farbror!

Gamle Østmoe

    Uf, Mons! det er vel det Styggeste En kan see. Men . . . . .

(hyter)


Mons

    Og slig, som dem grein og gloede paa os!

Gamle Østmoe

    Ti stille Mons. Jeg er i sligt Homør, at jeg kunde æde mig
selv med Finmut og Alt fra Top til Taa.

(hytende).

Men den Bjerre-
gaard og den Thrane! dem har været ihop om Spillet . . . .

Mons

    Jagu har dem været ihop om det; jeg saa dem paa Komedien.
Og saa hviskede og tiskede dem: "se! se! der er bestemt gamle
Lensmand Østmoe."

Gml. Østmoe

    Hørte jeg det ikke nok? Og da jeg saa snuede mig om,
nikkede dem til mig og sagde: "velkommen til Byen Hr. Lens-
mand." Men jeg skulde velkomme dem, havde jeg dem paa
Østmoe Mons.

Mons

    Det fik da bli mig, som pro tempora er Lensmand. Og det
vidste dem nu, for dem pegte paa min nye Uniform og sagde:
"gratulerer med ombudet, Hr. Lensmand."

Gml. Østmoe

    Lad os bare komme i Qvarteret Mons, og faae os en doktor,
saa kjøbe vi imorgen tidlig ind Stadsen til dit og Ragnhilds
Bryllup, og fare saa af denne fordømte By. Den er ikke som
i gamle Dage. Da var en Lensmand anderledes extimeret. Men
hvor Fanden bliver Jenta af?

(Kimer paa Klokken).


Mons

    Hun har vel nok med at varte disse Studenterne op, som
satte sig til at holde Kommers paa N. 12, da vi gik paa
Komedien. --

Gml. Østmoe

    Nævn ikke dem mere Mons. Det suser i Hovedet mit bare
jeg tænker derpaa.

(Kimer paa Klokken. Finberg og Hansen aabner et Vindu ved Porten).


Finberg

    Hei da! hvem holder sligt Spektakel paa Porten.

Gml. Østmoe

    Lensmand Østmoe senior og junior fra Landet. Boe paa N. 11.

Finberg og Hansen

(Paa eengang med munter Forundring)


   Ei vore gode Venner fra Landet! Strax, Strax skal de komme
ind

(forlade Vinduet).


Mons

    Jagu! holder dem paa endnu. Men gid Fanden tog dem. Jeg
kjender nok Fuglene Farbror, og hugser dem siden sidst.

(Finberg og Hansen kommer ud. Et stærkt Lys strømmer ud af Porten.)


Finberg og Hansen

(tagende dem i Haanden)


   Velkommen til Byen Hr. Lensmand! Velkommen Hr. Mons.

Hansen

    Ei ei! gratulere med Ombudet Hr. Mons. Det gik jo som
Fod i Hose som Sorenskriveren har fortalt os.

(Mons gjør bittersøde Miner.)


Finberg

    Tak for sidst Hr. Lensmand; det var et Forlovelsesgilde, som
sagde sex. Og fra Albek kan jeg hilse. Han og Marie leve
i bedste Velgaaende. Vi besøgte dem i Julen, og fulgtes nu ind
med Sorenskriveren, som ogsaa bor her paa No. 10 og i Aften
er vor Gjæst.

Hansen

    Som jeg tænker vore Venner her ogsaa ville blive.

Finberg

    Naturligviis Hr. Lensmand. Baade de og Hr. Mons. Der
kommer Sorenskriveren selv for at hente os.

(Sorenskriveren og de Studenter, som er Finbergs og Hansens
Gjæster komme ud.)


Sorenskriveren

    Hvad seer jeg? Tak for sidst, Svoger! Nu hvorledes fornøie
de dem i Byen? Markensgang kan jeg troe.

Gml. Østmoe

    Daarligt Hr. Sorenskriver, daarligt. Jeg har aldrig gjort slig
Markenstour. De skulde bare vide, hvad der er hendet os i
Aften. Men, men, men saasandt jeg er Lensmand Østmoe.

Sorenskriveren

    Nu da?

Gml. Østmoe

    Det er saa skammeligt Hr. Sorenskriver, at jeg ikke kan faae
Mæle for mig, saa flau er jeg.

Mons

    End jeg da.

Gml. Østmoe

   Fortæl du da Mons.

Mons

    Ja jeg skal sige Hr. Sorenskriveren -- vi have seet os sjøl
paa Komedien iaften. Lyslevende, saa det gjerne kunde betyde
noget Stygt. --

Finberg

    Aha i Fjeldeventyret? --

Gml. Østmoe

    Just netop skulde jeg tro. Er det ikke til at blive gal over.
Og jeg kan godt mindes at baade han Bjerregaard og Thrane,
som har været ihop om det, har været paa Østmoe.

Finberg og Hansen

    Berolige dem Lensmand. I Fjeldeventyret ere jo vi med for
en Dag.

Mons

    Aa jo vi saae det nok. Akkurat som det gik til paa Knetteberg-
sæteren.

Finberg

    Og paa Østmoe Hr. Mons.

Gml. Østmoe

    Jeg holdt ikke længer ud end til tredie Akt var forbi.
Saa tænkte jeg, det kunde være nok Harcellas for een Aften,
og saa gik vi. Men saasandt . . . .!

Sorenskriveren

    Ei Lensmand! Var de bleven længere vilde de have seet
mig med -- --

Gml. Østmoe

(forbauset).


    Hr. Sorenskriveren! Naa det maa jeg sige!

Sorenskriveren

    Ja alle vi som havde Del i den Historie oppe i Bygden hos
Jer ifjor Sommer, have maattet frem paa Scenen.

Gml. Østmoe

    Naa! den Bjerregaard, det maa da være en topmaalt En.
Hr. Sorenskriveren selv.

Sorenskriveren

    Ja, hvad har I saa at klage Hr. Lensmand?

Gml. Østmoe

    Nei da. Gu'bevars!

Mons

    Saa kan nok vi med taale at blive harcellerte.

Finberg

    Og saa tænker jeg vi gaae ind og heller drikke Digterens og
Komponistens Skaal der have vidst at faae noget saa smukt ud
af vort lille Fjeldeventyr.

Studenterne

(omringende Lensmændene):


    Ja kom! kom!

SANG
(Mel. af Fjeldeventyret.)


Finberg

      Ja kom og klink og drik Bjerregaards Skaal!
             Og tøm saa en for Waldemar Thrane!
            Isammen nu ad Stjernernes Bane
      de ile imod Aandernes Maal.
            Dog glemme de ei Pletten, hvor
            de Geister ifra Støvet sprunge,
            lyttende i Serafimers Chor
            til Modersmaalets søde Tunge.
(Chor de 4 sidste Linier).

Hansen

      O hvis min Ahnelse feil ei slaaer,
            iaften er de Tvende tilstede.
            Jeg skimter Bjerregaard histnede,
      og paa sin Skammel Waldemar staaer.
            I deres Aasyn straaler Fryd:
            de see at Folket ei kan glemme
            Modersmaalets den søde Lyd
            men tryllebindes af dets Stemme.
(Chor de 4 sidste Linier).

Finberg

      Og begge Aander har digtet deri;
            ja Bjerregaard og Waldemar Thrane
            har mægtet Folkets Geist at mane
      i Toneklang og i Poesi.
            O søde Modersmaals Musik,
            som vi i deres Digtning høre!
            Som for den Tørstige liflig Drik,
            du var jo for vort norske Øre.
(Chor de 4 sidste Linier).

Hansen

      Thi byde vi Digternes Aander et Ly
             i Folkets Hjerte, om de nedstige
            engang iblandt fra Himmerige,
      at høre deres Digtning paany.
            I Folkets Bryst der boer den Klang,
            som gjennem Eventyret strømmer.
            Folket ved Fjeldpigens søde Sang
            i sine Dales Skjød sig drømmer.
(Chor de 4 sidste Linier).

Tutti

      Ja kom og klink og drik Bjerregaards Skaal!
            Og tøm saa en for Waldemar Thrane!
            Isammen nu ad Stjernernes Bane
      de ile imod Aandernes Maal.
            Dog glemme de ei Pletten, hvor
            de Geister først fra Støvet sprunge,
            lyttende i Serafimers Chor
            til Modersmaalets søde Tunge.
(Alle gaae ind i Hotellet. Lensmændene føres først).



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt