Emigranten

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie

Saa sank i Hav min Fædrekyst,
Farvel mit Land, Farvel!
Jeg staar igjen saa trang om Bryst
Og med en graadfuld Sjæl;
I Havsensødet uden Rand
Mit Hjærte øjner ikke Land,
Det slaar som trætfløj'n Fugl, der kan
Sit Rede meer ei naa.

Udover Skibsbord nu jeg seer
Kun Bølgen rulle hvid;
Saa ned i Vinterdriver sneer
Min fagre Ungdomstid,
Og Havet vælter tungt og bær
Ind paa mit Sind en Mindehær,
Ak, visne Blomster kun det er
Fra mit forraadte Hjem!

Ak, Bølger, vare I besjælt'
Og, hvis der Hjærter slog
I Eders Barmes Glimmertelt
Til Norge hjem I drog';
Med Jubl I vilde Kysten slaa
Den fattige, den mosegraa,
Dens Armod skumme Liljer paa
Med Høisang for dens Fod.

Slig Bølge kun begav't med Aand
I Glands af Livsens Skjær
Og tumlet af en Nødstorms Haand
En Mand i Verden er!
En Storm saa hardt mod Vester stod,
Den slog i Skum mit Ungdomsmod,
Mit Livstræ rev den op med Rod
Og drev mig saa afsted.

Jeg reiste . . . Fjordens Arme som
Sig strakte efter mig
Med Dalens Barm, hvor Blom for Blom
I Taarer slukte sig.
Hvor græd gudindefagert, stilt,
Den Dal, hvori mit Liv har hvilt,
Hvor blomsteryndigt har den smilt,
Mens jeg ved Barmen sov!

Jeg stod saa haard i Sind og saa
Paa Fjord og nøgent Fjeld:
Da blinked' Fjordens Bølger blaa
Som Dolke for min Sjæl,
Og just hvor Stenen mangled Muld,
Jeg saa min glade Barndoms Guld,
Den glemte Rosenvaar saa huld,
At blomstre over den.

Og Skogen stod saa djup og øm,
Dens Speil i Bølgen blaa
Som deiligste Erindringsdrøm
I graadfuldt Øie laa!
Jeg drog, mens Fjordens Bølger gik
Og blaaned med min Moders Blik,
Hun, som ved Hjemmets Kirke fik
Sin Fred indhos min Fa'r.

Med Gransvær tæk't isammen staar
De Senge der i Muld,
Mens Elvens Suus i Kvælden gaar
Som Psalmen højtidsfuld;
Og, er Du den, som ikke veed
Paa viden Jord Dit Havnested,
Du bær i Sorg den Psalme med,
Hvor Du i Verden gaar! - -

              *

Saa stor og fuld staar Maanen op
I ensom Aftenstund,
Saa stiger vel og Lykkens Knop
Af Vestens øde Grund; -
Men under skjælver Havet bleg,
Som det med tunge Sukke steg
Af Barme, hvorfra Freden veg,
Der solgte sig for Guld.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt