Elvira

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

En stund over nytaar ventes
et bal af den bedste sort,
og invitationer sendtes
paa blanke og trykte kort.

Elvira var ogsaa buden,
en rødlig og mager én,
med blege og brede læber
og underlig tynde ben.

Men der var en morshaand hjemme
med haab og uendelig tro
paa roser og baand og sløifer
over Elviras sko.

Den lille staar stum og dvæler
dybt i en gylden drøm,
medens den gamle knæler
nedover skjørtets søm.

Saa tar hun sit barn om haken,
og lykkelig seiersstærk
løfter hun lysestaken
over sit hvide værk —

Og lysene skjær og strøket
over Elviras kind
gir hendes blik forøket
drømmende sølverskin!

*


De øvede violiner,
de véd det jo godt fra før,
hvor underligt sødt det piner
at danse „naar elskov dør“ . . .

Og alle de unge slægter
som glider i glædens sal,
de nyder sin rus, og smægter
i bævende, ædel kval — —

Men bagerst i balsalonen,
forunderligt sky gjemt væk
sidder en bleg smaapige,
mager, med morens træk —

Og øinene, smale og stygge
under den røde lugg
forfølger fra salens skygge
par efter par i smugg.

Hun sidder saa taus og stille
og vifter sin tynde kind —
Den unge og arme lille
bilder sig trolig ind,
at bare hun stadig smiler
og lytter med bøiet hals,
tror de vel nok, hun hviler
efter sin sidste vals!

— — — — —


Slig sidder hun stiv paa stolen
og skjælvende, halvt i drøm
stryger hun silkekjolen
ned over morens søm.

Og øinene tør ikke miste
deres betagne glans,
selv, naar den bruser, den sidste
smægtende afskedsdans.

Men bare da slutt-akkorden
bruste i salen frem,
bragte hun stille i orden
noget af skjørtets bræm,
og over de brede læber,
uden et suk eller stønn
kom smertens lille linje,
som altid er evig skjøn!



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt