En Erindring

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Jeg satte mig i Krogen
Og nynnede et Kvad,
Og læste saa i Bogen,
Og var saa hjerteglad.


Da randt mig i Sinde
Min Barndoms Ve og Lyst,
Og mangt et halvslukt Minde
Steg fra sin Taagekyst:


    Min Fader sad i Haven
    Og saa min Barnefryd.
    Da bar man En til Graven
    Med Sang og Klokkelyd.


    Og ved den sorte Baare
    Gik tvende Børn og græd;
    Den ene græd saa saare,
    Den anden var saa spæd.


    Da blev min Fader stille,
    Og tog mig paa sit Skjød:
    "O, tak din Gud, Du Lille,
    Din Fader er ei død!"


    Da sank en angstfuld Tanke
    I Barnets klare Sind;
    Da trilled Taarer blanke
    Ned paa den røde Kind.


    Da græd jeg fromt og længe,
    Gjemt i min Faders Favn;
    Bad for de arme Drenge,
    Og delte deres Savn.


Nu er jeg langt fra Haven, -
Nu har den tabt sit Løv, -
Og ak, saa langt fra Graven,
Der tog min Faders Støv.


Saa sad jeg taus i Krogen
Min Vinteraften hen,
Og læste vel i Bogen, -
Men Taarer faldt paa den.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt