En bøn

Jeg beder dig ikke om rosen paa dit bryst,
ei heller om en lok af dit haar;
thi rosen vil falme so blomsterne i høst,
og lokkernes glasspil forgaar.

Jeg ønsker ei heller den perletunge snor,
der snør sig som en snog om din haand;
thi vilde du mig fængsle, du kjendte vel de ord,
der bandt mig med stærkere baand.

Nei, skjænk mig en tanke, naar dagen bryder frem,
et stille suk i skumringens fred,
en taareblank perle, ifald jeg skifter hjem
og sænkes under havbølgen ned.

Thi tanker og taarer er evighedens guld,
en sjælerigdom, Herren os gav,
og aldrig kan de falme og lægges under muld,
men spire som blomster fra vor grav.