En Maji-Dag

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 1.
    »Min Muse kom og lad os flye
 »Fra dette melancholske Fængsel,
 »Hvor Ønsker daglig døe i Trængsel,
    »Og fødes for at døe paa ny.
    »Hvor Kunst og Vid kun pønser paa
 »Den bedste Plan til nye Sorger,
    »Hvor Rigdom sulter for at faae
 »Det Støv den for sin Arving borger.
    
 2.
    »Hvor Retten selv er Tærningkast;
 »Hvor Ja af Hyklere bortleies;
 »Hvor Dyder mod Ducater veies;
    »Hvor Fattigdom er største Last;
    »Hvor Rigdom gjør en Daare klog,
 »Ærværdig, ædel, sindrig, klygtig;
    »Hvor Sindets Roe sin Afsked tog,
 »Da Nøjsomhed blev gjort landflygtig.
    
 3.
    »Hvor Solen Verdens Morgenpragt
 »Paa lukte Øjnelaage maler;
 »Hvor Nag og Sorg, naar Hanen galer,
    »Gaaer endnu vaagne paa sin Vagt.
    »Hvor Narre af hverandre leer,
 »Og den som andres Feil antaster,
    »Er ofte selv, som hver Mand seer,
 »Langt større Nar end den han laster.
    
 4.
    »Hvor Viisdom selv er bunden til
 »De Love som af Daarer stiftes;
 »Hvor man maa leve, elske, giftes,
    »Ei som man selv, men Moden, vil;
    »Hvor Tvang er Vellyst, Mad blir Gift;
 »Hvor Sundhed drikkes for at mistes;
    »Hvor Løfter er kun Tungens Drift;
 »Og Dyd kun roses for at fristes.
    
 5.
    »Hvor Ærlighed er vis Forliis;
 »Eenfoldighed blir dræbt af Kunster;
 »Hvor Gudsfrygt holdes kun for Dunster,
    »Og Dievlen er kun Pøblens Riis.
    »Hvor den af Støv til Ærens Top
 »Med megen Omsorg blir optrækket,
    »Som veed at bukke for den Krop,
 »Hans Hjerte ønsker var radbrækket.
    
 6.
    »Hvor ingen nok forsigtig kan
 »Blant Ræve, Tigre, Løver vandre,
 »Som endnu værre er end andre,
    »Fordi de eier meer Forstand.
    »Hvor — O min Muse! lad os skye
 »En Sværm som Luften selv anstikker,
    »Hvor hør! og tie! og frygt! og flye!
 »Er Reglen for at leve sikker.
    
 7.
    »Søg op det Sted hvor Frihed boer:
 »Hvor kunstlet Sorg, selvgjorte Plager
 »Udgjør ei Livets fleeste Klager,
    »Men Smile selv hos Armod groer;
    »Hvor jeg og du kan løse lidt
 »De Tanker som laae før i Lænker
    »Og uden Tummel drikke frit
 »Den Nectar som Naturen skjenker.
    
 8.
    Saa tænkte jeg en Maji-Dag,
 Og reiste strax til hine Enge,
 Hvor Flora reder Blomstersenge
    For Kroppen under Stjernetag.
    Her kasted' jeg mig paa en Høj,
 Forgabt, henrykket, og fornøjet
 I samme Øjeblik da Øjet
    Nysgjerrigt ud i Cirklen fløj.
    
 9.
    O Gud! hvad Skueplads var her
 For Lugt, for Syn og alle Sandser?
 En ny Natur omhængt med Krandser
    Fremviste Eden her og der.
    Den luttret Luft sin Ambra skød,
 Naar Zephyr sine Vinger rørte,
    Saa Lugten strax i Vellyst flød,
 Hvert Aandedræt ny Balsam førte.
    
 10.
    Forundringsfuldt mit Øje saae
 Et Landskab af Naturen malet,
 Som i en herlig Runding praled',
    Hvor grønt sig tabte i det blaae;
    Den heele Kreds var overalt
 Med en Saphirblaa Vælving dekket,
    Hvis Grundvold deels paa Bjerge faldt,
 Og deels sig ned i Havet strækked'.
    
 11.
    Hvor en saa viid og yndig Plan
 Med ny Henrykkelse fornøjed'
 Og indtog Syn og Sands, da Øjet
    Saae denne søde Scene an,
    At Solens brudte Straaler som
 I tusend Chrystalspeile spilled'
    Paa Bølgerne, som tumled' om,
 Og langsom ind paa Stranden trilled'.
    
 12.
    Fra Havet var et Teppe lagt,
 Hvor Grunden grønt i grønt skatteret,
 Med guult, og rødt, og blaat stafferet,
    Fremviste Aarets Morgendragt.
    Nyfødde Planter titted' op,
 Ved Solens Kraft til Liv opvakte,
    Med grønne Kroner paa sin Top,
 Til Vidne om det Haab de bragte.
    
 13.
    Hist laae et Bjerg, hvis svære Krop
 En prægtig Skueplads bestemt:
 Dets Rod sig i Afgrunden gjemte,
    Og Toppen steg mod Skyen op;
    Det som en særskilt Verden laae
 Af Jord og Marmor sammenæltet;
    Man hist og her en Grotte saae,
 Hvor Solen havde Sneen smeltet.
    
 14.
    Den ranke Gran paa Bjergets Top
 Sin Pyramideform opreiste,
 Og med den smale Spidse kneiste
    Højtidelig mod Himlen op.
    Dens Bul og Rod af Balsam fuld
 Sig havde der saa sterk forskandset,
    At den sin Kamp mod Frost og Kuld
 Forlod med Seierstegn omkrandset.
    
 15.
    En krummet slangeformig Dal
 Nedsenket laae ved Bjergets Fødder,
 Hvor tusend nys udsprunge Rødder
    Afbildede en Blomstersal.
    I denne surrede en Bek
 Igjennem en Allee af Pile,
    Hvis Vand, nu Isens Baand var vek,
 Knap kunde nok for Glæde ile.
    
 16.
    Her sværmede en Fuglehær
 Af Sisiker, Bogfinker, Svaler,
 Maaltroster, Norges Nattergaler,
    Som fløj forlibte her og der:
    Hver med sin Tone stemmed' i:
 Og Qviddren, Fløjten, Piben, Lokken
    Klang med foreenet Melodie
 Som prægtigt Chor blant heele Flokken.
    
 17.
    De midt i yndig Harmonie
 Hinanden kyste, caresserte,
 Og under Kysse intonerte:
    See hvor vi elske, vi! vi! vi!
 Hver havde gjort sin Val især,
 En Han var for sin Hun alene,
 Skjønt de med Løv behængte Greene
    Var fælles Seng for en og hver.
    
 18.
    »Lyksalig, ja lyksalig Flok!
 »Som ingen selvgjort Sorg skal trykke,
 »Men som i Elskov gjør din Lykke,
    »Fordi Naturen er dig nok!
    »Du vælger den du elske skal,
 »Og elskes just fordi du vælger,
 »Naar kunstlet Vid blant os tit selger
    »En Skat som vindes kun ved Val.
    
 19.
    Saa tænkte jeg om disse smaae,
 Som med sin Elskov Vaaren smykked';
 Men blev til ny Forundring rykket
    Ved det jeg just en Lerke saae,
    Som nu i det hun flagred' op
 Sit søde Dirlilili trilled',
    Og over Redets skjulte Kop
 Med elskovstændte Vinger spilled'.
    
 20.
    Her flød i dette Øjeblik
 En Tonestrøm i Luft og Øre,
 Saa alt hvad Sjelen kunne røre
    Jeg her i denne Solo fik.
    Ja rundt omkring blev tyst og taust,
 Da denne Virtuos istemmed',
    Fornuften hørte selv forbaust
 Slig Citharklang fra en spædlemmet;
    
 21.
    Selv den med en saa let Umag
 Sin Tunge dreied', trykte, hæved',
 Og med det smale Luftrør bæved',
    Saa Øret dirred' Slag i Slag.
    Den kunstig blandet Melodie
 Nu Tonen løfted' op, nu synked',
    Og i en yndig Symphonie
 Nu fløjtede, nu loe, nu klynked'.
    
 22.
    Al Kunst og Ferdighed forsvandt,
 Saa snart jeg hørte denne lille:
 Ja hvilken Mester torde spille
    Mod denne fødde Musicant?
    »O lille søde Fløjtenist!
 »Hvo gav dig disse Egenskaber?
    Saa raabte jeg mod Bjerget hist,
 Og Echo svarede: — — en Skaber.
    
 23.
    Her fløj min Sjel i dette Nu,
 Med hellig Ild i hver en Ævne
 Hen til — hvordan maa jeg dig nævne,
    Navnløse Væsen? Store Du!
    Den fløj fra denne Cirkel ud,
 Hvor alt med Almagt var omringet,
    Og fra hver Punct i Kredsen GUD
 Udi Fornuftens Øre klinged'.
    
 24.
    »Uskabte Skaber, naadig, viis
 »Hvis Kjerlighed er uden Ende,
 »Som har, paa det man Dig skal kjende,
    »Skabt for hver Sands et Paradiis!
    »Du som er alt, og alt i Dig!
 »Hvis Fodspor vises allevegne,
    »Hvis Væsens Skygge tydelig
 »Det allermindste Kræ kan tegne!
    
 25.
    »Du giør vel Sommer, Vinter, Høst
 »Til Tolke for din Magt og Ære;
 »Men Vaaren — hvad skal den da være?
    »O Skaber, den er idel Røst!
    »Den til den døve vantroe Flok
 »Med Millioner Tunger taler,
    »Og med nye skabte Væsners Skok
 »Som Dine Almagts Vidner praler.
    
 26.
    »Den er blant alle Dig meest liig,
 »Den skaber, danner, og opliver,
 »Opholder, nærer, Kræfter giver,
    »Den er — den er snart selve Dig.
    »Hvor lidt veed de af Glæde som
 »I Qvalm, og Støv, og lukte Muure,
    »Naar al Naturen raaber: kom!
 »Blant tunge Tanker frygtsom lure!
    
 27.
    »Du vækker alting op til Liv,
 »Og viser nye Almagts Scener,
 »Du intet Creatur formeener
    »At see Effecten af Dit Bliv!
    »Kan da en Skabning, hvis Forstand
 »Sig over andres højt ophæver,
    »Din Almagt see koldsindig an?
 »Ja med Foragt? — — Min Gud jeg bæver!
    
 28.
    »Jeg tumles i et bundløst Hav
 »Blant disse store Foraars Under;
 »Min Sjel vel seer, men ei udgrunder
    »Det Vellystsyn Du her mig gav.
    »Jeg seer, dit Vink en Urt, et Løv
 »Kan af den andens Aske vække,
    »Hvi skulde da Din Haand af Støv
 »En raadnet Krop ei ny udklække?
    
 29.
    »Jeg seer, hvert Kræ med al sin Kraft
 »Til Dig som sin Velgjører sigter,
 »Er jeg, min Gud, da uden Pligter,
    »Som meer end de af Dig har haft?
    »Nei; Sjel, og Sind, og Sands forgabt
 »Din Magt og Herlighed betragter:
    »Ja Verden er forgjeves skabt
 »For den som dette Syn foragter.
    
 30.
    Just midt i disse Tanker som
 Mit Sind med stilled Taushed rørte,
 Jeg studsed' her, idet jeg hørte
    En Stemme som fra Skoven kom. —
    
    
 MENALCAS ARIA:
    
 »Velkommen yndig Vaar!
 »Just nu min Lykke gaaer
 »Iført med Pomp og Pragt
 »I al sin Maji Dragt.
 »O hvad for Liv og Lyst
 »Opfylder her mit Bryst!
 »Om alting nu forsvandt,
 »Jeg Savn og Sorg ei fandt;
 »Min Roe seer alt sin Havn
 »I Melicindas Favn.
    
    Velan! min Muse, skulde du
 Dit dyre Venskabs Pligt forglemme?
 Det var vor Vens Menalcas Stemme,
    Vi hørte der i Skoven nu:
    Flye da, min spæde Yndling, hen
 Til denne kjere Hyrdes Hytte,
    Med disse Linjer fra en Ven,
 Som glædes ved hans Maji Bytte.
    
    
 TIL MENALCAS
    
 Lyksalig Ven!
 Det Navn af Ven sig sømmer
 Blant alle allerbest for den
 Hvis Caracteer er alles Ven;
 Og som i Omgang med enhver,
 Med mig og hver en Ven især
 Den heele Venskabs Caracteer udtømmer.
 Endnu engang igjen:
 Lyksalig Ven!
 Tillad at jeg min Geist hen til Din Boelig sender,
 Der hvor opfyldte Ønsker groer,
 Hvor alle Vellystaander boer,
 Og Kjerlighed med heele Flammer brænder!
 Tillad han maa det Budskab til Dig bære,
 At denne Dag som for Dig er
 En Lykkens Dag, den for enhver
 Blant dem som kjender Dig, for mig især
 En Glædes Dag skal være!
    Han skal forsikkre at det første Øjeblik
 Mig med utvungen Glæde rørte,
 I hvilket jeg af Rygtet hørte,
 At Melicinda Dit, Du Hendes Hjerte fik.
 Thi dersom Dyden værdig er
 At undes Lykke af enhver,
 Hvad skulde da en Ven vel glæde meer,
 En Ven som aldrig Dyd og rare Egenskaber seer
 Til Dyd og rare Egenskaber bundet?
    Ja troe, Velædle Ven,
 At Hjertet styrer her den Pen,
 Som skriver: Hun er Dig og Du er Hende værdig;
 En Pen som aldrig skal for Hyklerie staae ferdig.
 Jeg mangler ei Bevis: Se ikkun paa Din Brud,
 Ja lad al Verden see, og spørg saa frit hvad Gud
 En Brudgom meer i een Person kan skjenke?
 Hvor værdig nærmer Hin sig Dig!
 Fornuftig, dydig, deilig, riig,
 Og hvo kan hos det smukke Kiøn en Egenskab optænke,
 Som ei hos denne Brud du faaer,
 Og ei i største Blomster staaer?
 Hvad skal jeg sige meer?
 Hvad Du hos Hende seer,
 Det seer enhver hos Dig,
 At Du — kort sagt, er Hende liig.
 Enhver jo veed, at Du et ædelt Hjerte bær,
 Et Hjerte som af Dyd indtages kan og røres,
 Et Hjerte som mod hver,
 Ja tit mod den som godt uværdig er,
 Til Ædelmodighed og Godhed føres.
 Hvo skulde da ei troe,
 At dette sammen Hjerte skjønner
 Naar Himlen med det værdigste Din Dyd belønner?
 Jo! Jo!
 Jeg veed, Din Brud skal vist i Dig en Ønskers Mage finde,
 En Ven og Mand, som Venskab vil med Kjerlighed forbinde.
 Velan, der er da nok!
 Nu saae jeg Himlen smiled',
 Jeg saae at Lykken selv fra Skjebnens Arme iled',
 Og af en talrig Flok
 Velsignelser omringet,
 Just i det store Øjeblik,
 Da Ja mod Ja i møde gik,
 Sig ned til Dig og Din Mage svinged'.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt